[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Emma Louise Ellehøj[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Det er ikke altid let at være blå. Slet ikke når man er den eneste pige i en mandsdomineret smølfeverden. I Smølferne – Den hemmelige landsby står Smølfine over for en mindre identitetskrise. Ikke nok med, at hun er skabt af den onde troldmand Gargamel, og derfor ikke er en ”rigtig” smølf, hun er også den eneste, der ikke har sin egen personlige egenskab. Mens de andre smølfer er kloge, stærke eller handy, er hun kun defineret ud fra sit køn. Derfor beslutter hun sig for at finde ud af, hvad det egentlig vil sige at være en ”ine”.
Smølferne – Den hemmelig landsby er den tredje film i rækken siden smølferne fik deres revival i Smølferne(2011) , hvor Neil Patrick Harris agerede som klodset menneskeven. Det er den første af filmene, der er fuldstændig CGI animeret, og rent visuelt er der sket en klar forbedring af smølfernes univers. I denne film begiver smølferne sig ud for at finde en hemmelig landsby før den grusomme Gargamel. Dele af deres rejse er flot udført, og især den forbudte skov, som smølferne får forvildet sig ind i, er både detaljeret og farverig. Desværre giver filmen ikke meget ro til at nyde de flotte omgivelser, da der, hvad der føles som ca. hver femte minut, er indlagt en hæsblæsende jagtscene, hvor smølferne skal undslippe den ondskabsfulde Gargamel. Tempoet er afsindig højt, og det bliver en smule anstrengende i længden. Når de sukkersøde smølfer endelig er ved at slippe fra deres ærkefjende, beslutter de sig derudover for at redde ham, hvilket gør det en smule svært at leve sig ind i de ellers så hektiske flugtforsøg.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Smølferne og den hemmelige landsby[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Kelly Asbury[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text] Smølferne – Den hemmelig landsby er en fuldstændig klassisk fortælling der, som det bliver skåret ud i kæmpestort pap flere gange, handler om at stå sammen og hjælpe hinanden. I starten lægges der gennem Smølfine op til en ny vinkel på det velkendte univers, desværre bliver det aldrig taget rigtig alvorligt. Det kunne have været forfriskende med en ægte femismølf, når filmen nu indikerer, at Smølfine skal finde sig selv. Problemet er, at hun aldrig selv får lov til at udforske og reflektere over, hvem hun er. I stedet forsvinder hele projektet i en blå sky af flugtscener og fladpandede one liners. Smølfine bliver aldrig andet, end én de andre smølfer er forelsket i, og det virker en smule paradoksalt, at det i slutningen af filmen er Stærke Smølf, og ikke Smølfine selv, der proklamerer, at hun selvfølgelig kan være lige, hvem hun har lyst til.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer