Af Marius Sørensen

Det er egentlig ikke en dårlig idé at forsøge at lave en film om den ikoniske tegneseriefigur Spirillen. Det langhalede og leopardstribede jungledyr er ét af de bedste elementer i tegneserieforfatteren Franquins serie om ‘Splint og Cos’ eventyr og har potentiale til at være omdrejningspunktet for en række opfindsomme gags og en god historie. Derfor er det både frustrerende, forvirrende og ja, direkte fornærmende, at det franske produktionsselskab Pathé har lavet en så dårlig undskyldning af en film, der bærer Spirillens navn.

Selvom filmens plot først og fremmest eksisterer som undskyldning for at levere sjofle jokes om Spirillens ’hale’ og er et tyndt skelet, der dovent tjekker de nødvendige bokse for en børnefilm, kommer her alligevel en sammenfatning af det: Den skilte familiefar David (Philippe Lacheau, der også agerer instruktør) er, for at redde sit job i en zoologisk have for sjældne dyr, nødsaget til at rejse til Sydamerika for at hente en mystisk pakke for sin chef (Jean Reno). Med sig har han sin ekskæreste (Élodie Fontan) og søn (Corentin Guillot) og den overdrevet uduelige Stephane (Julien Arruti). Det viser sig dog så snart selskabet er ombord på et krydstogtskib på vej hjem, at den mystiske pakke indeholder et spirilæg, og snart er spirillen i gang med at skabe en endeløs række slapstick-scenarier.

Det er svært at forklare, nøjagtigt hvor dårlig Spirillens humor er. Det er ikke utænkeligt, at nogle børn vil kunne finde noget at grine af blandt filmens perverse og platte gags, men hvis det er denne slags kost Frankrig serverer for deres børn og unge, kan man godt blive en smule bekymret for landets yngre generationer. Blandt filmens highlights (lowlights?) er blandt andet: En politibetjent, der bliver elektrochokket i skridtet; Spirillen, der indtager viagra (hvorefter dens hale… ja, du gættede det); pubeshår, der bliver vokset; og ekskæresten Tess, der bemærker, at hun ikke ville giftes med David på grund af hans efternavn: Ticoule (udtales Tikkel. Haha!). Der er også et par sideplots med blandt andet en falleret popkunstner, den franske toldstyrelse og en flok steroide-befængte sydamerikanske kartelkrigere.

“Hvad har alt dette at gøre med Franquins elskede tegneserie?” tænker du måske. Absolut intet. Det er tydeligt, at Pathé blot har brugt Spirillens navn og genkendelighed til at trække folk i biografen og derefter blot har produceret en nem og billig børnefilm per formular. Læg dertil også filmens umådeligt kedelige og grimme billedside, der er fotograferet som en bilreklame (eller i dette tilfælde måske nærmere en krydstogtsreklame), og så står du tilbage med noget nær en skandale.

Det er svært at karakterisere Spirillen som andet end et regulært ’money grab’. Det er trist, at den elskede tegneseriefigur ikke kunne have fået en film, der havde blot en tiendedel af tegneseriens opfindsomhed, stemning og charme. Det havde både Spirillen og publikum fortjent. I stedet sidder man med følelsen af, at filmen respektløst slår os i hovedet med Spirillens viagra-pumpede hale. Av for den.