[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Adam Ambus & Felix Fleischer[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Kernen i bandet Oasis bestod af de to brødre, Liam og Noel Gallagher. For på bedste vis at kunne bedømme den nye dokumentar “Supersonic”, der omhandler det verdensberømte bands stormfulde fødsel, har Ordet sendt sine to største “lads”, Adam og Felix, i biografen for at anmelde filmen.
Adam: Lad os få én ting på det rene med det samme; Supersonic er ikke en film om bandet Oasis, men en film om Gallagher-brødrene, Liam og Noel, to selvlysende rockstjerner, hvis arrogance og selvfedme går over i historien. Brødene er filmens klare omdrejningspunkt, og heldigvis for det. Supersonic spæder måske ikke meget nyt til fortællingen om Oasis, men man keder sig ikke et sekund i selskab med Storbritanniens utvivlsomt største drengerøve.
Felix: Fuldstændigt. Vi får lov til at følge drengene fra de første øvegange i kælderlokalet i Manchesters undergrund til de gigantiske Knebworth-koncerter i 1996, hvor over 4% af Storbritanniens befolkning(!) forsøgte at skaffe billetter. Historien fortælles igennem interviews med de skiftende bandmedlemmer, det kreative ensemble omkring dem og selvfølgelig Gallagher-brødrene selv, der hver især byder ind med deres personlige udlægning af bandets turbulente vej til toppen. Som dokumentar er Supersonic måske ikke synderligt original, men formatet fungerer: Filmen er grundlæggende én lang række røverhistorier tilsat en guldmine af arkivmateriale fra bandets første leveår, der både skildrer Oasis på og bag scenen.
Adam: Til gengæld kan Gallagher-brødrenes røverhistorier altså toppe de fleste andres. På bedste Manchester-vis fortæller brødrene om deres drengerøvseskapader med et ordforråd, som primært består af “fuck”, “cunt” og “twat”. Det står fra et tidligt tidspunkt klart, at de, især Liam, går mere op i at skabe ravage og tage stoffer end at skrive stor musik. De ser det næsten som en pligt at begå så mange skandaler som muligt, hvor end deres karriere fører dem hen. Det er f.eks. ufatteligt underholdende at høre, hvordan bandet aldrig nåede frem til deres første koncert i udlandet, fordi samtlige medlemmer blev anholdt på en færge på vej til Amsterdam. Rockstjerne-attituden er så godt som indgroet i brødrenes væsen. De kalder sig selv for verdens bedste band, alt imens deres udstråling skriger, at de er ligeglade med det hele. Det opsummeres bedst, da Noel på scenen introducerer bandets formentlig største hit med ordene: “Here’s another song with a shit lyric: Wonderwall.”[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Supersonic[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Mat Whitecross[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Storbritannien[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Felix: Uanset om man er Oasis-fan eller ej, er det svært at benægte bandets fascinationskraft. Gallagher-brødene er simpelthen bare larger than life. Med så overdreven en selvsikkerhed kan man næppe forestille sig, at de kunne leve af andet end at stå på en scene og tryllebinde publikummer i hundredtusindvis. Deres skråsikre karisma er helt klart også den største styrke ved Supersonic. Filmen er en rimelig ligefrem affære uden større dokumentariske krumspring, men det er egentligt underordnet, så længe Liam og Noel er ved roret.
Adam: Det fortjener selvfølgelig at blive nævnt, at filmen har mere end en side. Bag fortællingen om stjernerne med storhedsvanvid gemmer sig historien om de to brødres stormfulde forhold, der skulle ende med at køre bandet i sænk. Liam og Noel er på mange måder dybt forskellige. Som sangskriveren bag Oasis’ største hits er Noel bandets rygrad, mens frontfiguren Liam er bomben, der altid er lige ved at eksplodere. Deres ekstreme personligheder fører til søskenderivalisering ud over det sædvanlige, hvorfor bandet konstant er på randen af sammenbrud. Filmen dykker samtidigt ned i brødrenes mere ukendte forhold til deres far, som både var alkoholisk og voldelig. De mest følsomme sekvenser i Supersonic udspringer også fra historien om familien, selvom den fortælles med bandeord og vredesudbrud.
Felix: Det er rigtigt. På den måde giver Supersonic også anledning til selverkendelse for Liam og Noel, der på trods af deres åbenlyse megalomani alligevel tilkendegiver, at det vigtigste, når alt kommer til alt, var deres fans. Man efterlades med følelsen af, at Oasis alligevel var noget ret unikt, ikke kun fordi deres medlemmer var superstjerner af en anden verden, men også fordi de i fællesskab skabte noget, der var større end dem selv. Det lyder måske en smule pladderromantisk, men det er nu svært at pege på en nutidig kunstner med samme format og appel som Oasis. At Supersonic ser bort fra størstedelen af bandets karriere, kan derfor også tolereres. Det er en noget simpel, men også virkelig underholdende historie om et par helt specielle drenge, der erobrede verden i en ganske særlig tid.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer