Af Josephine Zabeo-Persson
På en fransk fabrik arbejder en masse kvindelige syersker. Året er 1972. Fabrikken er ulidelig varm, og kvinderne skyndes til at arbejde i et umenneskeligt tempo. Mellem symaskinerne går værksførerne i blå kitler med stopure. Af og til lægger de en af deres grumsede hænder på de unge syerskers skuldre. Tissepauser eksisterer ikke. Og lønnen er skod.
Når kvinderne forlader fabrikken, forsætter arbejdet i deres eget hjem, hvor hus, børn og ikke mindst mand skal opvartes. Dagligdagen tikker fremad til vævemaskinernes rytmer indtil den unge Colette bryder sammen: Jeg er så dødtræt af det her. Jeg vil se solen. Dette bliver starten på en kamp – ikke bare for arbejdernes rettigheder, men også kvindernes egne.
Af og til tilføjes dokumentar-genre-stemplet til Slag for slag – med en fiktiv fabrik og fiktive begivenheder, leger instruktør Marin Karmitz (senere producer på blandt andet Kieslowskis triologi Blå, Hvid og Rød) med dokumentarens æstetik og autenticitet. Kameraet følger syerskernes strejke som en flue på væggen. Det er hverken pænt eller poleret. Fabrikken er rå og larmende; såvel er kvindernes oprør. For det er ikke let at organisere sig. Slet ikke, når man har en uduelig fagforening i ryggen.
Slag for slag udkom i 1972 i efterspillet af det parisiske studenteroprør i maj 1968. Et oprør, der udviklede sig til en arbejderklassekamp med strejker og fabriksbesættelser. Der var revolution i luften – en duft, som gennemsyrer filmen.
De mest bemærkelsesværdige scener i filmen er ikke de actionfyldte, hvor politi og arbejdere mødes, men de stille aftener på den bemandede fabrik. På trods af, at deres aldre spænder et halvt århundrede, formår de kvindelige arbejdere i skæret af et olietøndebål at skabe et fællesskab, hvor frustrationer ved deres arbejdsforhold såvel som deres uduelige mænd kan luftes. I disse øjeblikke ses Karmitz øje for sammenspillet og castingen af kvinderne i alle aldre og varianter – revolution skabes ikke af individet, men i den brogede sammensætning af mennesker.
Nogle vil måske spørge, hvorfor man skal se genudgivelse af en film om en fabriksstrejke fra 1972. Nostalgi? Helt sikkert. Der er blomstrede kjoler i umulige farvekombinationer, skønne briller, træsko og fællessang til akustisk guitar. Der er røde faner og ordet kammerater råbes til syerskerne af flere omgange. Det er dejlig retro og fantastisk venstreorienteret.
Men man kan også se Slag for slag for at huske sig selv på at fortsætte kampen. Hvis du først kan gå på pension som 130-årig, så er det rart at have et fedt arbejdsmiljø. Og skal man kigge ud over sin egen snude, så understreger genudgivelsen af Slag for slag en tidslig og vigtig problematik, netop at arbejderklassekampen for mange endnu ikke er begyndt.
Ved du, hvor dine sokker bliver lavet og under hvilke vilkår? Har den syerske tissepauser og ordentlig løn? Med snart halvtreds år på bagen er Slag for slag lige så aktuel nu, som den var i 1972.
Kommentarer