Reportage: Da mine røgskyer bidrog til atmosfæren

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Under sit praktikophold på Nimbus Film var Niels Jakob fem dage på optagelse på Steppeulven, Ole Christian Madsens portrætfilm om Eik Skaløe – som junkiestatist, som glorificeret stopskilt og som nysgerrig hang around.

”Hvis I tager billeder herude, får I tæsk med et stumpt våben.”

Det bliver sagt med et smil, men budskabet er alligevel utvetydigt nok, til at alle lader mobilen blive i lommen. Vi bliver vist over til et bord med snacks og bedt om at vente pænt, mens OC Madsen (aldrig Ole Christian) forbereder optagelserne med resten af holdet, iført sin signaturkasket. Det er 2. oktober 2013, sidste halvdel af første optagedag på Steppeulven (der dengang havde arbejdstitlen Itsi Bitsi), og Eik Skaløe skal til at lave et apotekerbræk i Hornbæk med sine morfinhungrende junkievenner. Jeg er en af vennerne.

Egentlig er jeg bare praktikant på Nimbus Film, men mit hår fik casterens interesse: Jeg har frabedt mig klipninger, siden jeg var 10. Da jeg ankommer på settet, er jeg dog langt fra den mest hårfagre i gruppen, for alle statisterne er castet på håret. Vinderen er dog Christian Gade Bjerrum, der spiller narkoguruen Christian, med en vildvoksen sort manke og matchende skæg. Da jeg mødte ham, spurgte han mig forundret: ”Vasker du dit hår?”

Vi kommer i kostume: Gamle veste, revne kjoler og slidte t-shirts under kæmpestore jakker, alt sammen i udvaskede nuancer af beige, blå og orange. Der er mere narkovrag end flipper over os, og de violette snabeltyrkersko er ikke til at få øje på. De andre statister bliver sminket junkie-beskidte – jeg behøver ikke, siger de. Faktisk ligner jeg en hippiejunkie så meget, at filmens kostumier beder om min telefon, så hun kan tage nogle billeder til min kæreste. I det mindste fik hverken hun eller jeg tæsk med et stumpt våben.

Da OC og co. er færdige med at forberede kranskuddet, bliver vi kaldt over. Ud over hudplejeprodukterne og dankortautomaten ser apoteket ikke ud til at have ændret sig, siden den virkelige Eik huggede morfin, der dengang var belejligt opbevaret i letstjælelige glaskrukker. Vi får en krukke i hver lomme, tre i favnen og to-tre fyldte sække at bære på og desuden en cigaret pr. mand. ”Husk at pulse godt på smøgerne. Vi skal have den rigtige atmosfære.”

Joachim Fjelstrup (filmens Eik) og Christian morede sig med at køre rundt på settet på en veteranknallert før optagelserne. Nu vil den ikke starte, og mens vi baggrundsstatister cykler febrilsk væk med lommerne fulde af stoffer, prøver Joachim, Christian og Marie Tourell Søderberg (som Eiks store kærlighed Iben) at sparke den i gang i forgrunden.

FAKTA: Steppeulven

1962. Den unge aktivist Eik Skaløe forelsker sig hovedkulds i den smukke Iben Nagel Rasmussen, men Iben er barn af tiden og tager parolerne om fri kærlighed og sex alvorligt. Eik indleder en kamp for at vinde hele hendes kærlighed, men må erkende sit nederlag, og i 1968 rejser han uden sin elskede Itsi Bitsi til Nepal, drømmenes land i øst. En rejse han aldrig vender hjem fra.

Instruktion: Ole Christian Madsen

Manus: Bo hr. Hansen og Ole Christian Madsen

Medvirkende: Joachim Fjelstrup, Marie Tourell Søderberg, Christian Gade Bjerrum

Premiere: 19. februar 2015

Det lykkes i femte forsøg, og vi går videre til selve brækket: Joachim skal smadre en rude og åbne døren for os andre. OC placerer statisterne omkring sine skuespillere og tager fat i mig: ”NJ, hvis nu du stiller dig ved siden af Marie.” Når døren er åbnet, skal vi gå ind, og jeg først, men da kameraet ruller, ved jeg ikke helt hvornår – så jeg tager et forsigtigt skridt frem og så tilbage, da ingen følger med. Det gør de, da jeg prøver igen, men da OC ikke vil have flere takes, bliver jeg lidt urolig: Lægger man ikke mærke til det?

Det tænker jeg over, indtil vi dagen efter tager et smugkig på Nimbus: Jeg er helt ude af frame, men mine røgskyer bidrager til atmosfæren.

Itsi Bitsi, ta’ med mig til Malmø

Klokken er fem om morgenen på en kold novembertorsdag, og både skuespillere og statister står parat på parkeringspladsen foran Nimbus. Steppeulven har optaget i Kroatien den sidste måneds tid, men er vendt tilbage for at tage de sidste scener i Malmø. De andre statister halvsover stadig, men jeg er nærmest morgenfrisk: Sammen med skuespillerne har jeg været på optagelse siden mandag og har i dag sovet en time længere end normalt.

Jeg var blevet hvervet igen et par uger forinden, denne gang som ”assisterende location manager”. Rent praktisk gik det ud på at rende frem og tilbage med trafikkegler og pænt bede fodgængere gå udenom, så det ikke larmede, mens holdet optog en familiemiddag i en lejlighed over gaden. På tre dage var det kun en gruppe teenagedrenge, der ikke ville gå udenom: De snakkede højlydt hele vejen hen til en opgang over for lejligheden. Her mødte de en bekendt, truede ham med en pistol og spænede væk – forbi mig, der gjorde mit bedste for at virke usynlig. ”Tystna på gatan!” skrattede det i walkien.

Det var også det mest spændende, der skete de dage. Før lejlighedsscenerne var i kassen, havde jeg både slået min rekord i Doodle Jump, tegnet en hinkebane og endda læst alle teksterne til mit tilvalgsfag. Alene det at være på et ”rigtigt” filmset er skam interessant nok, men morskaben er omvendt proportional med ens afstand til selve optagelserne – hvis man skal bruge en walkie for at holde kontakten, er det en god idé at have en bog med.

Torsdag tegner til at blive mere interessant: Det er anden del af statistjobbet, og Eik, Iben og Christian skal junke apotekerrovet med deres hippievenner. Vi ankommer i Malmø til et lurvet lejlighedskompleks i 60’er-beton, og produktionen holder parat på parkeringspladsen. Mens holdet tager nogle eksteriørskud, kommer vi tilbage i kostume, får en kop kaffe og sætter os til rette i venteværelset. ”Er her et spil kort?” bliver der spurgt. ”Vi kunne også se en film,” foreslår en anden. Mens de andre går i gang med Road to Perdition, går jeg ud for at se, hvad der sker udenfor.

Her gør en stuntmand sig klar til at springe fra en altan på sjette etage – barfodet og i jakkesæt. Hele holdet er stimlet sammen for at se på. ”En af hans kolleger døde for nogle år siden, da han forsøgte det stunt,” får jeg at vide, ”men det var noget højere.” Vi holder vejret, da han springer, og landingspuden nærmest eksploderer omkring ham, da han lander i midten. Før den har lagt sig, går han fuldstændig fattet ud og hen til OC: ”Kan du prøve at baske lidt mere med armene?”

En dunhammeraften på sjette etage

Joachim sidder med benene over kors og et slidt eksemplar af Herman Hesses Steppeulven slået op i skødet. Marie roder ham i håret med blikket indstillet på uendeligt, og han rokker frem og tilbage i en morfinrus, mens han messer indledningen forvildet og febrilsk: ”Der var engang en der hed Harry, han gik på to ben og var et menneske, men i grunden var han dog en Steppeulv.” Vi sidder i en lydhør cirkel omkring, rokker i takt og laver ”ohm”-lyde, mens vi pulser på falske joints og koncentrerer os om at efterligne effekten af et rusmiddel, vi aldrig har prøvet.

”Tak!” siger OC og kommer over. Han har stadig signaturkasketten på, men som alle på holdet har han taget overtøjet af. Produktionen har lånt et par pensionistlejligheder til narkoscenerne, og lige nu er vi 12-14 mand stuvet sammen i den ene dagligstue: Den er ryddet for møbler, vi har smidt et par beskidte madrasser på gulvet, og så ligger morfinkrukkerne spredt ud hist og her sammen med chillumpiber og (falske) hashklumper. Det ligner en narkobule til forveksling.

”Prøv at sige det lidt mere messende, med tryk,” instruerer OC. ”Og Marie, prøv at pille lidt mere ved hans øre.” Os statister beder han rokke mere rytmisk og i øvrigt smide noget tøj. OC’s hippier junker ikke fuldt påklædt. Marie stemmer i: ”I Kroatien havde vi nøgenmandage. Og –tirsdage. Og –onsdage.” Pigerne får lov at beholde BH’erne, men alle må i bar overkrop, selvom kun Joachim er decideret junkietynd – han har undgået frokostbuffeterne til fordel for tørre vegetarfalafler under hele produktionen.

Vi får lidt hurtig makeup; denne gang er det ikke skidt, men sved, i klamme kager, som havde man blandet husblas med Ghostbusters-ektoplasma. Min falske joint er gået ud, så jeg får en ny – en af fyrene fra holdet pulser løs under hvert take, så der altid er friske smøger parat.

”Værsgo!” lyder det fra køkkenet, hvor det meste af holdet står klemt. Joachim går i gang, og vi andre følger med – Christian er i hjørnet og messer med gefühl. ”Der VAR engang EN, der hed HARry –”, pulse, pulse, ”– han gik på TO BEN og var et MENneske–”, ohm-ohm, ”– men i GRUNDen VAR han dog en STEPPE-ulv”. Vi ruller ihærdigt med defokuserede øjne og rokker så energisk, at vi støder ind i hinanden, og for hvert take bliver vi svedigere og mere afklædte. En af statisterne tilbød at stå på hovedet, og hun bliver mere og mere rundtosset. Da vi endelig har messet færdigt, er stuen en ildelugtende sauna, fyldt med røg og en varm hørm af sur tobak og (ægte) sved.

… og så i seng

Vi ånder dybt, da scenen endelig er færdig, og vi bliver vist ind i lejligheden ved siden af. Her bor en gammel, svensk dame normalt, og mens nogle kigger på nips, familiefotos og svensk aften-tv, tager jeg 15 minutter på sofaen. Klokken er hen ved otte på en mørk novemberaften, og jeg er fuldkommen smadret.

Inden længe bliver vi hentet tilbage til den sidste scene: Eik og Iben vågner op den efterfølgende morgen, mens deres generiske junkievenner sover hulter til bulter bag dem. Da vi messede, dansede og spassede ud på legemorfin og psykedelisk placebo, var det blevet mørkere, efterhånden som solen gik ned, men nu er der sat morgenlys: Kæmpestore hvide skærme lyser ind gennem altanvinduerne, og fra at have været fuldstændig segnefærdig, føler jeg mig pludselig morgenfrisk. Sjovt, som den slags virker.

Vi tager scenen et par gange, men hvor fotografen under narkofesten luskede rundt med kameraet som et rovdyr efter bytte, er der ingen tvivl om motivet i denne omgang, og det varer ikke længe, før der bliver kaldt fra køkkenet: ”It’s a wrap!”

Det er det i hvert fald for de fleste: OC tager med Joachim og et par andre til Argentina i januar for at optage den udsultede Eiks mentale deroute, men Christian og Marie – og hele resten af holdet – er nu færdige efter at have arbejdet mere eller mindre konstant sammen i en måned. Hvis stemningen er vemodig, er det nu svært at spore; efter så mange lange dage vil alle bare hjem og sove. Jeg smider kostumet og vasker noget indtørret teatersved væk, og efter en smuttur i Søborg (”Kan du ikke lige køre kostumebilen hjem?”) er det præcis, hvad jeg gør.

Baggrund: 

Sammen med folkemusikeren Stig Møller stiftede Eik Skaløe syrerockgruppen Steppeulven, der i 1967 blev frontfigurer for ungdomsoprøret med pladen Hip. De nåede dog aldrig at følge op på succesen: Eik begik selvmord på en rejse til Indien i 1968.

Eiks stormfulde kærlighed til Iben Nagel Rasmussen ligger til grund for mange af Steppeulvenes tekster.

Ole Christian Madsen lavede som 20-årig en dokumentarfilm om Eik og Ibens forhold: Kun for forrykte. At fortælle historien som en spillefilm har været en ambition lige siden.

Kommentarer