SPIDER-MAN:HOMECOMING: Peter Parker slipper permanent for stuearrest

Af Nikolaj Fjord Korsgaard

Med Spider-Man: Homecoming er tegneseriehelten blevet rebootet på det store lærred for tredje gang siden år 2002. Efter Marc Webbs mildest talt halvhjertede forsøg på at genoplive franchisen med The Amazing Spider-Man (2012) og The Amazing Spider-Man 2 (2014) var chancen for, at du nok ville blive ført væk i en spændetrøje rimelig stor, hvis du offentligt gav udtryk for, at du håbede på at se mere Spider-Man lige foreløbig.

Men nu hvor det nye reboot rent faktisk er kommet, var det måske godt, at de ikke puttede håbefulde fanboys på galeanstalten, for Spider-Man: Homecoming markerer nemlig et kvalitetsmæssigt comeback af de store – det er den bedste Spider-Man film til dato.

Den nyeste film er Spider-Mans hjemvenden til Marvel-universet, efter at Sony alene har siddet tungt på rettighederne. Spider-Man introduceres allerede kort i Marvel-universets Captain America: Civil War fra 2016, men med denne film går Marvel-aficionados våde drøm i opfyldelse; for Spider-Man, som måske Marvels mest populære superhelt, integreres for alvor i det efterhånden meget omfangsrige filmunivers på elegant vis.

I stedet for at lave den klassiske origin story, som man efterhånden føler, man har set 100 gange, hvor Uncle Ben dør, og Spider-Man bliver bidt af en edderkop og får sine superkræfter, har man valgt at skippe det meste og i stedet lade Spider-Man være en komplet karakter fra start af uden den detaljerede opbygning. Og det må siges at være det rigtige valg, for vi ved jo efterhånden alle, hvem Spider-Man er, hvad han kan og hvorfor.

ANMELDELSE AF:
Spider-Man: Homecoming

5-starsORDET SYNES: 

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Jon Watts

LAND:
USA

Tom Holland nailer den nye fortolkning af Spider-Man; den kejtede nørd, som har en god portion charme. Man køber ham netop som nørden denne gang, hvilket bestemt ikke var tilfældet med Andrew Garfield i de to The Amazing Spider-Man film. Når vi f.eks. ser Peter Parker prøve at score sin store forelskelse Liz (Laura Harrier), er det mest af alt som at se en amerikansk high-school comedy, hvor den kiksede nørd prøver at score skolens lækreste pige – og det fungerer. Man har taget Spider-Man ned på jorden igen, og giver karakteren den nødvendige lethed og humor, som fungerer bedst – langt fra Toby McGuires tudefjæs i den oprindelige trilogi.

Desværre virker filmen ofte til at være målrettet folk med et attention-span på 2 sekunder, for der er ikke mange sekunder uden en kæmpe eksplosion, en vild forbryderjagt igennem New York eller en rap replik. Det ekstreme tempo giver filmen et energisk udtryk, men mindre kunne også gøre det. Alligevel er det svært at kritisere for meget af den grund, for det er netop det, som Spider-Man står for: Det hurtige, det vilde, det akrobatiske og det pubertære. Og det er dejligt befriende.

Marvel forstår deres egne superhelte, og dette er ikke set mere tydeligt end med Spider-Man’s hjemvenden. Man har ønsket at distancere sig en del fra tidligere Spider-Man film ved at give filmen en helt anden og mere let tone og et større fokus på humoren og action. Så find din blå spandex heldragt, røde underbukser og popkorn frem og nyd Spider-Mans helt store hjemvenden til Marvel-universet i et hæsblæsende actionbrag.

Kommentarer