Længes du efter pasta, solbagte toscanske bakketoppe og små hyggelige terrakotta-farvede byer, så kan du få et lille skud italiensk i feel-good-filmen Smagen af Toscana.
Den tidligere stjernekok, Arturo (Vinicio Marchioni), er for nylig blevet løsladt fra fængslet med en voldsdom. Det sidste af hans straf skal afsones som samfundstjeneste på en skole for elever med Aspergers. Arturo underviser i madlavning, og særligt eleven Guido (Luigi Fedele) nyder disse timer. Guido har et kulinarisk talent udover det sædvanlige, og da han kvalificerer sig til madlavningskonkurrencen Toscana Young Chef, er det en lidt modvillig Arturo, der skal ledsage ham.
Begge mænd har deres særheder. Arturo er blevet en sur og bitter midaldrende mand, der ser andres succes som sit eget nederlag. Guidos særheder kommer især til udtryk i hans hang til struktur og det velkendte. Pointen værende, at Arturo kan lære noget af Guido og omvendt. Mødet mellem mennesker, der på mange måder er hinandens modsætninger, er en klassisk fortælling. Det er måske også på grund af denne præmis, at filmen forfalder en smule til det klichefyldte. Den tidligere stjernekok præsenteres som alkoholiseret samt indehaver af et heftigt temperament. Kan en weekend med Guido virkelig ændre Arturo?
Film, der omhandler midaldrende mænd, som skal lære at være voksne, er der mange af. Det havde klædt Smagen af Toscana at fokusere mere på Guido. Historien om en ung kok med Aspergers er langt mere original og interessant end den om Arturo, der skal lære at være et empatisk og følende menneske. Det er ærgerligt, at Guidos karakter ikke bliver til mere end blot en katalysator for Arturos vokseværk.
Dette til trods, har instruktør Francesco Falaschi formået at skabe en feel-good-film med hjertet solidt placeret i Toscana og det italienske køkken. Køreturen fra Rom til den toscanske borg, hvor det kulinariske slag skal stå, foregår på Guidos ordre i bedstefars gamle Lancia Prisma med krucifiks i forruden. Bilen kører gennem et solrigt toscansk landskab, og det er umuligt ikke at drømme sig sydpå til bagsædet i Lancia Prismaen.
Skønnest ved filmen er dens glæde ved det italienske køkken. Når Guido og Arturo kokkererer og skaber kulinarisk kunst, glemmer man filmens klicheer og lader sig opsluge og charmere af maden. Som Arturo pointerer, så har verden brug for mere spaghetti al pomodoro – hvis du skal tage noget med fra Smagen af Toscana, så lad det være denne sandhed.
Kommentarer