Af Sofie Katrine Johansen
Et forskruet far-datter-forhold, en mand på jagt efter tabt kærlighed, et djævelsk bekendtskab, og en sommerhustur, der spinder ud af kontrol. Selvom fortællingerne er vidt forskellige, bindes de alle sammen af én ting: den svære kærlighed. Den, der er forbudt, den, der gør ondt, og den, vi flygter fra. Super8 er Vestdanmarks førende, frie filmuddannelse, og dette er skolens niende årgang siden den blev stiftet tilbage i 2000. En god film har både teknisk håndelag og modet til at kaste sig ud på dybt vand. Det er en svær kombination, og det er altid spændende at se, hvordan nye talenter på den danske filmhimmel tackler udfordringen.
I Lovechild konfronteres vi med en far, hvis forhold til datteren nærmer sig negligering på trods af, at vi tydeligt fornemmer, at han giver hende opmærksomhed. Opmærksomheden kommer dog ikke i form af omsorg. I stedet fungerer hun som hans muse, og som en anden lolita positioneres hun foran kameraet udklædt med en smøg i hånden. Beskrivelsen af filmen lyder, at den gerne vil tematisere ”moderne kærlighed imellem forælder og barn”, men der er langt fra idé til den følelse, man som publikum sidder tilbage med efterfølgende. Det er svært i løbet af filmens korte spilletid at forstå det komplicerede far-datter-forhold, som filmen forsøger at etablere, og præcis hvad instruktøren Josefine S. Bonde har villet fortælle med Lovechild, forbliver et mysterium. Stilmæssigt er den imidlertid spændende, idet den ved en blanding af gamle videoklip, stillbilleder og ’klassisk’ narrativ udfordrer kortfilmens konventioner. Det er modigt at have lyst til at fortælle en historie på 8 minutter, når Super8’s generelle kortfilmslængde ligger på mellem 20-30 minutter. Og for det skal den have ros.
Lidt mere meditativt går det for sig i Ludvig Christian Næsted Poulsens Ø, hvor Preben Christensen spiller en mand, der jagter ungdommens kærligheden. Og mere sker der sådan set ikke. Vi befinder os på en lille, dansk uspecificeret ø, hvor kærlighedshistorien langsomt udfoldes i flashbacks og med Preben Christensens rolige stemme som voice-over. Vi får meget få informationer om øen, manden, og dennes forhold til omgivelserne omkring sig, andet end en konstant lurende fornemmelse af tristesse og længsel. Det er fint og ømt, men den minimalistiske stil bliver forstyrret af forcerede replikker såsom: ”jeg ved ikke, om det er dig eller mig, jeg leder efter herude”. Det behøver der slet ikke at blive kommenteret på, for gennem Preben Christensens nuancerede spil, fornemmer vi, at han leder efter alt og intet ude på øen. Dertil lider filmen af en smule reklameæstetik. Det er tydeligt, at er der blevet tænkt over dybdeskarpheden og kontrasterne i billederne, i særdeleshed i en smuk, mørk strandscene, men i længden skaber det en rimelig anonym stil. Alt i alt er Ø en fin film om tabt kærlighed. Dog udfordrer den ikke nogen, og dens brug af voice-over er ikke altid lige succesfuld.
Nøcken, der foregår i Middelalderens Danmark,handler om Karl og Dagmar, der udadtil lever et ganske normalt liv i kontakt med Gud. En dag angribes Dagmar af det overnaturlige væsen Nøcken, og Karl må sætte alt på spil for at redde hende. Det er en stilsikker fortælling, der trækker tydelig inspiration fra Robert Eggers debuthit The Witch (2015). Ligesom The Witcher Nøckenfilmet i sort-hvid, og legen med lys og skygge er med til at skabe en ubehagelig og overnaturlig atmosfære. Dog lider den af et gennemgående tungt manuskript med klodsede replikker såsom: ”jeg er træt af at risikere galgen for det her”. Men der er flere gange, hvor uhyggen føles ægte og nærværende, og det er imponerende, da gysergenren er kendt for at være særlig svær at få til at fungere. Det skyldes i særdeleshed lydarbejdet, der som oftest holder den rette stemningsfulde balancegang, men til tider tangerer til det melodramatiske. Nicolai G.H. Johansen har tydeligvis haft meget at se til i forhold til konstruktionen af væsenet nøcken og middelalderens Danmark, men det er håndteret vel, og man sidder tilbage med følelsen af god struktur og kontrol over filmens mange elementer.
I Nikolaj Bach Wolthers Vidnet er vi igen tilbage i nutiden. Denne gang på sommerhustur. Men man fornemmer allerede fra de indledende indstillinger, at der er noget galt i Danmark, når en kvinde iført badetøj går gennem huset med et jagtgevær over skulderen. Kvinden (Eva) er nyskilt, og vil på denne traditionsrige sommerhustur gerne ruske lidt op i tingene og tage med mændene på jagt. Det skulle hun ikke have gjort. I løbet af filmens korte spilletid bliver vi taget på en tour de force af følelser i kærlighedens grumme navn. Idéen er spændende, men det ville have klædt filmen med noget mere dybdegående karakterudvikling. Det er svært på 21 minutter at etablere den motivation og vrede, der skal til før handlingsforløbet i Vidnetføles plausibelt. Til gengæld spiller alle fremragende, og det skaber mere troværdighed for karakterne. Som i en af filmens mere dramatiske scener, hvor Marie Louise Wille, der spiller kvinden, trækker en kniv i et desperat forsøg på at slippe væk fra sommerhuset. Hun indkapsler den helt rette mængde desperation og vrede til at det virker naturligt.Vidnet har en nervepirrende præmis, der virker utrolig velegnet til spillefilmslængde. Lidt ligesom Dig og mig (2008), der var en udvidet version af den Oscarnominerede kortfilm Om natten (2007). Man må håbe, at den idé bliver taget videre til studiebosserne.
Det store overordnede tema for samtlige kortfilm er kærlighed; den eksistentielle drivkraft, der gennemsyrer hele vores liv. Hvad end det er kærligheden mellem en forælder og deres barn, mellem elskende, eller alt derimellem. Det er et stort tema at tackle, og man må beundre elevernes mod til at kaste sig ud i at dramatisere kærlighedens følelsesmorads. Når temaet er så stort, kan det også være svært at gøre konkret og forståeligt, og man fornemmer, at idéerne har været mange, men at den narrative udførelse halter en smule bagefter.
Imidlertid er det tydeligt, at de alle har teknisk snilde. Kameraarbejdet er over hele linjen superb – måske endda lidt for perfekt. Selv Lovechild, der ellers er mest eksperimenterende formmæssigt, benytter sig af et meget traditionelt kameraarbejde i scenerne, hvor faren opstiller datteren i diverse positurer og udklædninger. Man kunne have ønsket, at én i det mindste havde turde kaste sig ud i noget vildt og voldsomt, for som helhed bliver det for poleret. Det vidner om dygtigt håndværk og en veludviklet fornemmelse for stil, men den helt gode idé mangler stadig at blive skåret rigtigt til. Potentialet er her – der skal bare tages nogle chancer.
Kommentarer