To søstre mødes i lufthavnen. De har ikke set hinanden i mange år og er længe fastlåst i en hjertelig krammer. Senere på aftenen får de rigtig genfundet kontakten. Hvordan? Ved at fællesonanere i samme seng, mens de mindes en lækker blikkenslager fra deres ungdom.
Som publikum sidder man med bryster i hovedet og vridende kvindekroppe foran sig og tænker: ”Hvor er den her film på vej hen?” Det viser sig at være umuligt at regne ud, for argentinske Stilheden er en hidsig sæbeopera af den slags, vi ikke er specielt vante til herhjemme i det kolde Skandinavien.
Det argentinske drama starter med, at de to søstres far ryger i koma efter et slagtilfælde. Det får datteren Eugenia (Bérénice Bejo), der ellers bor i Paris, til endelig at vende hjem til sit argentiske barndomshjem – et rødt præriepalæ med navnet Stilheden. Her tager mor Esmeralda (Craciela Beorges) og søster Mía (Martina Gusman) imod hende med åbne arme. Den sukkersøde (og underligt seksuelle) velkomst ændrer sig dog langsomt til konflikt, for Eugenia har altid været morens yndling. Det går tydeligvis den mere tilbageholdte Mía på, at intet har ændret sig.
De to skuespillerinder er godt castet som søskendeparret. De virker troværdige, både fordi de ligner hinanden, og fordi deres skiftevis jalousiprægede, kærlige og sjove dynamik føles ægte. Man tror også på, at der bag Mías tunge øjenlåg gemmer sig langt mere melankoli, end der gør det i den mere ubekymrede søster.
Det er imidlertid nogle af de eneste elementer i fortællingen, der fremstår troværdige. Efter en ellers lovende og relativt jordbunden start, hvor dramaet lurer frydefuldt under overfladen, bombarderes man pludselig af en ustyrlig mængde intriger. Alle er utro med hinanden på kryds og tværs, og besynderlige, incestuøse relationer dukker atter frem. Instruktør Pablo Trapero har nok haft til hensigt at engagere publikum mere og mere for hvert dramatisk twist, men virkningen er anderledes distancerende.
I baggrunden af det opskruede familiedrama jonglerer Trapero samtidig med sit lands problemfyldte fortid. Helt fra start antydes det, at den komaliggende far udnyttede sin magtfulde position under det argentinske militærdiktatur. Men filmen indeholder i forvejen så mange konflikter, at denne plottråd fremstår unødvendig – og som en uværdig behandling af et nationalt traume.
Nogle steder kunne jeg faktisk godt nyde den opskruede sæbeopera, på samme måde som jeg fornøjer mig over reality-shows med smukke mennesker, der drikker, skændes og horer. ”Sådan er genren jo bare,” tænkte jeg midtvejs, ”og kedeligt er det da i hvert fald ikke.”
Men i sidste ende bliver fortællingen også en tand for lang. Man når til et punkt, hvor hver scene føles som en slutning, men hvor den sidste plotdrejning endnu ikke har fundet sted. Når den allersidste scene så endelig kommer, kan man kun tage sig til hovedet og grine i afmagt over endnu en dybt overdrevet fortolkning af menneskets væsen.
Kommentarer