NB: Anmeldelsen indeholder spoilers til filmen Avengers: Endgame (2019).
Marvels første film efter Avengers: Endgame er landet. Den følger op på nabolagets venlige Spider-Man, igen spillet af den charmerende 23-årige Tom Holland. For efter Avengers-frontmanden Tony Stark (Robert Downey Jr.) heroisk ofrede sig for menneskehedens skyld, er verden blevet meget optaget af, hvem der skal løfte arven efter ham. Mange fingre peger på Spider-Man, men den genopståede og stadig 16-årige high-schcooler Peter Parker har egentlig mere lyst til at tage på ferie i Europa med sine skolekammerater. Han vælger derfor på klassisk teenagemanér at ghoste telefonopkaldene fra Avengers’ oprindelige stifter, Nick Fury (Samuel L. Jackson), og tager sig en velfortjent superhelte-pause.
Det varer dog ikke længe, før nye overjordiske kræfter truer Jorden, og Peter viser sig åbenbart at være den eneste af de resterende Avengers, der er tilgængelig til at klare opgaven.
Det leder til en voksende splittelse i Peter. Han svinger hele tiden mellem ønsket om at være en almindelig teenager, der frit kan rejse uden en superheltedragt i kufferten og måske endelig afsløre sine følelser for veninden MJ (Zendaya), og så det kald og ansvar, som superheltekræfterne har placeret på hans skuldre. Disse meget håndgribelige og menneskelige følelser bliver det faste holdepunkt for filmen og formår at gøre fortællingen relativt jordnær trods invasionen fra det ydre rum.
Men netop ansvaret bliver vendepunktet for filmen, da klassens nye dreng, Mr. Beck a.k.a. Mysterio (Jake Gyllenhaal), indtræder. En ellers ukendt superhelt, som pludselig er kommet til Jorden for at bekæmpe den ikke-jordiske trussel, der angiveligt har ødelagt hans egen planet. Peter falder for Mysterios charme, og Gyllenhaals blå øjne, formoder jeg, og forsøger desperat at videregive ansvaret og pladsen som leder af Avengers til ham.
Den efterfølgende fortælling og Peters mission fungerer som en enkel, men perfekt opfølgning på Marvel-universets helt store kulmination i Endgame. Vil den unge Peter Parker vise sig at være opgaven voksen og kunne føre Avengers-arven videre?
Tom Holland formår i hvert fald at bære filmen med sin præstation, for i mine øjne er han den perfekte Spider-Man. Han er fremragende som både den sjove, kejtede og nørdede teenagedreng Peter Parker, men han mestrer også figurens mere seriøse og autoritære side, der kommer frem, når det er tid til at være en rigtig superhelt og give skurkene tæv. Holland indfanger alle aspekter af karakteren og hans gæve humor rammer lige så meget plet, som skuespillet i de tunge og tårevædede scener gør.
Instruktør Jon Watts har også ramt plet med filmens action-scener. De er alle sammen utroligt opfindsomme, velkoreograferede og gør sig godt i de nye, europæiske omgivelser (og se den for guds skyld i 3D). Som altid er der ikke en finger at sætte på Marvels arbejde, når det drejer sig om at skabe fantastiske og ikke mindst troværdige visuelle effekter.
Udover et par enkelte plothuller, der bliver fikset med nogle lidt for nemme lappeløsninger undervejs, er der ikke meget at sætte en finger på i Spider-Man: Far From Home. Filmens humor og handling afspejler sin hovedpersons udvikling og tager afsæt i netop tiden mellem barn og voksen, mens action-scenerne nemt kan følge med blandt de voksnes rækker. Resultatet er en solid superheltefilm samt værdig opfølger til Endgame.
Kommentarer