Af Mads Korsholm Petersen
Har du som så mange andre bestilt dine julegaver på nettet? Hvis ja, kunne du så nogensinde finde på at spørge pakkebuddet, hvordan han egentlig har det? Efter at have set Sorry We Missed You (2019) vil du med al sandsynlighed gøre det.
Socialrealismens ukronede konge Ken Loach manifesterer med Sorry We Missed You sit helt særlige øje for socialrealisme og samfundskritik. Loach vandt i 2016 Guldpalmen i Cannes for I, Daniel Blake (2016) hvortil hans nyeste film er nært beslægtet.
Vi følger parret Ricky (Kris Hitchens) og Abby Turner (Debbie Honeywood), der som så mange andre er blevet hårdt ramt af finanskrisen. De kæmper med næb og kløer for at kunne forsørge familiens to børn, Sebastian (Rhys Stone) og Liza Jane (Katie Procter), men forældrenes uendeligt lange arbejdsdage er uforenelige med et velfungerende familieliv.
Som titlen indikerer får Ricky job som pakkebud. Han ansættes på en såkaldt nul-timers kontrakt og modtager derfor ikke løn, men honorarer pr. leveret pakke. Han får i den forbindelse udleveret et apparat, der dikterer ruterne og det estimerede ankomsttidspunkt, så kunderne ved nøjagtig, hvor pakken er. Her tager filmen en række iøjnefaldende afstikkere, der åbenlyst kritiserer overvågningssamfundet, hvilket uhensigtsmæssigt leder fokus væk fra de familiære konflikter. En mand nægter eksempelvis at opgive sit efternavn af frygt for, at oplysningerne lagres som big data.
Sjældent opholder familien sig indenfor husets fire vægge samtidig, hvilket udfordrer forældrene såvel som Sebastian og Liza Jane, der tilbringer størstedelen af døgnets lyse timer alene. Sebastian falder i en kriminel løbebane, og kommer på kollisionskurs med Ricky. Portrætteringen af spliden mellem en hårdtarbejdende far og hans teenagesøn er filmens allerstørste styrke.
En ulykke kommer sjældent alene, og de indtræffer i filmen nærmest som væltende brikker i et spil domino. Melodramatikken efterlader ikke meget plads til glædefulde stunder eller solbeskinnede afbildninger af familiens liv i Newcastle. Der er med andre ord ikke meget at smile af i Sorry We Missed You. Heldigvis inddrager filmen enkelte kontrasterende scener, der fungerer som tiltrængte afbræk fra familiens grå hverdag, økonomiske bekymringer og familiære problemer. Mest mindeværdig er en indisk take-away middag, som formår at fremtvinge et smil trods vintermørket.
Ken Loach har øje for detaljerne. Han præsenterer undervejs ingen overflødige elementer men formår at inkorporere samtlige detaljer så de får betydning for den samlede historie; hvad end Ricky får udleveret en flaske til tis for at spare tid på sin rute, eller Abby smører sin næse med kamfercreme, inden hun træder ind i en ildelugtende bolig. Formidabelt skuespil over hele linjen bidrager, i forlængelse af Ken Loachs øje for detaljer til autentiske, virkelighedstro og jordnære karakterskildringer.
Sorry We Missed You er en helt igennem forrygende filmoplevelse, der fortæller en rørende og medrivende historie om arbejderklassens levevilkår. Hvis man ser bort fra enkelte malplacerede italesættelser af overvågningssamfundet, er filmen blandt genrens bedste.
Kommentarer