[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rasmus Molin Friis[/vc_column_text][vc_column_text]Man kan ikke beskylde Søren Balle for at spille på det sikre. I sin debut som spillefilmsinstruktør har den filmskoleuddannede nordjyde begået Klumpfisken, en ærkejysk fortælling om den døende fiskerikultur i Hirtshals. Konceptet indikerer, at Balles projekt ingenlunde er af kommerciel karakter – han jagter nemlig autenticiteten mere end noget andet.
Den jyske karakterkliché
Begrebet Udkantsdanmark har for alvor vundet indpas i de danske opslagsværker efter flere års mediedebat om marginaliseringen af landets yderområder. Uanset ideologisk ståsted er det svært at anfægte, at polariseringen mellem land- og byområder er tiltagende – en tendens, som dansk film til en vis grad eksemplificerer: Det københavnske sindelag dominerer, mens den jyske livsstil latterliggøres.
Det mener i hvert fald Søren Balle, den debuterende instruktør bag Klumpfisken. Han savner en mere varieret fremstilling af karakterer fra den jyske halvø.
”Klumpfisken er et opgør med, hvad jeg syntes var ved at udvikle sig til en jysk filmkliché –eller en karakterkliché af jyder i dansk film. Når de mange hovedstads- eller københavnercentrerede film skulle have en uintelligent, dumsmart eller bøvet karakter med – en tosset nabo, eller hvad ved jeg – så var det altid jyden, der dukkede op og leverede platheder. Og det har jeg det okay med, men det bliver bare ret unuanceret i længden, når der ikke er noget, der står i kontrast til det. Det her har været et forsøg på at skildre et jysk miljø i øjenhøjde – uden at pege fingre. At portrættere det i stedet for at karikere det.”
En universel historie fra Hirtshals
Det er hverken første eller sidste gang i historien, at en instruktør påstår at udfordre en filmbranches konventioner. At Balles ord er ytret i ramme alvor, afslører Klumpfisken dog fra første frame. Den er jysk – som i jysk helt ind til benet.
Filmen beretter om fiskeren Kesse (Henrik Birch), der sidder fast i en traditionsbunden tilværelse i Hirtshals, indtil den økonomiske uholdbarhed af moderne fiskeri tvinger ham til at se sig selv i øjnene. Ligesom titlens klumpfisk svømmer han i cirkler i det samme velkendte akvarium, dag ud og dag ind, og pludselig må han genopfinde sig selv for ikke at uddø – noget som den københavnske biolog Gerd (Susanne Storm) måske kan hjælpe ham med?
Trods den ærkejyske stemning understreger Balle, at filmen henvender sig til andre end 40-årige fiskere i midtvejskrise.
”Det er mere tænkt som et portræt af en virkelighed, der faktisk er til stede i Danmark lige nu, hvor der er nogle mennesker, der kommer i klemme i den udvikling, vi står i. Det kan være en fisker som i vores historie, men det kan også være så mange andre ting. Det der med at stå midt i sit liv og kæmpe for noget, der er ved at falde ud af fingrene på dig – det tror jeg, mange mennesker kender fra deres eget liv.”
Balle erkender, at den atypiske setting ikke udgør en fejl-sikker box office-strategi. At maksimere indtjeningen har dog aldrig været instruktørens primære drivkraft.
”Vi kommer jo aldrig videre, hvis vi ikke tør gøre noget nyt. Hvis man forsøger at skabe en stemning af, at man som tilskuer er dumpet ned på Hirtshals havn, så bliver man nødt til at skabe et troværdigt og autentisk miljø med skuespillere, der kender til miljøet og kan dialekten. Der har vi været ret radikale i de valg, vi har truffet. Så jo, der ryger jo sikkert et par biografbilletter på den konto, men så tror jeg, vi vinder noget andet.”
Autenticitet som hovedmål
”Autentisk” er nøgleordet. Flere gange fremhæver instruktøren således jagten på det virkelige moment som hans egentlige mission i Klumpfisken. Det skinner tydeligt igennem i filmens billeder, der besidder en jysk langsommelighed og en rå realisme, bl.a. i form af et par eksplicitte og ganske tåkrummende sexscener.
For en debuterende instruktør kræver Balle umådelig stor tillid fra sine skuespillere, men samarbejdet viste sig aldeles uproblematisk. Det var således en befrielse for skuespillerne, at deres instruktør søgte ægte øjeblikke snarere end bar hud.
”Det er ikke, fordi jeg vil se skuespillerne nøgne, at jeg beder dem lave en sexscene,” siger Balle. ”De kan godt mærke, at det er fordi, jeg vil skildre en virkelighed, som den er. Og når det er den tilgang, der er til det, er der ikke noget problem”
”Jeg gider ikke se på en glansbilledforestilling af virkeligheden, hvor det mere handler om nogle menneskers idé om, hvordan noget burde være. Så vil jeg hellere se på, hvordan det er i virkeligheden. Det medfører et mere råt udtryk, men det synes jeg samtidig virker mere autentisk.”
Kontraster og kærlighed
Klumpfiskens jordbundne udtryk suppleres i flere passager af en mere følsom billedside. Heriblandt emmer Kesses møder med klumpfisken i det krystalblå akvarium af en lyrisk symbolik og udgør dermed en kontrast til den føromtalte råhed. I det hele taget veksler Klumpfisken i høj grad mellem forskellige stemninger og udtryk og blander ofte melankoli, skønhed, humor og hårdtslående realisme i enkelte sekvenser.
Balle søgte dog ikke kontrasterne i sig selv. Det modsætningsfyldte formsprog afspejler derimod en mangesidig og svært definerbar virkelighed.
”Vi har søgt ikke at designe en konstrueret virkelighed for dem, der ser det. Vi viser tingene, som de er hele tiden – også når det er grimt, også når det er pinligt, også når det er supersmukt ude ved Vesterhavet i tåge. Jeg håber, det hjælper en autenticitet i filmen; at vi er der hele tiden. Det er ikke sådan, at vi har sagt ’uh nej, det er der nok nogen, der synes er for pinligt, så det klipper vi væk’.”
Trods den alsidige fremstilling af filmens begivenheder er der en følelse, som er vigtigere end alle andre: Kærligheden. Den længsel og nostalgi, der gennemsyrer den realistiske beretning om Hirtshals-fiskeren Kesse, et levn fra fortiden i en døende verden, suppleres af et udtalt håb og et ønske om bedre tider. Således er Klumpfisken i en forstand Balles kærlighedserklæring til de mennesker af kød og blod, der befolker Hirtshals og lignede lokalsamfund.
”I det der gale univers af melankoli og nordjysk lune gemmer der sig altså også noget kærlighed. Ikke bare kærlighed mellem de karakterer, der er der, men også kærlighed til hele miljøet og livsanskuelsen. Noget af det, jeg håber allermest på, er, at man kan fornemme, at det er en historie, der er fortalt fra et kærligt sted.”
Klumpfisken har premiere i dag. Læs Ordets anmeldelse af filmen her.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer