[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ditte Fiil Ravn[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]”Men i grunden var han dog en steppeulv”, synger Eik Skaløe i en af Steppeulvenes danske sangskatte. Han synger det om Harry, men i grunden var han det også selv – en mand splittet i to. Eik ønskede at være én, og dét sammen med sin smukke og elskede Iben. Men denne komplekse kærlighedshistorie, sat i 60’ernes oprør og atomfrygt, bliver i Steppeulven aldrig en erkendelse om forelskelsens eller besættelsens uransalige veje, men i stedet en fragmenteret fortælling om meget lidt på stærk umiddelbar vis.
Introen på filmen lyder ”Frit baseret på virkelige hændelser”, og her menes historien om den enigmatiske Eik Skaløe (Joachim Fjelstrup), der forsvandt ligeså hurtigt, som han kom i et mystisk selvmord mellem Indien og Pakistan. I dag står han tilbage som stifter af syre-rockbandet Steppeulvene, men filmen handler mest af alt om hans kærlighed til den frisindede og stærkt spontane Iben (Marie Tourell Søderberg), der både bliver hans lykke og undergang.
Forelskelsen er for den unge og livsappetitlige Eik en besættelse, en evig tanke i hans rodløse eksistens og selvsagt det eneste holdepunkt. Men Iben er mere fri, for hun ejes af ingen og tager gerne på tur med en fremmed og efterlader Eik på et tag i Athen. Den opførsel havde været tilforladelig, hvis blot Iben havde været en ren, smuk og ægte skabning i en ubærlig verden. Smuk det er hun, men hun virker fra start manipulerende og ja – irriterende. Kort sagt forstår jeg ikke, hvorfor Eik går gennem ild og vand for denne her pige. Og vups – der forsvandt filmens forførelseselement i en af de mange hashtåger.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Steppeulven[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Ole Christian Madsen[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Kærlighedshistorien er kompleks, ja nærmest uforståelig og en dybdegående udforskning af denne havde været ideel, men dens natur forbliver ugennemsigtig og irrelevant. I stedet skinner splittelsen, om hvorvidt man kan portrættere både en tid, en mand, og et forhold igennem, og kære venner: Der er slet ikke plads til det hele. Så tætpakket er det, at forsøg på humor modtages med et tvungent smil fra biografsæderne og en ubærlig stilhed. Tiden går og går, og hvad der føles som to timer er kun én, og det er ikke på den gode måde. Begivenhederne ligger lag på lag, men bliver aldrig til en samlet, sigende enhed.
Det lovede ellers så godt. Det unge forfriskende talent Joachim Fjelstrup antyder strejf af energisk eufori, der kunne have givet lidt mere morskab og mere selvironi. Animerede bier og blomster flyver forbi fra tid til anden, og det havde været forfriskende, hvis de var blevet et gennemgående element, en karakteristik af Eiks kringlede sind. Ligeledes var den smukke åbningsscene, hvor Eik vandrer i ørkenen, betagende og et æstetisk højdepunkt, der kom alt for tidligt.
Og det er næsten det, der er det værste. Når man ser strejfene af, hvad der kunne være blevet – ligesom hvad Eik evig og altid så i Iben.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer