Af Neia Højsteen
Pedro Almodóvar gør status på en karriere og et liv. Sin karriere og sit liv, faktisk.
Woody Allen (Annie Hall, Manhattan) er instruktøren af New York og Federico Fellini (La Dolce Vita, 8 ½) er nært forbundet med Rom. Som i de fleste af sine tidligere film, har Almodóvar placeret kameraerne midt i det summende Madrid. Kulissen er modernistisk kitsch, og så tilpas rødmalet at din indre tyr pirres.
Selv flyttede Almodóvar til Madrid fra et landdistrikt som 17-årig – og er blevet der siden. Han ser Madrid, som kun en udefrakommende kan gøre det. Du kan kun kende et, hvis du også kender andet, er det sagt. Almodóvar er en skarp iagttager, og har været det siden han som otteårig blev sendt på præsteskole i Cáceres, Extremadura – men tilbragte sin tid i byens eneste biograf. Her lærte han om livet, og her tog han – så at sige – sin filmuddannelse. Det er denne lille dreng, under dæknavnet Salvador, der er hovedperson i Smerte og ære.
Antonio Banderas leverer sit livs præstation i rollen som den lidende og søgende filminstruktør Salvador, der ikke er ovenpå, selvom han er på toppen af sin karriere. Banderas vandt som bedste mandlige hovedrolle i Cannes, og en Oscarstatuette kunne godt falde ned i turbanen – den viltre, grålige manke – på ham. Det er meget sigende, da Almodóvar – vent, jeg mener Salvador – udbryder: ”Uden film giver mit liv ingen mening” – det er da dedikation!
Pedro Almodóvar og den fiktive Salvador Mallo forveksles let: Banderas er bogstaveligt talt i Almodóvars sko, og Salvadors hjem er bygget som en tro kopi af Almodóvars.
Salvador har en flot filmkarriere bag sig, og nu skal hans nyrestaurerede hovedværk have repremiere. Men Salvador må indstille karrieren grundet sygdom, mens livets tomhed, forspildte chancer og glemte minder igen bliver påtrængende.
En pianist spiller på en af Madrids finere beværtninger, og med stor selvfølgelighed rører tangenterne på sig omtrent 60 år tidligere, da den lille Salvador begyndte i skole. Svømmehallens klorede vand bliver stik imod kemiens regler til den grumsede flod, hvor Salvadors mor (Penélope Cruz) syngende og grinende vaskede linned i hans barndom. Almodóvar har skabt et poetisk univers, hvor spring frem og tilbage i tid er sindets logik, og lægevidenskab er ren science fiction – det er spansk anarkisme. Salvador lider af alt fra kronisk svælgkatar til Forestiers syndrom. Hvis han var læge, ville tendinitter blive kureret med kærlighed og kunst og tinnitus med mescal og heroin.
Med Smerte og ære cementerer Almodóvar sin plads som sin generations største spanske instruktør. Han var en del af den madrilenske bevægelse, der opstod i efterdønningerne af Francos Spanien. Almodóvars filmsprog er oprør. Hans farver, humor og queerness er et muntert, men vigtigt dolkestød mod fascisme, konservatisme og katolicisme. Som den empatiske beskuer han er, har han gennem sin filmografi taget kvindens, luderens, morderens, den homoseksuelles, den fattiges og transvestittens parti.
Og så er Smerte og ære det mindst selvhøjtidelige instruktør-selvportræt jeg har set til dato – vel at mærke skabt af en herre, der har alt at have det i.
Kommentarer