Af Alma Nordenbæk
Israel vandt i 2018 Eurovision Song Contest, og stak derved for mange fingeren i et højbetændt sår. Medier, kendisser og bekymrede verdensborgere var hurtigt ude at tale om en boykot af Eurovision 2019, som originalt skulle holdes i Jerusalem (nu Tel Aviv). Jeg var selv vred.
Al balladen udsprang selvfølgelig af konflikten mellem Israel og Palæstina, som siden 1948 har drevet to-tredjedele af den palæstinensiske befolkning fra hus og hjem. Ofte med blod og død til følge.
Tårnet tager sit udgangspunkt i denne voldsomme historie. Men animationsfilmen er ikke interesseret i at pege fingre.
Faktisk er israelerne næsten slet ikke med. I stedet har instruktør Mats Grorud valgt at fokusere på de tusindvis af palæstinensere, som sidder rundt omkring i verdens forskellige flygtningelejre; på deres smerte, håb og længsel.
I Libanon bor Wardi i en flygtningelejr med sine søskende, forældre, bedsteforældre, tanter og onkler, fætre og kusiner. Hendes oldefar, Sidi, kom til landet kort efter etableringen af Israel i 1948. Al Nakba, kalder palæstinenserne deres efterfølgende eksodus, oversat “katastrofen”. Der er mange andre familier, der har boet i lejren i to, tre, fire generationer.
Det er dog ikke et åg, der vejer særlig tungt på Wardis skuldre. Hun er 11 år gammel, går i FN’s skole sammen med sine venner fra lejren, og får flotte karakterer. Men da Sidi begynder at få det dårligt, bliver Wardi bange for, at han har opgivet håbet om en dag at vende hjem. Og dermed har mistet viljen til at leve.
Så Wardi begynder at lede blandt sine familiemedlemmers minder. Efter håbet. Men fortiden er også fuld af vrede, tab og kvaste ambitioner. I flotte 2D-sekvenser ser vi flashbacks til begyndelsen på al Nakba, fejlslagne revolutioner, død og ødelæggelse.
“Our lives were not tragic, but what happened to us was a tragedy“, fortæller farfar Lufti. Det er en sætning, der bliver sand for hele filmen. I flygtningelejren bor man tæt og uden mange penge, men livet er også fuld af latter, kærlighed og omsorg. Børn leger, familier ser tv og sladrer om naboerne. Man passer på hinanden og holder sammen.
Tårnet fastholder en lethed og en varme, som måske burde stritte mod historiens hårde kerne. Men Wardi er blot et barn, og hun ser på verden med en uskyldig optimisme, som smitter. Grorud har selv fortalt, at palæstinenserne må finde deres håb i ungdommen, for ungdommens drømme og håb er stadig intakte. Det er en smuk tanke, smukt udført.
Ikke mindst gennem filmens visuelle udtryk, hvor stop-motion blandes med klassisk 2D-animation. Begge filmteknikker er måske bedst kendt fra børnefilmsgenren, men i Tårnet tilføjer de en vis poetisk distance og næsten legende eftertænksomhed.
Grorud er etnisk nordmand, men han har boet og arbejdet et år i en libanesisk flygtningelejr. Her mødte han mange palæstinensere, blev venner med dem og hørte deres livshistorier. Da han fik ideen til Tårnet, var det derfor vigtigt, at det var palæstinenserne selv, der stod i centrum. Det skulle ikke være en tungtvejende politisk film, men en film om gode mennesker i en umulig situation.
En film uden had, men hvor sorg og vrede eksisterer side om side med kærlighed og håb. Ligesom i virkeligheden.
Kommentarer