Supergirl (2026), er den nyeste film i det nye DC univers under James Gunn. Filmen følger Kara Zor-El (Milly Alcock), også kaldet Supergirl, i en hævnmission på et rumvæsen ved navn Krem (Matthias Schoenaerts). Denne film spiller en vigtig rolle, ikke blot som et enestående værk, men som en af de første film i det nye DC univers.
Den 31. Januar 2023 offentliggjorde DC Studios nemlig en plan om at reboote deres cinematiske univers under, der tidligere styret af Zack Snyder. Snyders univers var enormt polariserende, og derfor var en frisk start under James Gunn ganske lovende. Gunn har nemlig tidligere bevist sit talent for superheltegenren med bl.a. The Guardians of the Galaxy-trilogien (2014-2023), Peacemaker (2022-) og The Suicide Squad (2021).
Overgangen mellem de to universer var dog enormt rodet. Efterfølgende annonceringen af en reboot, blev adskillige film tilhørende Zack Snyders univers udgivet, samtidig med at film fra før annonceringen blev retrospektivt integreret i den nye kanon.
Creature Commandos (2024-) udkommer som det første værk under James Gunn, en animeret serie, der følger en håndfuld obskure DC-karakterer – en besynderlig beslutning, mildest talt. Herefter får vi Superman (2025), en skuffende rodet film i forhold til statussen af sin protagonist. Og det bringer os altså til Supergirl, en film som nu står med et uretfærdigt ansvar på skuldrene, givet hvor turbulent introduktionen til James Gunns univers har været.
Ligesom med Superman (2025), ligger problemet heldigvis ikke i vores hovedperson. Kara (Milly Alcock) er fantastisk castet, med masser af karisma, charme og stjernekvalitet. Filmen gør et godt stykke arbejde med at sørge for at dette ikke fremstår som en Superman-spinoff, men sit eget unikke værk. Den klassiske superhelte-æstetik er erstattet af et sci-fi univers, fyldt med intentionelt mærkværdige rumvæsener, som en selvironisk forståelse af absurditeten i sådan et univers. Denne selvironi har fyldt meget i popkultur det sidste årti, takket være bl.a. serier som Rick & Morty (2013-). Ligeledes, er Kara ikke bare en kvindelig Superman, men har sin egen karakter med sit eget unikke forhold til deres fælles hjemplanet, Krypton. Filmen leverer et acceptabelt niveau af action og komedie, men falder desværre fladt mange af de samme steder som andre nyere superheltefilm. Dette er faktisk ikke overraskende, givet at Gunns stil er blevet en form for superhelteskabelon hos både Marvel og DC, men desværre uden dét hjerte og detaljeopmærksomhed, som hans fineste værker viser.
Det ses først og fremmest i Karas dialog, som primært består af vittige kommentarer og flabede indvendinger, en stil af dialog Gunn har benyttet sig meget af. Desværre, er denne stil nu så hyppig for genren, at det ligner en kliché.
Filmens narrativ, som er uinspirerende banalt, byder på meget lidt substans tematisk. Det er ikke for at sige at der ikke er temaer til stede i filmen, men snarere at de ikke er integreret på tilfredsstillende vis. Sjældent er scener i filmen dedikeret til hverken tema eller karakter, oftest negligeret til fordel for action eller informationsaflastning. Kara er bestemt tredimensionel, og tilbyder et interessant ark fra deprimeret alkoholiker til oprigtig superhelt. En glimrende rejse for vores hovedperson at tage på, men selvom man godt kan se puslespilsbrikkerne filmen præsenterer for en, er det som om de ikke er helt er blevet samlet på den rigtige måde, hvilket forhindrer arket i at føles komplet og tilfredsstillende.
En af grundene til denne mangel på et tilfredsstillende ark er filmens antagonist, Krem. Gyselig som han er, tilbyder han intet tematisk eller karaktermæssigt. På intet tidspunkt i filmen udfordrer Krem Kara ideologisk, og dette svækker både hans indflydelse på filmen, og Karas udvikling. Her ville man i det mindste håbe på en form for personlig rivalisering, men de to karakterer udveksler dårligt nok et ord med hinanden.
Det er ironisk at James Gunns massive indflydelse på genren nu lader til indirekte at have fortyndet meget af det aktuelle output. Tilbage i 2023 lød et nyt DC-univers under James Gunn som en garanteret succes, men nu, tre middelmådige værker senere, begynder virkeligheden pludselig at banke på. Især grundet hvor kringlet overgangen til det nye univers har været, havde man i det mindste håbet på at projektet ville være mindre turbulent når Gunn endelig fik den fulde kontrol, men ak. Der er dog stadig håb for fremtiden med adskillige projekter på vej, men på nuværende tidspunkt er man nødt til at spørge: Hvornår skal dette projekt begynde at samle momentum.