[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rikke Bjørnholt Fink[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Maria Enders (Juliette Binoche) er en internationalt succesfuld skuespillerinde, der er på vej til Schweiz for at hylde den instruktør, der opdagede hende som ung. Imidlertid dør han pludseligt, hvilket fører til, at Maria tager en rolle, som hun ellers havde afslået. I sin teaterdebut spillede hun en ung praktikant, der forfører sin ældre, kvindelige chef. Nu skal hun så være med i det samme stykke, men denne gang som den ældre kvinde, en skrøbelig og afhængig karakter, som Maria foragter. Sammen med sin personlige assistent, Valentine (Kristen Stewart), trækker hun sig tilbage i de schweiziske alper for at øve replikker. Her smelter tekst mere og mere sammen med virkelighed, for Maria minder som 40-årig en del mere om sin haderolle, end hun kan holde ud.
Egentlig er det en ret klassisk historie om en midaldrende kvindes kvaler ved ikke længere at være den smukkeste i landet her. En fortælling om en forfængelig skuespillerinde og dem omkring hende, der prøver at hjælpe hende motiveret af lige dele medlidenhed og professionalisme. Det kunne sagtens være blevet uendeligt banalt og irriterende, men samspillet mellem hovedkaraktererne, de flydende grænser mellem fiktion og virkelighed og de mange fine diskussioner, som filmen rejser omkring alder, får det hele til at leve og løfte sig langt op over ligegyldigheden.
Binoche er vidunderlig i sin vekslen mellem forsmået sårbarhed og voldsomme latteranfald. Stewart kan en hel del mere end at personificere mormonsk teenage abstinence. Sammen får de tekst og virkelighed til at blande sig med de schweiziske alper som lækkert baggrundstæppe. Udover at øve stykket diskuterer de kærlighed, kunst og værdien af Hollywoodgossip i en dialog, der har tyngde, men uden at virke forceret. Deres forhold fungerer, fordi det lige netop ikke er til at afgøre, hvilken karakter det har. Helt professionelt er det ikke, ej heller rigtigt som veninder eller mor og datter.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Skyerne over Sils Maria[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Olivier Assayas[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig, Tyskland og Schweiz[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Heldigvis bliver det aldrig erotisk, hvorved parallellen til Marias debutrolle ville blive kvalmende komplet. Generelt skal filmen roses for ikke straks at springe efter de lavthængende frugter og i øvrigt for ikke at følge op på alt. Der kan sagtens være et lille romantisk sideplot mellem Valentine og en Chanel-fotograf, uden at vi får mere at vide, end at det endte dårligt.
Rent stilistisk har man inkorporeret teatertræk i filmsproget. Filmen er inddelt i tre akter ligesom det stykke, der sættes op i den. Alle sceneafslutninger er fade-to-blacks, som når lyset går ned i teatersalen. Hertil kommer en række sceneskift, nærmest som om rekvisitterne skal på plads, inden vi kan fortsætte filmen. Disse overgange er smukt indsvøbt i alpetoppe og Händel. Man har heller ikke været bange for indimellem at lade kameraet stå stille og lade skuespillerne flytte sig i stedet. Disse scener minder lidt om teatertableauer, men også bare om film, der ved, at historien er stærk nok til, at kamera og klipning ikke behøver at skabe spændingen.
Alt i alt lader Skyerne over Sils Maria teateret spilde over i både filmsprog og plot. Det hele blander sig til en rørende og smuk film om kunst, kvindeliv og hvor længe man kan klamre sig til fortiden.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer