Af Gustav Stubbe Arndal
Det er nok umuligt helt at værdsætte DreamWorks’ animerede klassiker Shrek (2001) uden at forstå den kontekst, den blev lavet i. Meget af filmen er én stor parodi af Disneys animationsfilm, deres troper og deres højtidelighed, og den satte tonen for mange af DreamWorks’ kommende film og havde derved enorm indflydelse på animation gennem 00’erne og frem til i dag.
Det er ligeledes umuligt at begribe Shrek Retold, en halvanden time lang genfortælling af originalen produceret af 200 fans, uden først at forstå internettets kulturelle mekanismer.
Bagmændene er ”3GI Industries.” Deres hjemmeside, der beskriver gruppen som ”Comedians, Enlightainers, and Shrekfest Perpetrators,” er en maksimalistisk parodi af overdesignede sites fra 90’erne. Efter at have set Shrek Retold er det ikke overraskende. Hvem kunne ellers have ført sådan en idé ud i livet?
Filmen, hvis man overhovedet kan kalde den det, er enten et produkt af galskab, idioti, genialitet eller alle tre. Det er et projekt af absurde ambitioner og proportioner. Det er eksperimentel anti-kunst. Det er den mærkeligste og mest interessante film, jeg har set i år.
Virkelig? Virkelig-virkelig.
Shrek Retold er ikke blot pastiche. Det er ikke blot en samling fan-animationer. Det er hele Shrek filmen, genskabt scene for scene, skud for skud, linje for linje. Det er et samarbejde mellem 200 forskellige animatorer, skuespillere og internetpersonligheder, og det er kunstnerisk anarki.
Fra det øjeblik, en fyr i grøn papmache-maske vælter et udhus af pap, og et (overraskende godt) folk-cover af All-Star begynder at spille, er det en rutsjetur af mærkværdigheder. Hele scener og musiknumre er lavet af enkelte bidragsydere, mens man andre steder i filmen kan blinke og misse to forskellige animationsklip.
På godt og ondt er der en enorm dedikation og kreativitet i langt de fleste klip. Der er alt fra traditionel animation, CGI og live-action skuespil, til dukker, stop-motion, LEGO og et papirdiorama af Æsel, der flygter fra den ildspyende drage. Ofte vil det lave produktionsniveau være en del af joken – dårlige greenscreens, tussegrimme karakterdesigns, akavet klipning osv.
Ironisk dårligt håndværk er ikke de eneste jokes. Ofte er der metatekstuelle vittigheder om Shrek, referencer til værker som Adventure Time (2010-2018), Dark Souls (2011) og Jojo’s Bizarre Adventure (1987-) eller ekstra tilføjet toilethumor. Andre steder er der fuldkommen uigennemskuelige interne jokes om produktionen eller obskure memes, som netop Shrek Retolds publikum vil genkende.
Filmens kvalitet spænder fra pinligt dårlig til så god, at det er distraherende. Man overbeviser næsten sig selv om, at hver kunstner er komplet idiot, høj på coke eller høj på svampe, men så kommer der tyve sekunders imponerende animation eller noget professionelt produceret skuespil. Selv når man sukker eller krummer tæer ad de værste klip, er der altid en ny overraskelse, der kun er et minut væk.
Resultatet er en popkollage, der nærmest gør grin med tanken om kvalitet. Det ene øjeblik måber man ad en eksperimenterende, psykedelisk scene, hvor karaktererne flyder ind gennem hinanden. Det næste øjeblik ser man et usselt ringe klip lavet på tyve minutter i Source Filmmaker.
Det er uklart, om der nogensinde var en overordnet vision bag det hele. Men resultatet er fuldkommen fascinerende, ikke blot som postmoderne værk, men som eksempel på internettets kultur-kaos.
Internet-ironi er ligesom løg
Ironi er et af internettets specialiteter. Det skyldes måske, at dens tekstbaserede kommunikation mangler ikke-verbale fagter og tonefald, der kan indikere sarkasme eller andre følelser (de første emoticons opstod som løsning på dette problem). Det kan også skyldes anonymitet. Hvis man bruger en avatar frem for sit ansigt og et alias frem for sit navn, hvorfor skal man så stå ved noget, man siger?
Den distance, internettet tillader mellem person og meddelelse, skaber altså et miljø, hvor ironi altid må antages, og hvor oprigtighed ofte gøres grin med, for derefter at blive yderligere transformeret som meme.
En særlig genre af ironisk meme er YouTube Poop, hvor et eksisterende videoværk omskabes med mærkelige eller direkte irriterende lyd- eller videoeffekter og absurd klipning, og man kan bestemt spore Shrek Retolds oprindelse til dette fænomen. Det skulle ikke undre mig, hvis en andel af de 200 bidrag består af YouTube Poop-folk.
Endnu nyere er den ”tekniske meme,” der tager eksisterende værker og laver simple, men teknisk krævende ændringer på værket. Især The Bee Movie (2007), LazyTown (2004-2014) og selvfølgelig Shrek har haft deres tur i manegen. Hvis man har lyst til at se The Bee Movie, men kun klippene uden bier, eller sangen We Are Number One, men sorteret efter tonehøjde, så er der nogen på nettet, der har lavet netop den video.
Det er dumme, meningsløse vittigheder om (oftest) middelmådige eller direkte dårlige værker, men de har taget timevis at sammensætte. Det skaber en unik internet-æstetik, hvor formålsløse og teknisk krævende værker findes som en selvfølge. Shrek Retold er det hidtil bedste eksempel på dette; hvis din reaktion på at høre om den er forvirring, så er du ikke med på vittigheden.
Vigtigst her er spørgsmålet om ironi. Er det muligt at bruge så meget tid og så mange kræfter på at genskabe et værk og samtidig vedligeholde en ironisk distance til det originale værk eller det nye remix? Ligger ironien i, at der ikke er nogen ironi? Hvor mange lag er der?
Måske er det mere simpelt. Trods individuelle dele er ironiske, er filmen som helhed ren kærlighed.
But then I saw this film…
Jeg er nok ikke kommet langt under overfladen, for der foregår så mange ting i filmen, og der er sådan en rig og kompliceret kontekst omkring den, at man nok skal have et kursus i internetkulturhistorie for virkelig at kunne dekonstruere den.
Shrek Retold er transformativ. Den transformerer ens forståelse af Shrek. Animationskarakterer bliver til symboler, scener bliver til ikonografi og dialog bliver til pseudo-hellig skrift. DreamWorks-filmens forhold til Disney er et fjernt minde; kun løg, memes og Smash Mouth er tilbage.
Det er en teknisk præstation, ligesom at lave verdens største hotdog er en kulinarisk præstation – tåbeligt, arbitrært og ganske underholdende. Shrek Retold er lavet med fem lag ironi, forvandler sig til anti-ironiens ridder, vender sig om, slår ironien totalt ihjel, og slutter af med en kærlig prut og 200 folk på rulleteksterne.
Er det en god film? Ville jeg anbefale, at du ser den? Jeg har ingen anelse. Men længe efter, jeg hørte slutningens følsomme 80’er-synth cover af I’m a Believer, har jeg ikke stoppet med at tænke på den.
Kommentarer