Af Gustav Stubbe Arndal
Oprindeligt anmeldt den 13. oktober til CPH:PIX
I en uge, hvor en anklaget sexforbryder blev valgt til den amerikanske højesteret, og FN offentliggjorde nye, deprimerende tal om klimaforandringer, var det nærmest terapeutisk at være inde og se Boots Rileys Sorry to Bother You. Det er så rendyrket en satire, at næsten hvert latterudbrud udstødtes med en grad retfærdig vrede over vores verdenssituation.
Selv fra den relativt normale begyndelse placeres vi i en hypervirkelighed. Vores hovedperson Cassius ”Cash” Green (Lakeith Stanfield) kører i en faldefærdig bil med røg i motoren. Han skylder sin onkel (Terry Crews) fire måneders husleje for at bo i hans garage. Hans kæreste Detroit (Tessa Thompson) arbejder på et radikalt stykke moderne kunst, når hun ikke vifter med skilte på fortovet for en ussel mængde penge.
Cash finder et job som telefonsælger i en lille bås i kælderen under et moderne højhus. Hvis han sælger godt nok og ikke brokker sig, bliver han lovet en post som ”power-caller,” en sagnomspunden position langt oppe i firmaets hierarki. Da Cash finder sin indre ”hvide stemme” (bogstaveligt talt), begynder han at finde succes.
Det ville være en synd at afsløre mere; jeg er næsten ked af at have beskrevet præmissen i de detaljer, jeg har. Boots Riley er lige dele gal og genial, og efterhånden som Cash forfremmes, og hans medarbejdere kæmper hårdere, bliver filmens allerede tossede virkelighed taget til absurde ekstremer. Man skal se det for at tro det.
Men selvom jeg nu kender filmens overraskelser, vil jeg glæde mig til at se den igen, for den er også fyldt med gode grin. Ikke blot fra dens spydige dialog; alle filmiske virkemidler, fra lyd til kostumeringen til framing er fyldt med kreativ energi.
Hvordan kan man, for eksempel, bedst vise, hvordan det føles at ringe fremmede op som telefonsælger? Hvad med at lade Cash og hans kontor falde ned fra himlen og lande midt i stuerne hos dem, han ringer til! Det er meget åbenlyst, men overdrivelsen er en del af joken.
Lakeith Stanfield brillerer i rollen som den forvirrede Cassius. Han har en dejligt skæv energi, og det var på tide, han fik en stor hovedrolle. Hele resten af castet hjælper også med at sælge filmens skørhed, især Armie Hammer i en udsøgt skurkerolle, der får prisen for mest latter per linje.
Det er ikke just underspillet, og nogen vil finde det for fjollet. Filmens parodiering af underholdnings-tv er på linje med RoboCop (1987) eller The Lego Movie (2014); dens verden har klare helte og skurke, og symboler bliver gjort helt bogstavelige.
Men selv når filmens vanvid for alvor tager fart, var jeg om bord hele vejen, for Sorry to Bother You grunder sin absurditet i en virkelig absurditet: det senkapitalistiske samfund og vores plads i den. Cassius’ udvikling drejer sig om hans forståelse for sit samfunds socioøkonomiske virkelighed og hans rolle i den. Hans navn er jo ”Cash Green,” for helvede!
Min eneste lille klage ville være om slutningen, der var en del mindre radikal end resten af filmen, og hvor nogle ”belønninger” ikke helt føltes fortjente. Men bare det, at slutningen får mig til at tænke på forhold mellem oprør og konformitet, eller mellem det radikale og det bæredygtige, er en ros nok i sig selv.
For Sorry to Bother You har noget at sige om raceforhold, klassekonflikt, forbrugerkultur, mediekontrol, socialisme og meget mere. Den er både relevant, tankevækkende og hylende morsomt. Latter er virkelig den bedste medicin.
Kommentarer