SHAZAM! FURY OF THE GODS: Svagt struktureret superheltefilm kører den hjem på charmen

Af Alexander Bendtsen

I DC Comics’ anden Shazam!-film følger vi igen den kække teenager med hjertet på det rette sted, Billy Batson (Asher Angel) og hans heroiske alter ego.

Shazam! Fury of the Gods samler historien op lidt efter heltenes triumf ved 1’erens konklusion. Hovedpersonen, det 17-årige plejebarn Billy Batson, forsøger at falde til i sin nye rolle som etableret superhelt.

Ved at råbe ”Shazam!” kan teenageren forvandle sig til en fuldvoksen muskuløs halvgud (Zachary Levi) med superstyrke og superfart såvel som evnen til at flyve og skyde koncentrerede elektriske ladninger afsted.

Det er dog ikke kun Billy, som har fået superkræfter – han har nemlig tildelt sine søskende fra plejefamilien tilsvarende evner. De seks søskende skal nu danne et hold, som skal beskytte Philadelphia fra alle trusler, der måtte komme. Resultatet er dog blandet, grundet heltenes manglende erfaring, og det er endnu ikke lykkedes dem at vinde den lokale befolknings hjerter. Tværtimod kalder folk dem for en fiasko.

Som karakterer er to tredjedele af seksmandsgruppen også en tynd kop te. Trods nogle lidt sløsede forsøg på at bygge karaktererne forbliver de primært værktøjer til en masse jokes, der varierer i kvalitet. Hverken deres menneske- eller superhelteform er interessant. 

Det er faktisk kun Billy og hans invalide bror og bedste ven, Freddy (Jack Dylan Grazer/Adam Brody), man for alvor bliver investeret i. Karakterernes usikkerheder omkring deres person bag superheltefacaden, og hvorvidt de kan bære det ansvar som hører med deres superkræfter, er interessante og skuespillet overbevisende. 

Især i rollen som Freddys menneskelige form brillerer Jack Dylan Grazer som filmens stærkeste kort – hans komiske timing er skarp, og hans kemi med Levi fungerer præcis lige så godt som i 1’eren. Desuden bringer skolens nye pige, Anne (Rachel Zegler), en ny dynamik til Freddys karakter med et underholdende romantisk element i fortællingen.

Hvorvidt hovedpersonen og hans søskende kan tage helteansvaret på sine skuldre, kommer på hårdere prøve end nogensinde før, da deres by angribes af de to magtfulde, vrede gudinder Hespera (Helen Mirren) og Kalypso (Lucy Liu). 

Gennem CGI-tunge actionscener, hvor instruktør David F. Sandberg også trækker lidt på sin erfaring med gysere med elementer af (familievenlig) uhygge, etableres truslen fra de to skurke. Der gøres dertil en indsats i manuskriptet for at give dem stærke motivationer og udvikle spændende dynamikker imellem dem. Helen Mirren forsøger at kapitalisere på karakterernes potentiale med en hæderlig skuespilspræstation, men hun mangler kemi med Lucy Liu, der saboterer deres troværdighed med tørt og kunstigt skuespil.

Generelt har filmen også problemer med at finde det rette tempo at fortælle historien i. Der er mange karakterer i fortællingen, som får tilknyttet deres egne små fortællinger. Problemet er, at mange af dem bliver sat hurtigt op og sjusket bygget videre på, til en grad hvor det næsten virker som om, folkene bag kameraet selv glemmer halvdelen af det, de sætter i gang. 

Når de dele af fortællingen så senere samles op og skal falde på plads som brikker i fortællingens samlede puslespil, virker det desværre slet ikke forløsende. 

Inde under alt rodet handler filmen stadig grundlæggende om Billy og hvorvidt han, med hjælp fra sin familie, kan løfte sit ansvar som superhelt. De risikoer han må løbe, de lektioner han må lære og de ting han må ofre. Den fortælling er der kød nok på til at filmen retfærdiggør sin eksistens overfor os, på samme måde som Billy Batson kæmper for at retfærdiggøre sin eksistens overfor sig selv.

Kommentarer