SILICON VALLEY (SÆSON 4): I toppen af karakterskalaen

Af Tilde Søgaard Carlsen

Grundopskriften på en god sitcom lyder: Tag en håndfuld overordnet sympatiske karakterer og put dem i en karakteristisk setting i en afgrænset location. Tilsæt en række fatalistiske udfordringer og konflikter, og krydr det hele med lavpraktisk såvel som skarpsindig humor.

Grundopskriften på en komedieserie lyder måske simpel nok, og de fleste følger den i større eller mindre grad. Det er også tilfældet for Silicon Valley (2014-), men alligevel markerer serien sig ved sit utal af fantastiske bikarakterer, placeret i toppen af karakterskalaen. Silicon Valley har hverken en Joey Tribbiani (Matt LeBlanc i Friends) eller en Barney Stinson (Neil Patrick Harris i How I Met Your Mother). Men til gengæld har serien både den pengegriske, marijuanadampende entreprenør Erlich Bachman (T.J. Miller) og hans nemesis, den gebrokne Jian Yang (Jimmy O. Yang). Den har sin egen gøg og gokke i den satanistiske og hudløst ærlige Gilfoyle (Martin Starr) og den pigeglade, men -uduelige Dinesh (Kumail Nanjiani). Og sidst, men ikke mindst, har Silicon Valley den fantast-optimistiske personlighedskamæleon Donald ‘Jared’ Dunn (Zach Woods).

Fjerde sæson af Silicon Valley byder som de forgående sæsoner på flere problemer og udfordringer for seriens hovedperson Richard Hendricks (Thomas Middleditch) og hans kammerater og kompagnoner i selskabet Pied Piper. Efter Jareds manipulation og installation af en ‘click farm’ i Bangladesh måtte Richard se sig nødsaget til at sælge Pied Piper til den succesfulde, dog usympatiske, Gavin Belson (Matt Ross) — lige indtil Erlich og ‘Big Head’ (Josh Brener) trådte til og opkøbte det fallerede firma i stedet. Dinesh implementerer videochatten Piper Chat, der ender med at få Richard til at forlade selskabet og prøve lykken med at skabe ‘A New Internet’.

ANMELDELSE AF:
Silicon Valley (Sæson 4)

ORDET SYNES: 5-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Mike Judge

LAND:
USA

Silicon Valley tager navn efter sin location. Den typiske “sitcom-lejlighed” er erstattet af Erlichs inkubator, hvor diskussionerne snarere drejer sig om dash versus semicolon fremfor småromantiske hverdagsproblemer. Beboerne består af karakterer, man elsker, og dem man elsker at hade — eller måske rettere karakterer, man lærer at elske. For hver især er de unikke, og i særdeleshed mærkværdige — måske lige på nær Monica (Amanda Crew), hvis primære funktion nok mest af alt er at sikre seriens jordforbindelse. For det kan nemt stikke af i pik-og-patter-platheder og overdreven gestik, men manuskript og timing legitimerer selv det mest lavpandede.

Silicon Valley tager ikke sig selv for højtideligt, men er seriøs omkring sin humor. Der er tænkt i detaljer og i pudsigheder, i absurditeter og ekstremer. Og Richard og Pied Piper må også siges at have været meget igennem. Det er som om, at hver gang, de aner lyset, falder de også direkte tilbage og ned i siliciumdalens mørke igen. Og al den modgang kan da også virke trættende og ensformig. Men de kommer altid på benene igen, og med venner som Jared og Erlich bliver man lige som Richard atter motiveret til at fortsætte i håbet om, at Pied Piper med tiden vil stå stærkere.

Det er i sandheden karaktererne, der løfter serien, og det kunne da derfor også være rart at se nogle mere fremtrædende kvindelige roller end uinteressante Monica og empatisvage Laurie Bream (Suzanne Cryer). Og det er også med tungt hjerte, jeg vil se frem til en femte sæson uden den kære Erlich Bachman, da T.J. Miller og seriens producere i fællesskab er blevet enige om, at det var det rette tidspunkt for ham at forlade serien.

Men trofast vil jeg vende tilbage i femte sæson for at følge de karakterer, jeg har lært at elske!

Kommentarer