Af Emil Risvig
DC’s udvidede univers har ikke ligefrem fået den bedste start. Med et relativt smalt filmkatalog og generelt dårlige anmeldelser får de godt og grundigt høvl af mastodonten Marvel. De har dog haft et par lyspunkter med den kritikerroste Wonder Woman (2017), og senest Aquaman (2018), der har omsat for over en milliard dollars på verdensplan, så de er ved at komme efter det.
Med Shazam! skalerer de ned og ændrer tonen radikalt. Filmen er både lysere og sjovere end tidligere mørke og bæbrune installationer a la Justice League (2017) og Batman v Superman (2016). Det klæder filmen, at den ikke tager sig selv så seriøst, og det er forfriskende med en DC-film, der faktisk er i stand til at få mig til at grine højlydt.
Historien drejer sig om Billy Batson (Asher Angel), en 14-årig rebelsk knægt, der efter at have flygtet fra børnehjem rundt omkring i landet til sidst havner hos en godhjertet plejefamilie i Philadelphia. Efter at have givet igen til et par stereotype bøller, bliver han jagtet og ender af uransagelige årsager i en grotte, hvor han bliver udvalgt som ’kæmper’ af en troldmand (Djimon Hounsou i Dumbledore kluns).
Med tjansen som ’kæmper’ betyder det, at hver gang Billy råber ”Shazam!”, forvandles han til en fuldvoksen superhelt med alt, hvad der hører til af diverse superkræfter. Når Billy er Shazam, bliver han spillet af Zachary Levi, der på overbevisende manér portrætterer en teenager i en mandekrop. Han har en barnlig uskyldighed og er castet virkelig godt som overgearet voksenbarn, der ikke ser superheltelivet som en pligt, men derimod som det sjoveste i verden.
Filmen er kort sagt en blanding af Big (1988) og den klassiske Superman (1978). Billy skal ikke bare vænne sig til voksenkroppen, han skal samtidig lære at kontrollere de mange evner, som Shazam har. Til at assistere sig, har han sin adoptivbror, superhelteentusiasten Freddy (Jack Dylan Grazer), der gør en sport ud af at teste Shazams forskellige kræfter. Kemien mellem de to er især med til at give filmen liv og personlighed.
Alligevel er der nogle problemer. Først og fremmest er der ikke overensstemmelse mellem Billy som barn og som voksen superhelt. De føles vidt forskellige, selvom de i princippet burde være den samme person. Derudover var der et par scener der ikke passede ind, hvor man kunne mærke et snert af DC’s mørke tone; på et tidspunkt får en bidt hovedet af, hvilket ikke gør noget, men lige i denne film virker det malplaceret. Og selvom jeg grinede højlydt et par gange, var der stadig en del steder, hvor joken enten faldt til jorden eller var over-the-top.
Og nå jo, ingen superhelt uden en dertilhørende superskurk. Mark Strong spiller Dr. Sivana, en sur mand med daddy issues, som får sine overnaturlige kræfter fra monsterlignende gargoyler, der hver skal repræsentere en af de syv dødssynder. Det lyder skørt, men Strong er faktisk en udmærket skurk, og han tager endda del i en af filmens sjoveste scener i tredje akt, men de lidt for voldsomme og overdrevne monstre bliver reduceret til en omgang CGI-sovs, der egentlig bare mudrer lærredet.
Hvis man dog køber præmissen og holder af genren, er Shazam! faktisk en solid superheltefilm. Den er ikke revolutionerende, men gør lidt det samme som Deadpool (2016) gjorde, hvad angår dens selvbevidsthed. Den har action, humor, en fin historie og et uventet twist til sidst. Det er en coming-of-age historie med familie som et gennemgående tema. Vigtigst af alt, så har filmen hjerte, og det er lige hvad DC-filmene så ofte har manglet.
Kommentarer