Af Marcus Uhre
Det er sjældent, at en tyrkisk film besøger de danske biografer. At lige netop Sommerfuglene dukker op på plakaterne kan måske forklares gennem Sundance-festivalen, hvor filmen vandt juryens hovedpris. Men i virkeligheden må det dog være filmens indhold, som har gjort udslaget. For Sommerfuglene er et familiedrama.
Tre næsten fremmede søskende må genforenes efter 30 år og må sammen drage tilbage til den lille landsbyflække, som de så længe har flygtet fra. For far har ringet: han er ved døden, og han vil først begraves, når sommerfuglene falder.
Det er klassisk dansk! En identifikationsbombe af et socialrealistisk familiedrama uden meget på spil … på papiret ja, på lærredet nej. Filmen åbner nemlig med noget så specielt som en astronaut-demonstration. Astronauterne er sure over, at de ikke kommer ud i rummet. Ældste bror Cemal (Tolga Tekin) står i spidsen og sætter ild til sig selv i et talkshow uden de store konsekvenser.
Dette slår tonen an for en temmelig absurd komedie. Tænk Fars Fede Ferie (1983) eller Punch-Drunk Love (2002). Absurditeterne skinner igennem alt – lige fra handlingen over karakteropbygningen til dialogen. Resultatet bliver et frisk pust til horden af kedelige familiedramaer; Sommerfuglene er en absurd film, der gemmer sig bag et socialrealistisk slør.
På mange måder er Sommerfuglene en spinkel film, som egentlig kun gør meget få ting. Men hvad den gør, gør den til gengæld virkelig godt. Instruktør Tolga Karaçelik stiller et spændende spørgsmål: Kan man afstå og tilgive en 30 år gammel konflikt? Bør man søge at genopnå et søskendeforhold, når man egentlig kun er søskende i den biologiske forstand?
For at svare på dette har man i filmen undladt at vise faren. Han er lige så lidt tilstedeværende, som han har været i de tre søskendes liv forinden. Det er udelukkende søskendeforholdet, som bliver udforsket i samtlige to timer. Der er dermed masser af plads til trioens fremragende skuespil. Især fra lillebror Kenan (Bartu Küçükçaglayan) og søster Suzan (Tugce Altug). Alle roller er præsenteret kort og præcist, men hvad der starter med at være karikaturer bliver hurtigt udfoldet til dynamiske og følsomme karakterer.
Det er kun pletskudspræstationer, som kan forene nøgleordene troværdig og absurd. Men det lykkedes, og det er nok derfor, at filmen har vundet på Sundance. Dét og så lige det sublime klimaks, som finder sted, når de der sommerfugle, de egentlig falder. Mere tør jeg ikke at sige.
Sommerfuglene sætter sig på et tørt sted, og jeg vil håbe, at den danske filmindustri vil se dens charme og hjælpe med at aflive nogle af de copy-paste familiedramaer som sikkert er på vej.
Kommentarer