Af Louis Raaschou
Star Wars er og bliver en af de mest elskede filmserier, og det forunderlige, galaktiske univers står fortsat som en mesterlig milepæl i filmhistorien, efter konklusionen på sequel-trilogien. J.J. Abrams (The Force Awakens, 2015) er tilbage i instruktørstolen, og formår med The Rise of Skywalker at sætte et både bombastisk og bevægende punktum på den nye trilogi og Skywalker–sagaen.
Resterne af The Resistance er flygtet fra The First Order og har nu base på en frodig planet, hvor jedi-håbet Rey (Daisey Ridley) træner sin evne til at kontrollere kraften. På saltplaneten Crait, hvor det afsluttende opgør i The Last Jedi (2017) foregik, hærger den indebrændte og hævntørstige Supreme Leader, Kylo Ren (Adam Driver). Samtidig er der forlydender om, at den onde kejser Palpatine, som ellers afgik ved døden i Return of The Jedi (1983), nu er tilbage.
Nu må gamle og nyere kendinge som Chewbacca (Joonas Suatamo), C-3PO (Anthony Daniels), Finn (John Boyega) og Poe Dameron (Oscar Isaac) sammen hjælpe Rey med at opspore den sith-finder, der kan vise vej til planeten Exegol, hvor Palpatine og hans nye, massive flåde af Stardestroyers holder til.
Jeg er overbevist om, at vi er mange, der vil være taknemmelige for J. J. Abrams’ tilbagevenden til Star Wars. Abrams formår, på samme måde som han gjorde det i The Force Awakens, at skabe den storslåede og betagende helhedsoplevelse, som Star Wars-universet fortjener. Meget af det, jeg mener Rian Johnson gjorde forkert i den småmislykkede The Last Jedi, gør Abrams her rigtigt. Eksplosive kampscener i rummet og nervepirrende lyssværdsdueller spiller flot sammen med charmerende jokes og følelsesladede øjeblikke. Og allervigtigst for trilogien formår The Rise of Skywalker at portrættere netop den balance i universet, som kraften er så central en del af.
Kraftens tvetydighed, som lever i både Rey og Kylo Ren, levendegøres af Daisey Ridley og Adam Driver, der begge understreger, hvorfor de er så godt castet i deres roller. De to gør, særligt i deres indbyrdes dueller og dialog, et fænomenalt arbejde med at kaste lys over deres individuelle og fælles kamp for at balancere lys og mørke, godt og ondt.
Ridley hæver sit niveau fra de foregående film og omfavner rollen som Rey, der vil alt det bedste, men inderst inde kæmper med en inderlig frygt for egne kræfter, og samtidig længes efter svar omkring sin fortid. Som i de to foregående film er Driver ekstremt overbevisende som den forvirrede, magtsyge knægt, der så indædt længes efter tilhør og bekræftelse.
Komponisten John Williams har siden starten med A New Hope (1977) været fast inventar i Star Wars, og endnu en gang er hans velkendte musikalske tema spot on. Det spiller sammen med lyd- og billedsiden, som omfavner og mestrer virkeliggørelsen af enorme eksplosioner, knitrende lyssværd og alt det omkringliggende, som hører til universet. Sammen er det elementer, der medvirker til at skabe den magiske forbindelse, der får The Rise of Skywalker til at føles som en film, der værdigt tilslutter sig og fortsætter den oprindelige fortælling, nærmere end en tilføjelse.
J. J. Abrams instruktørarbejde og manuskript iscenesætter på flot vis de to nye frontfigurers kamp med balancen i universet og kraften, men formår samtidig at hylde og omfavne de tidligere generationers helte. Det gør The Rise of Skywalker til en mindeværdig, hæsblæsende og yderst underholdende afslutning på trilogien om den nye generation, der har innoveret Star Wars-universet, som stadig formår at leve op til og beære den originale historie.
Kommentarer