Af Viktor August Mortensen
Hvordan koger man en lang musikkarriere ned til en enkelt film? Man kan enten forsøge med flere korte nedslag, som i Bohemian Rhapsody (2018), eller fokusere på en tidlig del af kunstnerens liv, som i A Complete Unknown (2024). Hvis du spørger instruktør Scott Cooper, vælger man én væsentlig periode og retter fokus mod et enkelt, særligt album. En forfriskende tilgang, der i den grad er velkommen i en ellers meget formelagtig genre.
Springsteen: Deliver Me from Nowhere introducerer os til en brandvarm Bruce Springsteen (Jeremy Allen White), der søger tilbage til sin hjemby i New Jersey efter en turné. Med støtte fra sin trofaste og lidt små-akavede manager Jon Landau (der spilles af den altid scenestjælende Jeremy Strong), kæmper Springsteen imod pladeselskabets sult efter hits, og giver sig til at optage sit hidtil mest personlige og sørgmodige album: Nebraska. Et album, der i 1982 brød flere konventioner samt Springsteens egen stil, ved at være optaget uden for studiet på kassettebånd og uden band. Sideløbende render Springsteen også ind i kærlighedsinteressen Faye (Odessa Young), der dog føles mere som en tilføjelse end en nødvendighed.
Det er en mindre genistreg at sætte fokus på netop dette album, der skiller sig ud fra Springsteens andre, mindre personlige værker. Det afspejles i filmens opbygning, der også stikker sig ud fra et hav af formelagtige biopics. Fokusset giver plads til at komme tættere på Springsteen og en mulighed for et mere detaljeret indblik i optagelsen af Nebraska.
Det er ikke kun grådige pladeselskabsjakkesæt, som Springsteen må kæmpe imod, men også sin egen depression og forhold til sin far, Douglas Springsteen (Stephen Graham), der er alkoholiker. Med en stærk og troværdig præstation fra Graham, bliver deres forhold fortalt i løbende flashbacks, præsenteret i sort/hvid. Valget af sort/hvid virker dog mere som en eftertanke, da flere skud enten er over- eller undereksponeret og umiddelbart ikke tiltænkt en sort/hvid farvelægning.
Når de filmiske valg fejler, godtgøres det med musikken. Som enhver musikalsk biopic, er det væsentligt at filmen spækkes med kunsterens sange, og på trods af filmens fokus på det hit-fattige Nebraska, er der stadig fundet plads til klassikere som Born to Run og Born in the U.S.A. Den første af de to ”born-sange” fremføres i en fængende koncertscene i starten af filmen, baseret på en rigtig koncert. Udseendet er ikke helt et match, men hvad brune kontaktlinser ikke kan klare, gør Jeremy Allen White op for med kropssprog, imponerende guitarspil og en overbevisende gengivelse af Springsteens ikoniske sangstemme. Det er imponerende hvor meget mimikken stemmer overens, når man sætter filmatiseringen op imod den rigtige koncert.
Instruktør Scott Cooper er umiddelbart ligesom mig også træt af den typiske ”turné-montage”, der er at finde i flere biopics og den er, til stor fornøjelse, heldigvis fraværende fra denne film. Alligevel er der dog stadig få sekvenser i filmen, der kan føles en anelse langtrukket. Især filmens tredje akt virker ubeslutsom og stikker i flere forskellige retninger. Måske en metafor for Springsteens svage psyke eller måske en mangel på en bedre ide til en afrunding.
De stærke skuespilpræstationer, det unikke koncept og den høje autenticitet med respekt for kildematerialet trækkes desværre ned af kedelige sekvenser, tvivlsomme filmiske valg og et ubeslutsomt tredje akt. Alligevel er Springsteen: Deliver Me from Nowhere en dejlig overraskelse i en genre, der ellers er fyldt med formelagtige værker.