Af Anna Hedegaard Kristensen
Når man tænker tilbage på nogle af komediegenrens mest indflydelsesrige karakterer, er det svært at komme udenom Gøg og Gokke. Makkerparret, der indspillede over 100 film sammen, har influeret alt fra The Simpsons (1989-) og Dick Van Dyke til Ørkenens Sønner og Ricky Gervais. I Jon S. Bairds fortolkning af den ikoniske duos senere karriere forsøger han dog at give os et bedre indblik bag skuespillerne, Laurel og Hardy, og dermed lade os se menneskene, Stan og Ollie.
I 1953 begiver Stan Laurel og Oliver Hardy sig ud på at turnere Storbritannien i et forsøg på at puste liv i deres efterhånden udblæste karriere. Samtidig er det en god måde at få tiden til at gå, mens de er i forhandlinger om at indspille fortællingen om Robin Hood på bedste Gøg og Gokke-manér. Men alting er ikke, som det var engang, og de må hurtigt indse, at billetterne ikke sælger sig selv. Desværre er det ikke deres eneste problem, og når publikum begynder at strømme ind, står makkerparret over for problemer, som sår tvivl i deres venskab.
Filmen åbner med et langt, uafbrudt skud i bedste Birdman-stil (2014), hvor kameraet følger Laurel og Hardy på deres vej gennem settet på Way Out West i 1937. Da de når frem til kulissen, hvor de skal optage, bliver de mødt af producenten Hal Roach (Danny Huston). Efter en kort diskussion mellem Laurel og Roach bliver Laurel fyret, og Hardy bliver nødsaget til at indspille en film med en anden komiker. Hardy misser efterfølgende et møde med filmselskabet Fox, hvilket Laurel ikke glemmer. Disse to begivenheder slår en knude på makkerparrets venskab, der varer helt til deres ”revival-tour” i 1953.
Det ikoniske makkerpar spilles af Steve Coogan og John C. Reilly som henholdsvis Stan Laurel og Oliver Hardy. Begge gør et fænomenalt job i deres portrættering af de to, men især Reilly må roses for en præstation, der bringer seeren helt tæt på Oliver ”Babe” Hardy. Shirley Henderson og Nina Arianda er også fornøjelige som komikerduoens hustruer, Lucille Hardy og Ida Laurel. Arianda er uforglemmelig som Ida, og stjæler hurtigt opmærksomheden med sine morsomme kommentarer, tykke russiske accent og ligefremme attitude.
På et tidspunkt er Laurel og Hardy på en togstation, på vej fra den ene optræden til den næste. Med sig har de medbragt en absurd stor kuffert, som de nu skal kæmpe med at få op ad trapperne op til perronen, inden toget kører. Da de er nået toppen, giver Laurel ved en fejl slip, og kufferten suser højlydt ned igen. Det er en herlig scene, som er en reference til Gøg og Gokke-filmen The Music Box (1932), hvor parret forsøger at bugsere et klaver op ad en række trapper. Filmen omfavner duoens ikoniske humor på en måde, der gør fortællingen virkelig charmerende, og trækker på den måde tråde mellem karaktererne og mændene, der spiller dem.
Gøg og Gokke er skrevet og instrueret med kærlighed til et uforglemmeligt makkerpar og fortælles med en nostalgi og en charme, som går dybere end et par latterudbrud, om end der er mange af dem. Selv hvis man ikke er velbekendt med komikerduoen, kan det være svært at undgå at blive grebet af denne omhyggeligt fortalte hyldest til komedielegenderne og mændene bag dem.
Kommentarer