Af Claus Nygaard Petersen
Er vi midt i en horror-renæssance?
De sidste par år har været særdeles gavmilde med originale film indenfor den ellers udskældte og yndet hånet genre. I bund og grund var det jo to horrorfilm, som snuppede de store priser ved dette års Oscar-uddeling, i form af The Shape of Water(2017) og Get Out(2017).
Det hjælper selvfølgelig at de fleste af filmene har været relativt billige at producere, så eventuelle tab for selskaberne er minimale.
Lydsiden i en horrorfilm har altid været noget særligt. Knirkende hængsler eller gulve, mystiske stemmer som kommer overalt omkring dig, og så den øredøvende tavshed liiige før noget uhyggeligt sker. Atmosfæren skal tvinge dine hænder til at vælge mellem enten at dække for ørerne eller øjnene.
Seneste værk i denne makabre symfoni er fra John Krasinski. Virker navnet ikke bekendt, så lad mig hjælpe dig lidt; det er Jim fra The Office(US)… du læste rigtigt, Jim har lavet en horrorfilm. Pam er ikke med, men det er til gengæld Krasinskis badass af en kone, Emily Blunt, og så ham selv.
I A Quiet Place befinder vi os i en post-apokalyptisk fremtid, hvor en familie på 5 lever isoleret fra omverdenen. De kan ikke føle sig sikre, fordi monstrøse skabninger jagter dem, dog kan monstrene ikke se; de jager udelukkende efter høje lyde. Sjældent har biografen været så stille.
Filmen åbner stærkt. Vi befinder os i en forladt butik, hvor familien leder efter medicin og andre ting, som de har brug for. For at minimerer lyd er de alle barfodede, og da datteren er døv kommunikerer de ved hjælp af tegnsprog.
Yderst atmosfærefyldt høres selv det mindste skridt under fodsålerne, og man er ikke i tvivl om vigtigheden af lyddisciplin – larm, og du dør. Som en fin lille detalje har faren lavet veje med sand, et af mange små påfund som filmen introducerer, og i det hele taget er universets opbygning ganske godt formidlet.
I den sammenhæng skal den danske fotograf på filmen, Charlotte Bruus Christensen, have virkelig stor ros. Brugen af lys giver nogle fænomenale naturbilleder og især en scene, hvor solen skinner ind igennem et vindue, har et naturalistisk skær, som fik mig til at tænke på mesteren Emmanuel Lubezki. Så smukt var det.
Lidt paradoksalt er det, at der i en film, hvor netop fraværet af lyd er essentielt, så er alt for meget musik. Spændingen bliver alt for tit afmontereret, fordi musikken insisterer på, at det netop er sådan her, vi skal føle. Det er et ganske fint score, Marco Beltrami har lavet, det er bare malplaceret. Den atmosfæriske lyd er superb, men kunne sagtens have båret hele filmen, uden al den musik.
Gys er der flere af. Fordi der leges så meget med lyd, så bydes der på jumpscares en mas, hvoraf nogle af dem bliver telegraferet lidt for tydligt, men det rykker alligevel i sædet mere end én gang. Metodisk opbygget suspense er der også, og igen med varierende effekt takket være den lidt træls musik.
A Quiet Place er en visuel lækkerbisken, der nok skal skræmme de fleste og har en ganske interessant præmis med en verden, hvor et for højt suk kan resultere i din død. Derfor er det ekstra ærgerligt, at det netop er på lydsiden, den halter. Det ændrer dog ikke på, at de 90 minutter flyver ganske hurtigt afsted, og på trods af lidt småfejl hist og her så slipper John Krasinski ganske godt fra sin første horrorfilm. Forhåbentlig er det ikke den sidste fra hans side.
Kommentarer