SKØNHEDEN OG UDYRET: Gensynets glæde

Af Tilde Søgaard Carlsen

“Ever just the same. Ever a surprise. Ever as before. Ever just as sure; As the sun will rise.” Det er den gamle og velkendte historie, vi nok bedst kender i form af Disneytegnefilmen fra 1991, der atter bringes til live, når skønheden og udyret tager sig ud i live-CGI-action. Og det er da netop også komponenter som den klassiske Disneymusik og -magi, der bidrager til gensynets glæde og kompenserer for nostalgiens griskhed.

Skønheden og udyret anno 2017 følger langt hen ad vejen den samme skabelon som skabt i 1991, men har i denne udgave tilføjet de forgangne års teknologiske og politiske udviklinger i form af en yderst VFX-domineret film suppleret af Disneys første homoseksuelle karakter. Mange scener og replikker er nærmest direkte identiske med scener fra tegnefilmen, men visse variationer som tre ekstra musiknumre, og ikke mindst en større menneskelig dybde i karaktererne, bidrager til retfærdiggørelsen af Disneys nye pengemaskine (aka live action-genindspilninger).

I den moderne Skønheden og udyret får vi præsenteret en baggrundhistorie og en forklaring på udyrets umiddelbare arrogance og kynisme samt, hvorfor Belles mor ikke er repræsenteret i filmen. Således får skønheden og udyret mere til fælles, hvilket giver deres udviklende romance substans i den stærkt romantiserede fortælling om, hvordan skønhed kommer indefra. Der er smurt tykt på med makeup og manipulation for at genskabe magien, og en sammenligning af live action-versionen med tegnefilmen må tages for givet — fair eller ej. Og mon ikke de fleste, der læser med her eller går i biografen for at opleve den nye version, sidder med tanken: Lever den op til 90’er-klassikeren?

ANMELDELSE AF:
Skønheden og udyret

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Bill Condon

LAND:
USA

Man kan vælge at opleve Skønheden og udyret i 3D — men lad være med det. Det er ikke en film, der spiller på de vilde ud-af-skærmen-effekter, og billedet fremstår blot uorganisk og irriterende for øjet. Samtidigt understøttes den fantastiske fortælling af filmens ekstremt kunstige look, der for en VFX-fanatiker fjerner noget af den klassiske Disney-magi. Det er ikke længere fantasien, der sætter grænser, men balancegangen mellem live actionens relaterbare realisme og VFX’ens kreative kræfter. Et dilemma, der kan eksemplificeres i udyrets manglende uhygge — og nærmest for menneskelige træk.

Når det så er sagt, er det en glæde at genopleve eventyret og de ørehængende sange — særligt når de er præsenteret via et lige så nostalgisk og fantastisk cast bestående af: Ewan McGregor som lysestagen Lumiére, Ian McKellen som uret Cogsworth og Emma Thomspon som tepotten Mrs. Potts. Emma Watson har set bedre roller, men Luke Evans som Gaston derimod er et eksempel på fænomenal matchmaking! Sangene leveres overbevisende, og live action-versionen har nydt godt af de tre ekstra sange komponeret af Disney-veteranerne Alan Menken (komponist) og Tim Rice (sangskriver).

Skønheden og udyret er i allerhøjeste grad en film, der skal opleves for nostalgiens skyld. Modsat Eventyret om Askepot (2015) er det rart, at Skønheden og udyret læner sig så meget op ad 91’er-filmen og implementerer de kære sange; men på den anden side kunne den nyde godt af Junglebogen’s (2016) nyfortolkende dysterhed. Skønheden og udyret kommer til at fremstå som et kompromis mellem live actionens realisme og seriøsitet og Disney-klassikerens eventyrlighed og magi, der desværre til tider bliver forstyrrende for fortællingen.

Kommentarer