[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Victor Harder Hesel[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Året er 1814, da James Keziah Delaney (Tom Hardy) vender tilbage fra Afrika. I London var han formodet død, og hans pludselige tilbagevenden viser sig at have uforudsete konsekvenser for seriens tre hovedfraktioner: det mægtige østindiske handelskompagni ledet af Sir Stuart Strange (Jonathan Pryce), den engelske kongemagt under ledelse af Prinsregent Georg 4. (en stærkt sminket Mark Gatiss) og de nyligt selvstændiggjorte forenede stater. James har nemlig arvet et skøde, der kan have stor betydning for magtbalancen i Nordamerika såvel som for Englands oversøiske handel. Mord, intriger og forræderi er uundgåeligt.
Serien byder på en lang række roller, men det lader desværre til, at seerieskabernes kreativitet begyndte og sluttede ved karakterernes ellers ganske farverige navne, eksempelvis James Keziah Delaney, Zilpha Geary, Mister Cholmondeley osv. Deres personligheder er, med enkelte undtagelser, enten et tyndt opkog af kedelige klichéer, eller også er de simpelthen ikkeeksisterende. Det første er især tydeligt for det østindiske handelskompagnis høje herrer, der med et strejf af bornedalsk pædagogik skildres som forskellige nuancer af “manikæisk ond” med dobbelthager, demonstrativt sminkede leverpletter og alt andet væmmeligt. Det andet ses især i de kvindelige roller, der ofte kun kan karakteriseres ud fra deres profession eller status: halvsøsteren, bordelmutteren, skuespillerinden etc.
Dette bliver problematisk, fordi Tom Hardy har insisteret på at lade James være en dyster og mut outsider, der kommunikerer via grynt, sprætter sine modstandere op uden at fortrække en mine og derudover besidder magiske kræfter, der aktiveres gennem dramatisk, afrikansk messen. Alt dette er i sig selv fremmedgørende, men når personerne omkring ham er så flade og uinteressante, mangler seeren ganske enkelt et sted at forankre sin sympati og interesse.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Taboo (sæson 1)[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Tom Hardy, Chips Hardy, Steven Knight, Anders Engström, Kristoffer Nyholm[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
UK[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Der er dog én rolle, der bliver præsenteret og spillet troværdigt, og det er byen London, hvor serien finder sted. Kulisserne og kostumerne er meget imponerende, og den historiske kontekst bliver præsenteret med stor selvfølgelighed. Seriens settings taler glimrende for sig selv, og der gøres ikke for mange krumspring for at vise dem frem. London er beboet, slidt, storslået og virkelig, og dens indbyggere tager den for givet, hvilket styrker indlevelsen.
Det stemningsfulde samspil mellem hovedstaden og dens beboere komplementeres af glimrende kameraarbejde og instruktion af seriens to instruktører Anders Engström (Wallander) og Kristoffer Nyholm (Forbrydelsen) og et ligeledes velkomponeret soundtrack af Max Richter. Dog kunne man godt ønske lidt større variation fra soundtracket (eventuelt bare variation inden for de musikalske temaer), da de samme få tracks bruges igen og igen fra afsnit til afsnit. De kommer også næsten altid ved de samme dramaturgiske vendepunkter, og repetitionen får seriens narrative spidsfindigheder til at virke skemalagte og unaturlige.
Som titlen antyder, bringer serien en række “tabuer” på bordet, men deres slagkraft er meget begrænsede. Incest, vold og seksuelle eskapader har HBO leget med både før og bedre (Rome, Sopranos, Game of Thrones etc.), men hvor emnerne før blev belyst fra flere forskellige vinkler og med indblik i de handlendes motivation, så præsenteres de nu uden hverken nuancer eller klassisk HBO’sk kunstnerisk flair.
Et eksempel kunne være den incestuøse romance mellem den tavse og dystre James Delaney og hans underkuede og apatiske halvsøster Zilpha (Oona Chaplin). Det hele drukner, måske ikke så overraskende, i “tell it, don’t show it”. Der er ingen synlig kemi eller hengivenhed imellem dem, så var det ikke for James’ kejtede kærlighedserklæringer og magiske drømme-voldtægter, ville den gå uopdaget hen. Hele affæren bliver, emnet til trods, dybt utroværdig og uinteressant. Potentialet i at udfordre seernes holdninger til så kontroversielt et emne som incest eller til at nuancere den kedeligt kolde James med en blødere, mere lidenskabelig side bliver på den måde spildt.
Ligeledes er volden ikke videre effektfuld. Tom Hardy har ved mange lejligheder demonstreret sit glimrende stuntarbejde, hvad enten det er med de bare næver i Warrior eller med musket og dolk i The Revenant, og det er derfor overraskende, at seriens få kampscener er så utydelige, at koreografierne går tabt i dramatiske close-ups. Blodets effekt er også formindsket, fordi dødsfald blandt de førnævnte endimensionelle karakterer virker ubetydelige og uden bemærkelsesværdige konsekvenser, når seerne ikke har knyttet bånd til dem.
Alt i alt er serien en blandet oplevelse. Det politiske spil er spændende, og seriens æstetik og lyd giver et stemningsfuldt portræt af London under Napoleonskrigene. Seriens handling undermineres dog af overfladiske karakterer, og der er desværre intet nyskabende over de tabuer, som serien byder på.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer