Af Claus Nyggard Petersen
Dansk fantasy lider lidt under, at det kan gøres større i udlandet, så sammenligninger med mere kendte franchises om teenagetroldmænd eller små gutter med store behårede fødder er tæt på uundgåeligt.
Derfor kræver det en god portion originalitet og lokal kolorit for at adskille sig fra de store konkurrenter. Lene Kaaberbøls bøger om Skammerens datter var nærmest selvskrevet til filmatisering, dog skulle man vente helt til 2015 på, at den første film udkom. Heldigvis blev den succesfuld nok til, at vi nu har anden film om pigen med de specielle evner, Dina (Rebecca Emilie Sattrup).
Denne gang er hun nødt til at begive sig ud på en mission for at redde sin bror, Davin (Allan Hyde), og den endnu-ikke-helt-klar-til-at-være-helt, fyrstesønnen Nico (Jakob Oftebro), der er blevet taget til fange og ført til den svært bevogtede Sagisborg, hvor blandt andet en søslange spreder skræk og rædsel.
Til at hjælpe sig har hun ingen ringere end sin (indtil nu) ukendte far Sezuan (Dejan Cukic). Han er en såkaldt Sortemester, en gruppe, der besidder evnen til at manipulere med folks psyke. På rejsen til den fjerntliggende fæstning kommer Dina tættere på manden, hun aldrig har kendt, men hvis evner flyder i hendes årer.
I forhold til den første film er det nu Ask Hasselbalch, der sidder på instruktørtronen, og med tanke på hans Antboy-trilogi er han på papiret den rigtige til at håndtere en teenager med evner ud over det sædvanlige.
Og hans fingeraftryk ses også tydeligt flere steder. En åbningssekvens med klamme ål, der glider mellem hinanden, og lignende visuelle horror-inspirerede lækkerbiskner er med til at gøre Slangens gave til en interessant film på billedsiden. For betagende det er den, og føromtalte søslange er desuden noget af den flotteste CGI, undertegnede har set i en dansk film. Bravo!
Så kan man næsten tilgive, at den er colorgraded på den horrible måde, som man nu engang insisterer på, at alle danske film skal se ud. Omfavn dog det fantastiske univers, og leg lidt med farverne. På den måde undgår man måske, at det til tider ligner noget fra et stort rollespilstræf; for sjældent har så mange mennesker haft så meget rent og nyt tøj på i et fantasy-univers. Tilsyneladende kender de alle en besværgelse til konstant at undgå snavs på klæderne.
Desværre stopper irritationen ikke her. ”Jeg er din far, Dina” siger Sezuan i bedste Darth Vader stil, og hvis man får lyst til at nynne lidt John Williams musik, så er det ikke så underligt, for der er seriøse Luke Skywalker og Obi-Wan Kenobi vibes i forholdet mellem far og datter.
Kemien mellem Sattrup og Cukic er heldigvis god, så hvor end inspirationen er draget fra, er deres scener suverænt de bedste i filmen. Han er djævelsk charmerende, og hun har den her udefinerbare stjernekvalitet, hvor hun kommanderer hvert eneste øjeblik, hun optræder i på lærredet, ligegyldig hvem der står over for hende.
Manuskriptet svigter desværre de gode præstationer flere gange. Både i form af gumpetunge eller ufrivilligt morsomme replikker, men også elendigt karakterarbejde, hvor især superdusørjægeren Sarkan (Nicolas Bro) ender som en kluntet krydsning mellem Boba Fett og Zartan fra G.I. Joe tegneserien.
Alt i alt er Skammerens datter: Slangens gave en underholdende film, hvor hovedrolle Rebecca Emelie Sattrup på ypperste vis bærer filmen, til trods for det lidt mangelfulde manuskript. Scenerne og samspillet med Dejan Cukic er tæt på billetprisen værd, og i sidste ende er det på godt og ondt 103 underholdende minutter, genrenørden Ask Hasselbalch har disket op med.
Så fremtiden for danske fantasyfilm ser bestemt lys ud – forudsat at man tør give dem med kunstneriske visioner de midler, de har brug for, og husker at være originale.
Kommentarer