Af Mikkel Lind Kristiansen

Sjældent er misantropi og eufori blevet sidestillet så sanseligt vellykket, som i Oliver Laxes atmosfæriske roadmovie Sirat. Den megalofobiske ørken og dets hypnotiserende ravefester gennemsyrer værket, som gjorde sig bemærket med Jury-prisen ved sidste års Cannes-festival samt to Oscar-nomineringer, hvor specielt lyd-nomineringen ligger i den fortjente ende.

Faren Luis (Sergi López) forvilder sig ud i den marokkanske ørken med sin søn Esteban (Brúno Nuñes) og hunden Pipa, i en søgen efter sin forsvundne datter Mar, der angiveligt skulle være til en rave-fest i ørkenen. Det går hurtigt galt, da militæret pludselig dukker op og splitter festen, fordi der er udbrudt krig et sted bag ørkenens klippevægge. Luis og Estebans tilslutter sig en gruppe rave-eksperter, der udløser et apokalyptisk roadtrip, som drager dem alle dybere ind i ørkenens altomsluttende areal.

Oliver Laxe har en soleklar vision for sit univers, som han har opbygget i samarbejde med komponist og EDM-musiker Kangding Ray. Musikken er hypnotiserende, bassen har en kraftig tyngde, men også en aggressiv karakter. Ravers hypnotiseres og drukner i en euforisk lydside, hvor den pulserende bas varierer mellem ekstase og eskapisme. Lydsiden hiver en ind i et sonisk univers, der er lige så omfavnende og frigørende, som det er blodtørstig og uforudsigelig.

I takt med at Luis og kompagni rejser dybere ind i ørkenen, forvandles den langsomt til et apokalyptisk omsiggribende helvede, der ikke er til at undslippe. Virkeligheden bliver uhåndgribelig gennem en megalofobisk billedside med de fortabte mennesker, i et evigt spændende og misantropisk landskab af sand og ørkensletter, med tomme lange motorveje og jernbanespor, der blot bliver abstrakte fremmede former i landskabet. Samspillet mellem Kangdings soniske univers og fotograf Mauro Herces’ billeder, sætter Luis – og seeren – i en skærsild, omringet af verdens tilsyneladende hjælpeløse negative kurs, og dens medfølgende altopslugende sorg.

Laxes fantastiske stemningsdiktering overskygger filmens karakterer, der har knap nok nogen personlighed og fungerer oftere som macguffins end virkelige personer. Sirats struktur veksler mellem dialogløse rejsemontager efterfulgt af korte pit-stop samtaler, der efterlader en hungren efter samtaler og karakter motivationer, der er lige så skarp som filmens atmosfære. Selvom Sirats atmosfære er genovervejet og veludført, så føler man sig aldrig forbundet til Luis, Esteban og de medrejsende.

I de få dialogscener mellem Luis og rave-eksperterne føles dialogen lidt for kunstig, hvor tematikkerne bliver sat på spidsen, som om at Laxe ikke stoler på hverken publikum eller sin egen film. Det begrænser filmens patos og seerens tilknytning til karaktererne, som tredje akt ellers kræver af seeren. Laxe har en kedelig og hyppig tendens til shock værdi, for at forhøje fortællingens spænding, men da man knap nok oplever empati med filmens karakterer, så føles mange af dem uforløste og ligegyldige.

Sirat mister momentum på sine tynde karakterer til trods for Oliver Laxes atmosfæriske jerngreb i lyd og billede, hvilket stadigvæk udmunder i en sanselig biografoplevelse, hvor verdens misantropi og sorg sætter sig i kroppen.