Artikel
Taika Waititi: Hvem er han, og hvorfor er instruktører som ham så vigtige for fremtidens film?

Af Emma Johanne B. Therkildsen

I løbet af de seneste par år er verden så småt begyndt at få øjnene op for den newzealandske filminstruktør og skuespiller, Taika Waititi – og det var godt nok også på tide! For hvis der er noget, vi har savnet det seneste årti, så er det nye instruktører med et friskt og anderledes syn på den ellers så klassiske filmopsætning. Disse instruktører er endelig ved at bryde igennem og sætte deres aftryk på verden.

Netop Waititi har siden 2010 med filmen Boy bevist, at han er en instruktør, der ved hvad han laver. Det er dog først i de seneste år, at han for alvor har fået mainstreamseeren og Hollywoods opmærksomhed.

Hvad der dog virkelig satte gang i Waititis karriere er What We Do in the Shadows (2014). Det er sjældent, at Waititis film ikke rummer et satirisk element, og denne film er bestemt heller ikke nogen undtagelse. På næsten dokumentarisk vis følger vi en gruppe oldgamle vampyrer, der efter at have delt lejlighed i Wellington i snart 100 år, er begyndt at blive godt og grundigt trætte af hinanden. Den er fantastisk morsom, specielt set i lyset af den store vampyr-trend der netop peakede omkring 2014 med The Twilight Saga (2008-2012), Vampire Diaries (2012-2017), True Blood (2008-2014) m.m. Folk var efterhånden begyndt at blive pænt trætte af de funklende vampyrer med de ulmende øjne.

Waititi spiller selv dengsevampyren, Viago, der er træt af hans roommate, Deacon (Jonny Brugh), som altid efterlader sine blodige glas i håndvasken – et emne som han tager op til det månedlige ”køkkenmøde”. (Foto: IMDb)

Her kan der ikke herske tvivl om, at What We Do in the Shadows udkom på det helt rigtige tidspunkt. Der bliver spillet på alle (og her mener jeg virkelig ALLE) vampyrstereotyperne på så komisk og på samme tid realistisk vis, at succes simpelthen er uundgåeligt. De nedtonede vampyrer i almene dagligdagssituationer er ekstremt underholdende at se på.

Waititi arbejder med en finurlig filmstil, og blandet med de hjertevarme historier kan man ikke andet end at forelske sig i hans film. Ja, man kan næsten ikke lade være med at forelske sig i Waititi selv, der konstant udstråler en farverig og positiv energi.

 

Waititi rammer mainstream-åren

Efter Thor: The Dark World floppede tilbage i 2013, så det ærligt talt ikke for godt ud for vores kære Thor (Chris Hemsworth) fra MCU. Thor-sagaen havde ikke opnået den store succes, som Marvel ellers havde håbet på. Derfor var mange skeptiske over for den tredje film, Thor: Ragnarok (2017) specielt efter, at franchisen havde fået en helt ny og udefrakommende instruktør, nemlig Taika Waititi.

Men jeg skal dog lige love for, at filmen blev en succes. Med Thor: Ragnarok ændrede Waititi hele Thors karakterudvikling og univers til det bedre. Filmen bestod af et brillant cast og behandlede vigtige og relevante emner som seksualitet og feminisme på en diskret måde, der klædte filmens allerede farverige univers. Waititi gav Thor humor og gjorde ham langt mere relaterbar, sammenlignet med hans tidligere så stærke og maskuline udstråling – hvilket førhen ellers havde været hans mest markante karaktertræk. Det lykkedes altså her Waititi at bringe vores nordiske tordengud tilbage ind i varmen.

Natalie Portman overrækkes her Mjølner, og man kan uden tvivl sige, at hun er i gode hænder hos Taika Waititi. (Foto: IMDb)

Faktisk blev Thor: Ragnarok en så stor succes, at Waititi allerede har fået grønt lys til at instruere endnu en Thor film, nemlig Thor: Love and Thunder (2021). Det blev i 2019 offentliggjort, at Natalie Portman vender tilbage til franchisen som den klassiske tegneseriefigur Goddess of Thunder. Dette kom for mange som en stor overraskelse, eftersom Portman havde svoret aldrig at vende tilbage til MCU grundet samarbejdsproblemer. Endnu engang formåede Waititi at overraske.

 

Jojo Rabbit og kontroversialisme

Hans nyeste film, Jojo Rabbit (2020), kan på mange måder siges at være den mest kontroversielle. Under 2. Verdenskrig opdager den ensomme dreng, JoJo (Roman Griffith Davis), at hans mor har skjult en jødisk pige på deres loft. Jojo tvinges her til at konfrontere hans eget forhold til den tyske nationalisme under krigens grusomheder. Han får han hjælp af sin fantasiven, en helt igennem idiotisk udgave af Adolf Hitler, spillet af ingen mindre end Waititi selv.

Roman Griffith Davis, Taika Waititi og Scarlett Johansson i Jojo Rabbit. (Foto: IMDb)

Under optagelserne er Waititi blevet beskyldt for at være nynazist på grund af filmens eksistens, hvilket i højere grad afspejler, kritikerens misforståede syn på den satiriske genre, end det fortæller noget om Waititis person. Denne kritik dementeres i høj grad af Waititis egne familieforhold, hvori han selv er af jødisk afstamning.  Ydermere har han vist sig at være en forkæmper for ligestilling på tværs af køn, etnicitet og seksualitet.

Jojo Rabbit har dog på samme tid fået kritisk ros for dens latterliggørelse af nazisterne og sorte humor.

Waititis film synes at overraske hver gang. Hvis denne tendens fortsætter, er jeg ekstremt nysgerrig på, hvordan hans fremtidige projekter kommer til at se ud. I øjeblikket arbejder han som medinstruktør, på den nye Star-Wars serie, The Mandalorian (2019-). Serien har allerede fået præmiere i USA på den nye streamingtjeneste, Disney+. The Mandalorian har på blot få uger overhalet Stranger Things (2016) som den mest efterspurgte og originale streamingserie, hvilket er noget af en bedrift.

 

Lad de nye instruktører komme til

Taika Waititi er sammen med en række nyere instruktører i gang med at revolutionere og opkvalificere hele mainstream-filmindustrien. Værd at nævne er specielt også henholdsvis Jordan Peele og Ari Aster med deres film Get Out (2017) og Us (2019) samt Hereditary (2018) og Midsommar (2019). To forholdsvis unge filminstruktører, der allerede har sat deres præg på gysergenren og ændret vores opfattelse af, hvad en gyser er i stand til.

En anden instruktør der har formået at fange seeren opmærksomhed med en ellers ”uddød genre”, er Damien Chazelle. Med sine film Whiplash (2014) og La La Land (2016) lærte han os at sætte pris på musikken som hovedaktør i en film, og ikke bare som soundtrack.

Waititi, Chazelle, Peele og Aster går forrest i rækken af nye instruktører, der med deres unikke og forfriskende syn på film har formået at skabe helt igennem fantastiske værker. I de senere år har vi set en tydelig tendens til nyskabende film, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at denne udvikling vil forstærkes i 2020’erne, der således tegner til at blive et yders interessant og spændende årti for filmverdenen.

Kommentarer