[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Neia Pil Højsteen [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]En dag får de tre unge søstre, Sachi, Yoshino og Chika, besked om, at deres far er død. Det for Hirokazu Kore-eda heri oplagte drama (død er altid en succes) afværges, for de tre døtre tager det ganske nonchalant. Det gør sådan set ikke så meget. Faderen skred da de var helt små og de har klaret sig glimrende uden hans tilstedeværelse. Alligevel tager de med til begravelsen. Alt det faderen ikke kunne (-eller ville) give sine døtre i levende live, får de ved hans død: kærlighed, her i form af en lillesøster. Og da Suzu ærlig talt ikke har bedre steder at tage hen, takker hun straks ja til tilbuddet om at flytte hjem til sine halvsøstre i en fremmed by i den anden ende af landet. Så bor de fire unge kvinder sammen i et kollektiv, hvor de arbejder benhårdt, brygger blommevin, griner og græder.
Som tilskuer fandt jeg mig selv siddende godt presset ned i biografstolens omfavnende velour, spændt på hvilken drejning handlingen nu ville tage. Måske sker der en dramatisk ulykke? Nej. Måske hader de tre søstre i hemmelighed Suzu? Nej. Noget overnaturligt, så? Nej, heller ikke det. Igen: dramaet afværget. Man kunne være så fræk at sige, at der intet sker. Men det passer ikke.
I stedet er det i vid udstrækning en film, der dyrker skønheden i detaljen og de små glæder; når Suzu efter et bad tørrer sin nøgne krop i luftstrømmen fra en blæser, så jeg let forestiller mig, hvordan det skaber rotation i hendes spæde kønsbehåring, mens hinden af vand trækker sig sammen og forsvinder. Synet af sprudlende fyrværkeri på den begsorte nattehimmel over et blankt havspejl, den knasende følelse af sprødstegt makrel der blødes op af mundvand, og duften af kirsebærblomster på en cykeltur med fuld fart og uden hænder gennem en tunnel af beplantning. Filmen er nærmest i 5D.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Søstre[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Hirokazu Kore-eda[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Japan[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er igennem disse episodiske forløb, de fire søstre konstitueres som ansvarsfulde og dygtige, men samtidig drevne af spontanitet, eventyrlyst og livsglæde. Det er sjældent at se flerdimensionelle personskildringer med en sådan nuance. De er ikke bare typer, ’den stærke kvinde’, ’den kæmpende kvinde’ eller ’den smukke kvinde’. Kore-eda excellerer som altid i realistiske og følsomme personskildringer, til tider grænsende til dokumentaren.
Som i Min Søns Familie (2013), er der fokus på familierelationerne, men alle karaktererne har deres eget liv og individualitet. Søstre er lige så meget et familieportræt eller et søskendeportræt som det er et kvindeportræt og et individportræt. Søstrene gør det ikke for deres far, de gør det ikke for samfundet eller for Gud, de gør det ikke for deres kærester. De gør det for dem selv og for hinanden. Og sådan skal det også være.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer