Af Lasse Borch Frisendal

I et år, der allerede har en god mængde film af etablerede forfatter/instruktører såsom Ryan Cooglers Sinners (2025) og Wes Andersons The Phoenician Scheme (2025), der udstråler talent og originalitet, ville det næsten være umuligt for de fleste debutinstruktører at få et ben til jorden. Men ved at skrive, instruere og spille hovedrollen i deres smukke og subtile debutfilm Sorry, Baby, etablerer Eva Victor sig hurtigt som en såkaldt triple-threat, der er værd at følge.

I Sorry, Baby følger vi karakteren Agnes (Eva Victor) igennem fem år, der både leder op til og viser de langvarige konsekvenser af et seksuelt overgreb, eller ”the bad thing”, som filmen kalder det. Denne ”bad thing” vil omverdenen hverken omtale, anerkende eller dvæle ved og den eneste støtte, hun reelt har, er sin nu sjældent besøgende veninde Lydie (Naomi Ackie) og en god sandwich.

Denne ensomme og ambivalente følelse samt filmens præcision i, hvor og hvornår overgrebet bliver nævnt, reflekterer også, hvor meget instruktøren Eva Victor kan få ud af meget lidt. De bruger nemlig stilhed og et statisk kamera som et våben i visse sekvenser såsom den, der foregår under og lige efter overgrebet, hvor man som publikum sidder på kanten af sædet med kvalme i halsen uden egentlig at have set eller hørt noget. 

Denne nøjagtighed udfører Victor også i filmens tone, der mesterligt går fra morsomt og hyggeligt til dystert og håbløst, uden at man nogensinde lægger mærke til det. Særligt én sekvens, med en scenestjælende præstation fra John Carroll Lynch, hvor Agnes tales ned fra et angstanfald og får en fantastisk sandwich, formår at skifte tone med samme elegance som en instruktør, der har lavet film i 30 år. 

Men kontrollen og omhuen i filmsproget gør dog også, at visse dialogscener føles en anelse ujævne. Der er nogle linjer og leveringer, som er urkomiske, mens andre falder til jorden, og der er nogle scener, der er ekstremt påvirkende og andre, som er lette at glemme. 

Ujævnheden kan desværre også mærkes til tider i Eva Victors egen præstation. De skinner nemlig med en fantastisk kemi, når de spiller overfor den karismatiske Naomi Ackie eller den dybt undervurderede Lucas Hedges, men i filmens mange sekvenser, hvor Agnes er alene, kan de ikke altid bære den emotionelle vægt. Dette kan til tider skabe problemer, da konflikten er så indadvendt og personlig, som den er.

Men det bør påpeges, at selvom fortællingen i Sorry, Baby er ensom og deprimerende ind imellem, så har filmen en ufattelig varme i dens kerne. Denne varme, ligesom resten af filmen, gør størst indtryk i de helt små øjeblikke, såsom når Agnes får den førnævnte sandwich, eller når hun møder en tilfældig kat på gaden, og de scener skaber også en følelse af, at selvom alt er forfærdeligt, så er der nok skønhed og sødhed til at fortsætte.

Det er virkelig i de små og underspillede øjeblikke, at Sorry, Baby er klart stærkest. Eva Victor formår nemlig at illustrere en indadvendt emotionel krig og omverdenens ambivalens på en humoristisk, følsom og subtil måde, der, på trods af visse problemer, gør Sorry, Baby, til en af de mest lovende filmdebuter i dette årti, og gør Eva Victor til et stortalent, man i høj grad skal holde øje med.