Pilou Asbæk begår sig som kriminalassistent i finskinstrueret krimidrama, der bestemt ikke går over i historiebøgerne.
København i 1950’erne. Postkrigstid. Cyron Melville spiller en sindsforvirret nazist, der efter to drab i forbindelse med et bankrøveri fanges og spærres inde af kriminalassistent Anders Olsen spillet af ingen ringere end den danske Game of Thrones-stjerne Pilou Asbæk. Umiddelbart en closed case, men hele Danmarks Pilou støder på mystiske spor, der peger på, at bankrøveren, Palle Hardrup, har været under hypnose i mange år. Samtidig dukker en mystisk mand ved navn Nielsen (Josh Lucas) op, som udover at have været cellekammerat med Hardrup også begynder at ses med kriminalassistent Olsens kone, Marie (Sara Soulié).
Arto Halonens nye spillefilm Skytsenglen, der i øvrigt er engelsksproget, er en historie, som bestemt har potentiale til at blive en udmærket film, hvis produktionen havde været ordentligt eksekveret. Det må dog ikke siges at være tilfældet for Halonen, der virker aldeles uinspireret og idéforladt i den danskfinske produktion. Filmen udfolder sig skræmmende forudsigeligt, og klichéerne, som nærmest snubler over hinanden, er svære ikke at krumme tæer over.
Hvis man ikke vidste bedre, ville man ikke tro, at filmen var produceret i det 21. århundrede. Harlonen, der også er manusforfatteren bag, anvender billige tricks, såsom at Marie mister barnet tidligt i historien for at skabe splid mellem hende og Anders og for at give hende grund til at søge trøst hos en anden. Også kriminalassistent Olsens arbejdsplads er bygget op om de mest basale regler inden for karakterrelationer; en bandende chef, der aldrig anerkender hovedpersonens arbejde, en flirtende, blond sekretær, og en politimakker, der har for travlt med sekretæren til at fokusere på arbejdet. Derudover bærer Olsen naturligvis på et traume om, at han fandt sin far forulykket i sin bil, hvilket sænker ham i sit arbejde.
Normalt ville man være påpasselig med at røbe disse ting, men det hele er så forudsigeligt og nærmest ligegyldigt for handlingens forløb. Selv de mindre elementer i filmen virker til tider parodiske, når eksempelvis Olsens kollegaer gør grin med ham og imiterer hypnotiserede kyllinger, da Olsen opsøger en østeuropæisk hypnotisør til at hjælpe ham med sagen; eller når Nielsen knurrer på dyrisk vis, da han fornemmer, at Olsen er på sporet.
De ellers flotte totalbillederne af Københavns gader, som er det eneste ved filmen, der umiddelbart fungerer, ødelægges oven i købet af, at der dukker personbiler op i baggrunden, som tidligst er fra 80’erne. Komplet uprofessionelt og fuldstændig uacceptabelt for en film med et budget som Skytsenglen. Man griner på de helt forkerte tidspunkter, som om man var inde og se et melodrama fra 1950’erne. Lad os håbe, at Harlonens film går hurtigt i glemmebogen, så den ikke får nogen indflydelse på Pilou Asbæks ellers flotte karriere.
Kommentarer