Med sin sædvanlige Halloween-premiere skiftet ud med den værdiladede premieredato 4. juli, har tredje sæson af Stranger Things skiftet spor. Den snuskede gyseræstetik er skiftet ud med neonlys, fyrværkeri og pangfarver. Men hvis man skræller den prangende 80’er-overflade af, forbliver seriens oprigtige hjerte så intakt?
I den lille amerikanske by Hawkins bor en flok børn bestående af Mike (Finn Wolfhard), Dustin (Gaten Matarazzo), Lucas (Caleb McLaughlin), Will (Noah Schnapp), Max (Sadie Sink) og den adopterede Eleven (Millie Bobby Brown), som har telekinetiske superkræfter. De har efterhånden oplevet nogle ret så gyselige ting. Denne sommer kan de måske få en tiltrængt pause i byens splinternye Starcourt Mall sammen med deres kærester. Men det ville ikke være Stranger Things uden bizarre hændelser, så alt går selvfølgelig ikke som planlagt.
I tråd med det overdådige pastel-look er der enormt meget kærlighedsfnidder på menuen denne sæson. Når hovedrolleindehaverne bliver ældre, så må serien naturligvis til en vis grad omhandle deres teenagebedrifter. Men disse kærlighedshistorier er ikke forbeholdt uerfarne unger – både det unge voksne par, Nancy (Natalia Dyer) og Jonathan (Charlie Heaton), og de småforelskede rigtige voksne, Joyce (Winona Ryder) og Hopper (David Harbour), oplever grus i forholdsmaskineriet.
Desværre svarer kærlighedssidehandlingerne narrativt til negle på en tavle. Forholdstematikken viser alle karaktererne fra deres værste side. Det er til en sådan grad, at de bliver overfladiske og endda karikerede. Hopper opfører sig som en vred hangorilla, Mike og Lucas ignorerer deres ven Will til fordel for deres kærester, og indbyrdes i børnegruppen går der drengene mod pigerne i den. Manuskriptforfatternes idéer om, hvordan drenge og piger opfører sig, er ligeså forældede som 80’er-tøjet.
Og inderst inde er Stranger Things trods alt ikke et kærlighedsdrama, men nærmere et gysermysterie. Desværre er gyset i denne omgang alt for eksplicit. Der er skruet op for blod, splat og monstre fremfor et mysterie, der spøger i øjenkrogen og sætter fantasien på overarbejde. Der er helt fra starten fokus på en klam billedside, der knuser seriens ellers myrekrybende, mystiske træk.
Samtidig har man valgt at tilføje to nye antagonister, udover de titulære mærkelige ting, der begge er fuldstændig endimensionelle. På den ene side har vi ondskabsfulde russere og på den anden side har vi Max’ bror, Billy (Dacre Montgomery). Russerne er ligeså karikerede som de kære velkendte karakterer; de består mest af alt af uheldige videnskabsmænd, der lider under et Terminator-agtigt militær. Billy var ikke nogen synderlig interessant karakter i anden sæson, og han fungerer heller ikke som en fængslende skurk i denne. Uden elskværdige helte, foruroligende mystik, eller indtagende skurke, hvad har seerne så tilbage at holde fast i?
Når de ikke bliver forfladigede eller trukket ned i romantikmalstrømmen, så er karaktererne stadigvæk forskelligartede og sympatiske. Det er, når de rent faktisk snakker med hinanden i stedet for at skændes, at man oplever nogle af sæsonens bedste øjeblikke. Især makkerparret Dustin og Steve (Joe Keery) har en god dynamik, der kun bliver bedre i selskab med de unge piger, Robin (Maya Hawke) og Erica (Priah Ferguson). Netop en oprigtig, humoristisk samtale mellem Steve og Robin i episode 7 er et af sæsonens absolutte højdepunkter.
Den oprigtige karakterinteraktion fører også til et endeligt klimaks, der faktisk er reelt rørende – men man skal slæbe sig igennem store dele af fortællingen undervejs. Sæsonen springer frem og tilbage mellem splat, kærlighed og sit mere klassiske, humoristiske, mystiske selv og kan ikke finde fodfæste hverken tematisk eller tonemæssigt.
Det er enormt synd, for der lurer stadig karakterguldklumper bag pasteloverfladen. De er bare næsten druknet i denne sæsons overvældende endimensionalitet.
Kommentarer