Af Christine Roederer
Jeg tror, at man skal leve under en sten for ikke at vide, at Avengers: Endgame har premiere lige om lidt. Det bliver kulminationen af 11 års arbejde inden for historiefortælling, som indtil videre ikke har været set i filmens verden. Hvordan kan jeg dog fortælle, hvad Marvel Cinematic Universe betyder for mig? Jeg er i fuld gang med at dedikere mit speciale til det snart 22 film lange multivers. Og det er uden at tælle de forskellige tv-serier, tegneserier og andet materiale, der findes i universet. Men jeg vil forsøge. Der vil selvfølgelig fremgå spoilers til alle filmene i denne artikel (på nær Endgame, selvfølgelig).
Jeg var præcis 15 år gammel, da Iron Man (2008) udkom. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg så den første gang, men jeg kan huske, at jeg ikke kunne lade være med at tænke på, hvor sejt det var, da Robert Downey Jr. kiggede ind i kameraet helt til sidst og sagde de nu kulte ord, “I am Iron Man.” Det er kun i de senere år, at jeg fandt ud af, at det slet ikke fremstod sådan i manuskriptet for filmen, og at det var ren og skær improvisation fra Downey Jrs side af. Dengang var det Kevin Feige, mesteren bag det hele, der gav grønt lys til at bruge scenen.
Kevin Feige er her stadigvæk.
Og det er Iron Man også.
Iron Man var den første karakter til at optræde i en crossover mellem filmene, nemlig i The Incredible Hulk (2008). Her er det den sidste scene, efter rulleteksterne, der gør det det hele værd. Efter den kom Iron Man 2 (2010), Thor (2011) og Captain America: The First Avenger (2011), som lagde det solide fundament, der senere ville kulminere i Marvel’s The Avengers i 2012.
Alle seks originale Avengers blev introduceret i disse få film: Iron Man, Hulk, Captain America, Thor, Black Widow og Hawkeye.
Jeg tror, der er noget helt specielt ved Marvel-film. Jeg har været til premiere på dem på tre forskellige kontinenter og i syv forskellige lande. Og selvom underteksterne varierede, så var det altid de samme fans og mennesker, der kom i biograferne. Jeg kan huske, da jeg stod i en biograf i Wroclaw, Polen, midt i pausen under et 4-films maraton op til Guardians of the Galaxy–premieren (2014). Selvom jeg ikke kunne forstå et eneste ord af, hvad folk sagde omkring mig, så kunne jeg forstå, når de snakkede om Infinity Stones, Tesseract, Thanos og Civil War.
For det er et universelt sprog.
Endgame: kulminationen på et enormt stykke arbejde
Det er hele verden, der ser MCU-film. Det blev bevist allerede tilbage i 2012, da The Avengers hjembragte over $1.5 milliarder i billetsalg. Det tog filmen blot 19 dage at nå milliarden. Lige umiddelbart efter hjembragte Iron Man 3 (2013) også over $1 milliard, og senere Age of Ultron (2015), Civil War (2016), Black Panther (2018) og sidst men ikke mindst, Captain Marvel (2019). Infinity War er den eneste film i serien, som hjembragte over $2 milliarder i billetsalg. Det gjorde den på 48 dage – blot en dag hurtigere end Avatar (2009) til samme milepæl.
Og i de 11 år er der kommet en ny film to gange om året. Ingen anden filmserie har været i stand til at levere film i samme hastighed inden for samme historiefortællende univers.
Så, to gange om året fra jeg var 15 til jeg nu sidder som 26-årig kandidatstuderende, har jeg siddet i en biograf og nydt fremmelsen af et univers, jeg blev forelsket i, og som jeg ikke er klar til at give slip på. Selvfølgelig er der Spider-Man: Far From Home at se frem til, men hvad kommer der til at ske med dem, som jeg har lært at kende over en periode på 10 år?
Hvad kommer der til at ske med Steve Rogers? Får han endelig lov at finde freden, han søgte, da han sendte Valkyrien ned i isen på Nordpolen? Hvad med Thor Odinson, som bogstaveligt talt har mistet alt? Vil Tony Stark nogensinde komme hjem til sin kære Pepper Potts og leve det liv, han fortjener? Og får Bruce Banner sin dejlige Betty Ross at se igen? Natasha Romanoff har en film planlagt, og jeg glæder mig til at se hendes historie. Men af alt og alle, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvilken skæbne der venter Clint Barton i Endgame, og hvad det kommer til at betyde for ham i fremtiden.
De er blevet min familie – og jeg kan ikke give slip på dem.
Det er mere end bare film
Hvad det har betydet for mig er, at jeg i de mange år, jeg har brugt på at analysere, gense og underholde en fascination med kildematerialet, er begyndt at lave cosplays, fundet nørdede venner og skrive fanfiction. Min magnum opus er efterhånden en fanfiction, jeg skrev tilbage i 2015, som overgik Harry Potter og Fangen af Azkaban i længden (altså, over 114.000 ord…). Og den har jeg nu fået printet, så den står på min bogreol herhjemme.
Alle disse karakterer, jeg kendte fra tegneserierne, var endelig blevet virkelige – og ja, nu tænker du sikkert, at der har været film før med disse selvsamme karakterer, men det er ikke det samme. At se Infinity War var som at seen tegneserie bragt til live.
Hver scene havde karakterer fra hele universet, som ingen andre film førhen har kunnet bringe sammen i et sammenhængende univers. Ja, man kan sikkert sige, at kampscenen i lufthavnen i Civil War var lidt mindre imponerende end i tegneserien, hvor det ikke bare var omkring 20 helte der sloges, men næsten alle helte i hele universet, men prøv lige at tænk over rollelisten for Infinity War, og nu for Endgame. Det er jo den ene stjerne efter den anden: Chris Evans, Scarlett Johansson, Jeremy Renner, Don Cheadle… og så er der alle dem, som har været med i løbet af tiden, som Jeff Bridges, Sam Rockwell, Glenn Close, Cate Blanchett, Kurt Russel…
Listen kunne blive ved.
At blive voksen med superhelte
Hvis jeg kunne fortælle 15-årige Christine, hvor meget Marvel-filmene ville komme til at betyde for hende, så ville hun sikkert grine lige op i fjæset på mig. Ikke fordi hun ikke læste tegneserier (det gjorde hun), men fordi det dér med, at film kan betyde enormt meget for én, slet ikke var en mulighed for hende.
Jeg tror, jeg lærte en helt masse omkring den verden, jeg omgås i til hverdagen, gennem Marvel-filmenes fan-kultur, og uden det ville jeg ikke være den, jeg er i dag. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg vil komme igennem Endgame uden at græde alle tårer i kroppen ud.
Både fordi jeg er blevet voksen sammen med Steve, Tony, Clint, Thor og de andre. Men også fordi hver gang jeg havde svært ved noget, så kunne jeg se en af filmene igen, og så, i de lidt over to timer, den varede, var det hele okay igen. Så var der ikke så meget andet, der kunne gå galt, fordi heltene jo ville sejre. Eller finde ud af noget. Og deres venskaber ville altid være noget, jeg kunne se frem til.
Det bliver et emotionelt farvel til Marvel-franchisen. Og det selvom jeg ved, at der kommer Far From Home (2019) og tv-serier på Disney+ de kommende år. For det bliver ikke det samme, uden de originale seks Avengers. Det bliver det aldrig.
Det føles som om, jeg skal til at sige farvel til en usynlig ven, som det kun var mig, der kunne se. En ven, der var der, da jeg havde brug for dem.
Som jeg kunne græde og grine med. Som har holdt mig i hånden og hjulpet mig på vej og videre fra ting, jeg ikke vidste, jeg kunne komme videre fra. Ja, det er ved at være slut. Og jeg vil bare sige tak. Tak for alt.
Kommentarer