Af Tobias Møbjerg Nielsen

Det er ikke en nem opgave at skulle filmatisere et ikon som Superman. Efter Henry Cavills omdiskuterede exit fra Zack Snyders DC Extended Universe har man ventet i spænding på, hvem der skulle bære den røde kappe og ikke mindst, hvem der skulle sidde i instruktørstolen til denne genoplivelse af DC’s filmunivers. Ovenpå den succesfulde Guardians of the Galaxy-trilogi (2014-2023), og det vellykkede reboot af Suicide Squad (2016) med den nye titel; The Suicide Squad (2021), virkede det som om James Gunn var lige den mand man havde brug for, for at genoplive tvivlsomme superhelte-titler. Jeg havde dermed store forventninger til James Gunns version af ”The Man of Steel”.

Filmen starter 3 år efter at Clark Kent har påtaget sig rollen som Superman. Denne gang er det David Corenswet der bærer det velkendte ’S’ på brystet. Corenswets tilgang til Superman er bestemt en mindre stoisk udgave end, hvad vi har været vant til i det 21-århundrede. Der er mere humor involveret, som kunne have været en spændende ny vinkel for den velkendte superhelt, men som desværre ikke rammer plet (mere om det senere). Corenswets Superman spiller op imod den velkendte skurk Lex Luther, som bliver portrætteret af en veloplagt Nicholas Hoult. Hvis man er bekendt med tidligere Superman historier fra tegneserier, film eller lign. er plottet et genkendeligt et. Luthor er imod Supermans magt og søger derfor at få ham af vejen, hvilket resulterer i at Superman må forsvare sine intentioner overfor resten af verden. Derudover forløber en sidehistorie om Clark Kents romance med Louis Lane (Rachel Brosnahan), men manglen på kemi mellem de to er mærkbar og derfor tilføjer det ikke meget spænding til resten af historien.

Hvis man ikke allerede havde gættet det, viste det sig, at jeg skulle gå skuffet hjem fra biografen. Filmen forsøger at balancere forskellige toner, en bedrift James Gunn før har haft succes med (bl.a. i ovennævnte film), men det lykkes ikke med ligeværdig stil her. De intense øjeblikke får flere gange sivet luften ud af sig på grund af komisk dialog, hvilket er en gammel og efterhånden forældet trope i (særligt) superheltefilm. At disse humoristiske indskydelser falder til jorden, hjælper heller ikke filmen på vej. De fleste store øjeblikke ender dermed ofte som værende hverken sjove eller spændingsfyldte. 

Filmens actionscener er højdepunktet. De er ofte dynamiske og fyldt med James Gunns kendetegn, såsom kameraet der bevæger sig rundt om helten i en actionsekvens. Dog bliver de en tand ambitiøse, især imod filmens slutning, hvor det her kan være svært at skelne mellem, hvad der er op og ned i det store virvar af mange farver og hurtige bevægelser. Disse scener ender med at føles som et maleri man har rystet før det nåede at tørre. Imellem de store slag sænker filmen sit tempo gevaldigt med banal dialog, som ofte er fyldt med eksposition. Det giver ikke skuespillerne meget at arbejde med, samtidig med at det tager publikum lige lovlig omsorgsfuldt i hånden hele vejen igennem.

På sine lysere sider, kan man mærke James Gunns forkærlighed for kildematerialet. Superman er fyldt med mættede farver, særdeles bemærkelsesværdigt i hans dragt, som er klar rød og blå. En behagelig afvigelse for os, som havde vænnet sig til Henry Cavills meget mørkeblå, endda til tider sorte, dragt. James Gunns Superman taler også om de velkendte temaer om retfærdighed og ansvaret, der følger med magten som Superman besidder. I enkelte øjeblikke føles Superman som et frisk pust i live-action superheltegenren, fordi den minder om en klassisk tegneserie, men lykkedes desværre ikke med at indfri de store forventninger den bærer med sig og det potentiale man lige kan skimte.