STUDIO GHIBLI – The Kingdom of Dreams and Madness

Af Line Worm Poulsen

En mand med markante briller, med et ansigt indrammet i hvidt hår og skæg, sidder bøjet over et stykke papir, med en akvarelpensel i hånden. ”Film er en meget organisk størrelse” mumler Hayao Miyazaki for sig selv. I dokumentarfilmen The Kingdom of Dreams and Madness (2013) følger vi studiets hovedanimator i opture og nedture frem til efteråret 2013, da han meddeler, at han stopper med at lave film. En udmelding han er kommet med flere gange før, men som denne gang lader til at holde stik – en endelig opsigelse fra instruktøren, der nu er fyldt 74.

Det japanske animationsstudie, Studio Ghibli, har siden 1985 produceret animé-film af spillefilmslængde og er i dag kendt verden over for sine succesfulde tegnefilm, der er elsket af både børn og voksne.

Studiets mest berømte instruktør, Hayao Miyazaki, har i efteråret 2013 meddelt sin tilbagetrækning fra filmbranchen, til stor bedrøvelse for fans verden over. Instruktørens opsigelse har nemlig sået tvivl om studiets chancer for overlevelse i fremtiden – for hvad er Studio Ghibli uden Hayao Miyazaki?

Da filmen Nausicaä fra vindendes dal med stor succes fik præmiere i 1984, valgte filmens instruktør, Hayao Miyazaki, at forlade det studie han i en årrække havde arbejdet for; Toei Animation. Filmens succes bevidnede hans evner som instruktør, og han valgte at gå egne veje. Denne beslutning traf han med ven og kollega Isao Takahata, og de besluttede sig for at stifte deres eget animationsstudie med produceren Toshio Suzuki. Studio Ghibli var født.

Vennerne havde store visioner for fremtiden, og opkaldte studiet efter flymodellen Ghibli, med tanken om, at studiet skulle blive ”En ny vind gennem animéindustrien”. Studiet står bag en lang række film, og har i dag produceret mere end tyve film af kort- eller spillefilmslængde. Spørgsmålet er blot, om produktionen vil kunne fortsætte på længere sigt uden Miyazaki ved tegnebrættet.


Hayao Miyazaki – en visionær auteur

Hayao Miyazaki er en person, der fremstår venlig, omend lidt mystisk og tilbagetrukket. Han er en mand med en utrolig kreativitet, der producerer magiske film til børn og voksne. I kontrast til dette er han også en mand, der er optaget af tunge politiske emner, og som i sine udtalelser ofte udtrykker en tenderende kynisk tilgang til livet. I interviews er han kendt for at komme med udsagn af næsten Werner Herzogs karakter, som når han nøgternt erklærer: ” Det meste af vores verden er noget møg!”.

Langt hen ad vejen lader denne kynisme til at stamme fra en mistro til det 21. århundrede og den øgede amerikanisering og kapitalisering af Japan. Miyazaki er, som han selv siger det, ”en mand af det 20. århundrede”. En mand der har stor respekt for naturen og de japanske traditioner. Han ser til med håbløshed på fremmarchen af vestlige værdier i det japanske samfund.

Dokumentaren The Kingdom of Dreams and Madness giver os et indblik i dagligdagen på Studio Ghibli, med alt hvad det indebærer af morgengymnastik, frokostpauser, interne konflikter og stramme deadlines. Dokumentaren tegner et portræt af Hayao Miyazaki – både som instruktør og privatperson. Den opdeling, der i dokumentaren dannes mellem filmskaber og menneske, er et karakteristisk skel. Hayao Miyazaki er en mand af kontraster.

Studiet kredser i flere film om temaer af politisk art. Miyazakis politiske overbevisninger får lov til at skinne igennem, især i de miljøbevidste film Prinsesse Mononoke og Nausicaä fra vindendes dal. Her udtrykkes et tydeligt ønske om en forbedret og mindre hadfuld verden.

Den politiske agenda er dog ikke studiets eneste fokus, da Ghibli i særdeleshed er berømt for magiske og eventyrlige værker som Min nabo Totoro (1988), Kiki den lille heks (1989) og Ponyo på klippen i havet (2008). Disse film har afsæt i den langt mere fintfølende del af Miyazakis personlighed og tager udgangspunkt i hans brændende passion for børn og deres uspolerede tilgang til verden. Miyazaki har udtalt, at han egentlig kun ønsker at tegne til børn, da de er det eneste, der virkelig betyder noget.

Med de førnævnte hjertevarme og farverige værker in mente, er han flere gange blevet kaldt den japanske pendant til Walt Disney. Sin bryske side til trods, ses han som en af vor tids mest drømmende og dybtfølte instruktører. Som bevis på dette modtog Miyazaki i november 2014 en Honorary Academy Award – en anerkendelse for hans arbejde og store bidrag til animations- og filmbranchen gennem årene. Han markerer sig som en af sin tids væsentligste personligheder inden for sit felt. En visionær auteur der med sine fantastiske animationsfilm har vundet en særlig plads i manges hjerter.

Et filmunivers fyldt med magi 

Miyazakis film hos Studio Ghibli har i kraft af instruktørens interessespænd stor variation i deres tematikker og grad af seriøsitet, alt efter hvilket publikum de henvender sig til. For selvom filmformatet er tegnefilm, er målgruppen absolut ikke altid børn. I filmene Nausicaä fra vindendes dal og Prinsesse Mononoke indgår der hyppigt død, og især i den sidstnævnte, blod og vold. Mononoke har en anbefalet aldersgrænse på 11 år – en grænse som egentlig kunne være højere, mængden af afrevne lemmer og hoveder taget i betragtning.

Anderledes milde er de film, der henvender sig til de yngre aldersgrupper. Film som Kiki den lille heks og Min nabo Totoro må ses som børnefilm (der dog absolut kan værdsættes af et voksent publikum), mens film som Chihiro og heksene, Det levende slot (2004) og Laputa, slottet i himlen (1986) bevæger sig i et grænseland mellem børne- og voksentematikker, med både uskyld og uhygge.

Fælles for disse film er deres helt igennem originale universer, som emmer af magi og fantasi. De finder sted i verdner, der er så utrolige, at studiets egne animatorer flere gange har udtrykt, at de sjældent ved, hvad filmen handler om, mens de arbejder på den. Især under Chihiro var der komplet forvirring på tegnestuen og til tider er der stadig en usikkerhed om budskabet efter filmen er færdig. ”Mine film behøver ingen mening at have,” siger Miyazaki ”man behøver ikke at forstå dem. Vi forstår heller ikke livet, så hvorfor skal vi forstå film?”.

Ghibli på usikker grund?

Miyazakis visionære arbejde og hans navn som kvalitetsstempel har i mange år været studiets største fortrin. Netop derfor er der sået tvivl om, hvorvidt studiet kan overleve i fremtiden uden mesteren ved tegnebrættet. Når instruktøren bliver spurgt om hans forventninger til studiets fremtid, er han ikke udpræget optimistisk: ”Fremtiden står klart. Studiet vil falde fra hinanden, jeg kan allerede se det. Så hvorfor bekymre sig om det? Det er uundgåeligt. Ghibli er bare et tilfældigt navn, jeg fik fra en flyvemaskine. Det er bare et navn…”

Den opgivende udtalelse fremstår, som har han forsøgt at distancere sig selv fra situationen. Han har da også sidenhen på mere forhåbningsfuld vis udtalt, at “… tingenes gang fra nu afhænger af visse personers ambitioner, håb og talenter.” Her taler han om studiets animationscrew, som bl.a. tæller hans søn, Goro Miyazaki, som lader til at ville bære faklen videre for sin far. Han har allerede instrueret flere film for studiet, hvor især Oppe på Valmuebakken (2011) kan nævnes som et vellykket projekt.

Med solide udgivelser såsom Oppe på Valmuebakken og Arriettys hemmelige verden (2010), der begge er flotte og medfølende film, er det ikke helt utænkeligt at studiet faktisk har en fremtid uden Hayao Miyazaki ved roret. Man har i hvert fald lov til at håbe.

Kommentarer