Af Sidsel Minuva
Omtrent denne tid sidste år skabte den oprindelige trailer til Sonic the Hedgehog stor internetfurore. Det titulære hurtige, blå pindsvin er en nostalgisk videospilsklassiker på linje med storebroren Super Mario. Derfor gik spilseriens fans også mere eller mindre agurk, da filmens oprindelige trailer indeholdt en gyseligt grim, animeret Sonic (Ben Schwartz).
Kontroversen var så stor, at filmens animatorer blev befalet at ændre det berømte pindsvins udseende før premieren. De gjorde et fint stykke arbejde trods tidspresset, og gyseligt grimme Sonic eksisterer nu kun i internettets evige hukommelse.
Det absurde er bare, at man har brugt alle de kræfter på at redde lige netop denne films udseende. Sonics ydre er nemlig langt fra dens største problem.
Helt fra start mærker man, at filmens fortælling er totalt forvirret. Sonic er blevet revet ud af sin originale kontekst; oprindeligt var han en hurtig helt, der sammen med andre farverige dyrevenner redder naturen fra den onde opfinder og videnskabsmand, Dr. Robotnik (Jim Carrey). Nu er Sonic i stedet en ensom outsider, der må skjule sine hastighedskræfter for at overleve.
Hele filmens fortælling bliver utrolig skabelonagtig. Den har ingen sans for det underspillede og viser klart og tydeligt seeren, hvornår de f.eks. skal føle sig triste på Sonics vegne. Se, nu er han ensom, nu kommer der trist musik! Åh, men nu sagde han en joke, hvor fjollet! Tid til at grine! Der er ingen plads til hverken originalitet eller subtile følelser.
Det lader til, at filmen er påtænkt børn, der endnu ikke har nogen sans for sofistikerede følelser. Og det ville også være fint, hvis Sonic the Hedgehog så bare havde noget at byde dem. I stedet for at udnytte Sonics ”too cool for school” 90’er-charme har instruktør Jeff Fowler og co. gjort ham til en ren hyperaktivitetsbombe. Det er hverken charmerende eller specielt underholdende. Vores børn fortjener bedre end en irriterende hovedperson, der laver pruttejokes, ikke kan tage selv livsvigtige situationer seriøst og ikke kan bære nogen form for emotionel tyngde.
Sonic the Hedgehog er også en typisk børnefilm i den forstand, at der er jokes til børn, og så er der jokes til voksne. Ingen af delene fungerer, selvom et par fuldstændig absurde voksenjokes dog trak grin ud af publikum. Men om det var at grine med eller ad filmen kan diskuteres; en joke om hvorvidt Dr. Robotnik blev brystammet er en af disse. Det er så absurd, at man kun kan grine af særheden.
I den forbindelse er Jim Carrey som denne ondsindede opfinder i sandhed filmens eneste lyspunkt. I et par scener, såsom da han fuld af glæde danser rundt i sit enorme lastbilslaboratorie, virker han som et fyrtårn midt i et mørkt hav. Men selv Carreys krumspring kan ikke redde et tyndt manuskript – han har ganske enkelt ikke nok at arbejde med i længden til at redde filmen.
Det er især tilfældet, når resten af filmens rollebesætning forekommer åndsforladt. Sonics menneskemakker, Tom Wachowski (James Marsden), er en fuldstændig flad karakter, som Mardens middelmådige skuespil ikke formår at redde. Kemien, han har med sin kone, er lige så tiltalende som en kold, død fisk, og deres præstationer afspejler hele filmen. Den er mere optaget af at inkludere så mange referencer til popkultur og store virksomheder som muligt, i stedet for at skabe menneskelige karakterer, som man kan forholde sig til. Sjældent har jeg set en film, der er så åbenlyst sjælløs.
At se Sonic the Hedgehog er som at høre en koncert med en sanger, der synger falsk. Karaktererne er endimensionelle, fortællingen er struktureret som over en børnefilmsskabelon og raffinement er ingen steder at finde. Sonic ser måske bedre ud, men det er filmens indre, der i sandhed havde brug for en redningsaktion.
Kommentarer