“Dalidas portræt når aldrig længere end skitsestadiet: I stedet for at give plads til at dvæle ved karakterudvikling og -psykologi, vælger Azuelos at spise os af med en lang række dødkedelige biopic-klichéer, som for eksempel replikker a la ”fra det øjeblik hun blev født, var hun noget særligt” og glitrende montagesekvenser en masse.”
Læs mere