[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Mikkel Tengvad [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Familiens patriark er gået bort. Himlen mangler konturer, der ligger tøsne i vejkanten, og parkeringspladser er svære at opstøve. Larry og konen er på vej til gravøl i en lejlighed, der snart er bugnende af familiemedlemmer, som hellere ville være et andet sted. Da vi træder med ind i lejligheden, mærker man hurtigt, at stemningen langt fra er i top. Det bliver ikke just en festlig familiekomsammen.
Det varer ikke længe, før følelsen af klaustrofobi kommer snigende. Gangene og døråbningerne i den tætpakkede lejlighed synes foruroligende smalle, og man kan ikke undgå at savne solskin og fuglesang. Begge ting har forladt Rumænien på denne specifikke dag. Selvom den klaustrofobiske stemning på fornem manér illustrerer stemningen i lejligheden, så forgrener den sig også uhensigtsmæssigt i biografsalens mørke. For med følelsen af klaustrofobi kommer også lysten til at slippe ud.
Tre timers rumænsk gravøl er nemlig noget af en mundfuld. Plot er der ikke meget af, og dialogen bevæger sig i øst og vest uden noget øjensynligt mål. Grunden skal dog findes i filmens forhold til virkeligheden. Cristi Puiu sigter efter autenticitet, og sjældent har resultatet været så overbevisende. I dokumentarisk stil forholder kameraet sig anonymt i baggrunden som en flue på væggen i lange, fortløbende indstillinger. Hverken manipulerende eller fabrikerende — blot observerende.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Sieranevada[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Cristi Puiu[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Rumænien[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Filmens overbevisende realisme skal også findes i sobert skuespil og virkelighedstro karakterer. Det føles i sandhed som en ægte familie, og man må kigge skuespillernes navne i sømmene for at sikre sig, at det ikke er tilfældet. Familiemedlemmernes indbyrdes forhold synes at være formet, slebet og pudset gennem årtiers op- og nedture. Man kan mærke, hvem der holder sammen, og hvem der efterhånden er godt trætte af hinanden. Flere afsløringer i løbet af filmen ryster kun denne pose af alliancer og familiære fjendskaber yderligere.
Lejlighedens forskellige rum fungerer som arenaer for diverse verbale slagudvekslinger og mere eller mindre ophedede diskussioner. Det hele går dog ikke op i hat og briller. Der er også en masse ganske almindelige samtaler, der forstærker realismen og troværdigheden, men måske også giver anledning til et diskret gab eller to. Når alt kommer til alt, er det mest interessant, når konflikterne spidser til, og når der skal en brødkniv til at skære igennem den tykke stemning i lokalet.
Det skal dog ikke være gravalvorligt hele tiden. Flere gange finder humoren, eller galgenhumoren, vej til lejligheden i den rumænske hovedstad. Især bedårende er hovedpersonen Larry, der ikke kan holde latteren tilbage, når den anspændte stemning næsten er for absurd til at tage alvorlig. For når døden slumrer i lokalet ved siden af, præsten er forsinket, babyen græder, den kroatiske stofmisbruger brækker sig for tredje gang, og alle er ved at gå ud af sit gode skind, kan man så egentlig andet end bare at grine af hele situationen?[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer