SMALL THINGS LIKE THESE: En flot film, der aldrig kommer ud af andet gear

Af Johannes Roug

Fra midten af 1700-tallet til slut 90’erne eksisterede de såkaldte Magdalene-vaskerier i Irland. Magdalene-vaskerierne var katolske institutioner med hensigt til at hive ’faldne kvinder’, som var taget i at være usædelige eller gravide uden for ægteskab ud af samfundet og ind i arbejdshjem. Disse unge piger og kvinder, der så blev anbragt i en sådan institution, levede under kummerlige forhold og blev tvunget til hårdt arbejde. Small Things Like These sætter et kritisk blik på disse institutioner og det passive samfund rundt om.

I 1980’ernes Irland lever Bill Furlong (Cillian Murphy) et ærligt og stille liv som kulhandler i den lille by New Ross. Som far til fem døtre og mand til sin kone Eileen (Eileen Walsh) har han travlt i hverdagen med at indtjene pengene til at holde sin familie kørende. På et ellers normalt stop på afleveringsruten af kul og brænde ved Kirken overværer Bill en skrigende ung pige blive tvunget til at komme i kirkens varetægt. Episoden nager Bill, der pludselig må stå ansigt til ansigt med sin fortid. En fortid der får ham til at indse, at han bliver nødt til at konfrontere kirkens kontrol og byens passivitet.

Den tvivl og nag, som Bill bærer rundt på gennem filmen, bliver meget overbevisende solgt af en toppræstation af Cillian Murphy, der underspiller nogle meget stærke følelser på et helt vildt højt niveau. Her er det tydeligt at se, at der er et ben solidt samarbejde mellem instruktør Tim Mielants og Cillian Murphy, som tidligere har arbejdet sammen i Peaky Blinders (2013-2022) og siden hen i den helt nye Netflix film Steve (2025). Mielants’ største fokus har helt sikkert været karakterarbejdet med skuespillerne, som alle leverer nogle stærke præstationer. Især en scene mellem Bill Furlong og Sister Mary (Emily Watson) står knivskarpt med en utrolig stor spænding.

Dog er scenen mellem disse to karakterer det tætteste, man får på en reel konflikt. Filmen, der ellers er en rigtig flot og inddragende oplevelse, kommer aldrig rigtigt ud af andet gear. De næsten 100 minutter af filmens længde bliver brugt til at udforme Bill som karakter og hans langsomme erkendelse af, at han bliver nødt til at trodse kirken. Men det er så også det. Filmen slutter meget åbent efter Bills endelige valg om at gøre noget, hvilket lige så godt kunne have været fortællingens point of no return. Så man sidder lidt og savner den anden halvdel af filmen, hvor der for alvor ville kunne opstå konflikter og konsekvenser for det valg Bill tog. I stedet går Bill igennem hele filmen uden noget modstrid andet end et par vage advarsler, fordi filmen simpelthen ikke udvikler sig videre fra det, der føles som et halvanden timers langt anslag.

Small Things Like These adapterer selvfølgelig bogen af sammen navn af Claire Keegan, som også slutter på samme tvetydige manér. Det bliver dog bare en lidt passiv affære på den store skærm, når man udelukkende bruger tid på at udforske den meget stille hovedkarakter Bill, som kun kommunikerer tanker og følelser ved hjælp af en stærk skuespillerpræstation fra Cillian Murphy.

Det skal dog ikke siges, at det filmiske er af lav kvalitet. Filmen sprudler med lækkert kameraarbejde, set design, lyd og skuespil. Der mangler bare noget indholdsmæssigt, som gør, at man for alvor synes der sker noget i filmen. Men hvis man vil se Cillian Murphy i topform, så er den et kig værd.


Ordet anmelder:
Small Things Like These

★★★☆☆☆

Produktionsår:
2025

Instruktør:
Tim Mielants

Land:
Irland

Skribent:

Udgivet:

Tags: