[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Harpøth[/vc_column_text][vc_column_text]Sommeren står for døren, og eksamenernes rædsler og angstanfald har så småt meldt sig på banen. Dem skal man have afløb for og hvordan gøres det bedre end med gyserfilm? For at det ikke skal være løgn, disker både biograferne og Netflix i disse dage op med nogle helt igennem choice cuts, der ikke bare kan give et afbræk fra skolerelateret koldsved.
Wingards action-slashers
I denne uge har Adam Wingards The Guest premiere og udgør en medrivende lille mavetriller med lige dele humor, ramasjang og blodsprøjt.
Hans gennembrudsfilm You’re Next (2011) er bestemt også et kig værd og den byder ligeledes på en god gangs action-influeret horror. Da dyremaskerede mænd angriber familien Davison under en sammenkomst i deres palæ i den mørke skov, finder de ud af, at de har bidt mere af, end de kan tygge. Erin (Sharni Vinson), kæresten, der skal møde familien for første gang, er nemlig ressourcestærk som få, da hun har brugt sin barndom på overlevelsesture med farmand i vildmarken. Det har givet hende snarrådighed, snilde og en jernvilje, der udligner oddsene. Erin slår igen og gør det med så proper en næve, at en ellers ganske gængs home invasion nedslagtning bliver gjort lige den smule mere interessant. For ikke at sige underholdende.
Wingards home invasion film – i hvilken kategori man også ville kunne putte The Guest, om end som en atypisk én af slagsen – er nemlig umanerligt underholdende. De tilbyder eskapisme af den blodige slags og gør det, på simpel, effektiv vis.
Festivalsbuzz og subtext
It Follows er gyseren på alles læber i disse dage. Det er da også en veludført lille sag. Det kan i hvert fald med sandhed siges om filmens to første akter. Som det jo desværre så ofte er tilfældet, skvatter den sammen i tredje akt. Dette har dog ikke forhindret en ufattelig mængde folk i at falde fuldstændig i svime over denne indie-succes fra David Robert Mitchell. Med musik ala Carpenter af Disasterpeace og en fiffig præmis, leverer den da også et gedigent gys eller to. Den er blevet kaldt den uhyggeligste gyser i flere år. Men hvis man vil prøve et nyt gys, der virkelig gør ondt og som ikke falder tilbage på ligegyldige chokeffekter som skrigende katapulterede katte, bør man tage en svingom med den australske The Babadook af Jennifer Kent. Den spillede på CPH PIX sidste år, men nåede ikke at samle den samme værdifulde festivalsbuzz som resulterede i at It Follows til juni endnu en gang kan nydes i de danske biografers mørke.
The Babadook spiller ikke bare på barnets frygt for monstret i værelsets mørke kroge, men også på forælderens frygt for… ja, stort set alt hvad man kan frygte i forhold til sit barn. I en film stilet i granit og marmor nuancer slås Amelie (Essie Davies) med den emotionelle nedtur, der altid følger med hendes snart 7-årige søn Samuels (Noah Wiseman) fødselsdag. Faren døde nemlig, da han kørte den fødende Amelie på hospitalet og Amelia har ikke just bearbejdet hverken sin sorg, vrede, sit had eller sin skyldfølelse. Så da den allerede utroligt vanskelige Samuel finder en billedbog om monstret Mister Babadook og prompte bliver overbevist om dets eksistens, gør det kun den tilspidsede situation værre. The Babadook burde have fået samme buzz som It Follows og det er svært ikke at være en lille smule ærgelig over, at flere danske genrefans ikke fik chancen for at opleve dens isnende uhygge i biografens mørke. For af alle film nævnt her, er den klart det værk, der formår at skabe mest isnende uhygge. Det er ikke de voldsomme rabalderchokeffekter, der tages i brug, men snarere et rallende lyddesign der akkompagnere de skønne billeder, beboet af stærke skuespillere. Sikke en ”fryd”, den er.
Blumhouse Productions – Mikroskopiske budgetter og kæmpe succeser
Det omskiftelige fjendtlige og truende forhold mellem barn og forælder gør The Babadook til en ganske udmærket filmisk følgesvend til Scott Derricksons Sinister (2012), hvor truecrime forfatteri, masseselvmord og diegetisk found footage går hånd i hånd. Meget lig The Babadook besætter Sinisters onde ånd, den babyloniske guddom og black metal entusiast Bughuul, et familiemedlem igennem et fortællemedie – i dette tilfælde 8mm hjemmevideoer med morbide følger. Sinister er blot et af skuddene på stammen hos Blumhouse Productions. Selskabet har i løbet af de seneste seks år har gjort sig bemærket på den amerikanske gyserscene med et væld af produktioner, der med minimale budgetter i bedste Roger Corman stil har indtjent sig selv mange gange igen. Som følge deraf har mange instruktører, såsom James Wan (nu aktuel med Furious 7), fået ekstremt frie tøjler og tilmed final cut på deres film. At ikke alle Blumhouses produktioner har været kunstneriske succeser – hvem sagde Paranormal Activity? – skal ingen lægge skjul på. Men når man også producerer så forrygende film som Whiplash (2014), så skal det nok gå alt sammen.
The Guest får premiere d. 7. maj
It Follows får premiere d. 4. juni
The Babadook, Sinister, og You’re Next kan alle ses på Netflix.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer