[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Harpøth[/vc_column_text][vc_column_text]Med Alejandro G. Iñárritus Birdman (2014) gør superheltene deres indtog i arthouse biograferne. Det sker med en film, der mest bruger superhelteelementet til at vifte en forurettet pegefinger ad et antiintellektuelt publikumssegment, der kun kan få pulsen op over masseproducerede eksplosioner, spandex og farverige kostumer.
Eller gør den? Birdman bruger i sidste ende sine superhelteelementer til, at kommentere på den aktuelle filmkultur i Hollywood. Præcist hvordan denne kommentar så lyder, er ikke lige til at gennemskue, da den serveres med en god dosis ironi. Det er ikke lige til at sige, hvor seriøst, man skal tage filmens rynkede bryn.
Én ting er dog blevet tydeligt igennem de sidste par år – superheltefilmen er i stadig forandring, og man fristes til at spørge, hvad en superheltefilm er i disse dage. Tidligere har svaret været åbenlyst: Der skal være hemmelige identiteter, overmenneskelige evner og endnu større ansvar, før det er en ”rigtig” superheltefilm.
Nu til dags er svaret knap så givent. Mens de traditionelle superheltefortællinger har tilkæmpet sig større og større dominans af billetlugerne, er der sket en fremkomst af mindre film, som på meget forskellige måder anvender superheltekonventioner. De kan groft sagt koges ned i to kategorier: Film om almindelige mennesker, der prøver kræfter med heltegerningen uden superkræfter, og film om mennesker, der bliver velsignet (eller forbandet) med særlige evner, men hvor yderligere konventioner udelades.
Ordinære mænd i masker og skridtbeskyttere
Den første kategori gjorde sig bemærket lige omkring starten af 10’erne. Her bød indie-landskabet på en række film, der igennem karikatur og sort humor illustrerede det iboende vanvid og den absurditet, som historier om maskerede hævnere bygger på. Det drejede sig om film som Defendor (2009) og James Gunns Super (2012), hvor midaldrende, mentalt forstyrrede mænd trak i hjemmesyede kostumer og slog et ultrablodigt slag for den gode sag i et råddent og korrupt bymiljø. Det er svært ikke at tænke på Taxi Driver (1976).
Anderledes forholdt det sig med Kick-Ass (2010), der starter som en parodi, hvor man følger en ung teenager, der vil være superhelt med alle de knubs, slag, hug og knivstik, han får på vejen. Men hvor Defendor og Super holder den satiriske tone, glider Kick-Ass lige så stille fra parodi til pastiche og ender som et fuldbyrdet eksempel på, hvad den brugte første halvdel af sin spilletid på at gøre grin med.
Exceptionelle drenge i hættetrøjer og sneakers
Den anden kategori er slet ikke lige så tydelig i genrelandskabet, netop fordi de forbigår mange af de stilistiske træk traditionelt forbundet med superhelte. Det er film, hvor der er langt til heltegerninger, kostumer og en simpel kamp mellem det gode og det onde. I Neil Burgers Limitless (2011) gør en mirakelpille, at en selverklæret forfatter får adgang til al information, han nogensinde har været i kontakt med. Væbnet med charme, selvtillid og et intellekt af en anden verden udlever han alle sine drømme og ambitioner.
Limitless inkorporerer ikke nogle af genrens ikonografiske elementer. Dog har historien en struktur meget lig størstedelen af oprindelseshistorier. Det er også en oprindelseshistorie, M. Night Shyamalan vælger at fortælle med sin sidste vellykkede film – Unbreakable (2000). Her bliver krafterne, i dette tilfælde usårlighed og superstyrke, langsomt opdaget. Historiefortællingen er så afdæmpet, at dens slægtskab til tegneserierne ofte går i glemmebogen. Det er da også først i de senere år, at den er begyndt at få den anerkendelse, den fortjener.
De mest interessante film i denne kategori omhandler selvfølgelig teenagere. For hvis der er noget, der går fantastisk hånd i hånd, så er det hormoner og evnen til at kaste med biler med tankens kraft. Dette er kun en af de tvivlsomme anvendelser, den unge Andrew (Dane DeHaan) har af sin nyfundne telekinesis i Chronicle (2012). Hvad der næsten bør nævnes om Chronicle, er selvfølgelig dens sammensmeltning af superheltekonventioner og et format, der kan få mange til at løbe skrigende væk – found footage formatet.
Filmen formår at slå en tematisk krølle på det konstant tilstedeværende diegetiske kamera. Andrew besættes nemlig af at bruge sit kamera som et distancerende filter, igennem hvilket han kan få afstand til ikke bare sin forfærdelige hjemmesituation med en far der tæsker ham og en mor på dødens rand, men også til de kriminelle, voldelige og syge handlinger han selv foretager sig på sin vej mod status som superskurk – dog uden kostume i den klassiske forstand.
Hvis man vil se et andet og dejligt flabet take på den overmenneskelige teenager, bør man vende blikket mod den britiske TV-serie Misfits (2009-13). Her giver en mystisk storm en gruppe utilpassede unge, som er i færd med at aftjene samfundstjeneste, superkræfter. Men i stedet for at få tildelt arbitrære evner, afspejler de her den enkelte karakters indre. For eksempel kan den ellers lovende atlet Curtis (Nathan Stewart-Jarrett), hvis karriere blev skudt i sænk af kokain på det forkerte tidspunkt, nu rejse tilbage i sin egen tidslinje – men kun når han føler skam eller fortrydelse.
Her bliver superkræfterne en eksternalisering af den enkeltes person, og det er et fortællermæssigt greb, der er så godt, at man undrer sig over, at det ikke er bliver brugt noget oftere. Historierne der fortælles er også dejligt anderledes i forhold til de gængse, da kræfterne ikke bare udtrykker karakterernes psykologi, men også bruges til at udforske dem – som da en karakter får evnen til at skifte køn med alt hver dertil hører af nye oplevelser og perspektiver.
En ny genre?
Selvfølgelig inddrages der kostumer og heroiske gerninger i Misfits’ narrativ inden alt for længe. Men indtil da befinder serien sig sammen med Chronicle og Limitless i et genremæssigt grænseland, hvor de nuværende betegnelser altså ikke helt slår til. Måske burde man derimod bruge en term formuleret af ingen ringere end George R.R. Martin – metahuman. For det man kan se er et øget udbud af narrativ fiktion, hvor der brydes med mange af de klassiske genre konventioner, som knytter sig til hvad vi, indtil nu, har kendt som superheltefilm.
Måske er udvalget af, lad os kalde dem metahuman film, stadig for lille. Måske er der ikke nok til at retfærdiggøre en ”ny” genrebetegnelse, men hvad der er blevet åbenlyst er, at døren er åbnet på klem – nu er det bare med at sparke den op.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer