Af Marcus Uhre
Det er svært at være moderne danser. Arbejdet er hårdt, og lønnen er lav. Det er et ustabilt liv, hvor man glider fra projekt til projekt og sjældent kan leve af det. Det er en konstant kamp om at holde sig oven vande. Holde sig relevant på en arbejdsplads, hvor alle kigger på. For det er jo meningen med det hele.
Showdanseren Lasse har ikke råd til sin kokain, så han prøver at veksle med en stereoforstærker. Hans dealere ynker ham en smule, men for det meste råber de af ham. Han skal ikke lave det nummer igen, og så skal han ringe i morgen med de penge, han skylder. Lasse lægger en mobiltelefon i pant.
Dokumentaren Show Dancer begynder bag kulisserne – både arbejdsmæssigt og privat. Den begynder i hans smudskede junkie-lejlighed. Han ringer ind til kriminalforsorgen: han vil ikke have fodlænke på, han vil ind og sidde. Han vil ruskes tilbage til et normalt liv. Det er sjældent, at man hører nogen glæde sig til at skulle i fængsel. Men det er tilfældet for Lasse.
For femten år siden brød han igennem som LAZE med et teknostepnummer på musiktoplisten. Sådan en præstation giver rampelys og ramaskrig på klubber, optrædener på festivaler og indbydelser til at arbejde sammen med Infernal og Lars von Trier. Han opnår sine mål og drømme og forelsker sig i klapsalverne. Pludselig kan han ikke leve uden intensiteten.
“Misbrugeren forveksler intensitet med intimitet,” fortæller filmen gennem et AA-møde. Og det er dét portræt, som filmens bagmand Laurits Flensted-Jensen forsøger at tegne: en misbruger, der må kæmpe med sin egen indstilling til livet og sin egen dragen mod intensiteten. Der er gået mange år siden det store hit, men behovet er kun blevet større. Et kokainmisbrug koster mange penge. Og derfor sidder Lasse nu i fængsel for røveri for Gud ved hvilken gang.
Laurits Flensted-Jensen er en forholdsvis nyuddannet instruktør, men han ryster ikke på hånden. Han træffer nærmest usynlige, men ekstremt virkningsfulde stilvalg i en yderst vellykket flue-på-væggen film. Den er bygget op omkring både længere objektive klip og så den subjektive kontrast imellem dem. Som når Lasse underviser nogle unge mennesker til en filmproduktion, og man så øjeblikkeligt klipper til ham i færd med at undersøge en pædagoguddannelse.
Instruktøren bryder ofte med sine stilvalg – måske for at pointere den udvikling, der er sket over den tre år lange optagelsesproces. Filmen starter med at være ekstremt stramt og vovet fortalt, men i løbet af filmen rinder denne fortællestil ud i sandet og bliver mere flydende. For kampen mod misbruget kan nok ikke sættes let op – som en overkommelig forhindring. Filmen erkender samtidig med Lasse, at dette er en evig kamp.
Men han vil stadig danse, også selvom at det var dansen, som bragte ham ud i røverierne og det elendige liv. Et arbejde som kunstner har sjældent noget at gøre med at opveje det positive og det negative. Det er passionen, der driver den moderne danser. Og lige meget hvor meget dansen kræver, så er dansen stadig dansen.
Show Dancer kan ses på CPH:DOX’s digitale platform indtil den 5. april. Derefter kan den ses på TV2 PLAY.
Kommentarer