[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Andreas Strini Lethan[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Når man som instruktør vælger at lave en thriller/gyser, hvor en haj er det skræmmende omdrejningspunkt, så er det umuligt ikke at blive sammenlignet med Steven Spielberg og hans skræmmende mesterværk Jaws (1975). Filmens håndværk og et ordentligt skud thalassofobi har gjort Jaws til den måske mest skræmmende film i denne anmelders øjne. Derfor var forventninger høje til surferen Nancys (Blake Lively) kamp mod tidevandet og en stor hvidhaj blot 180 meter fra land i The Shallows.
Men allerede fra filmens start blev jeg i tvivl, om hvorvidt det var en haj-gyser, musikvideo eller reklame der var på skærmen. Stilen i The Shallows er meget forvirrende. Mest af alt ligner den første halve time en reklame fra et rejseselskab med lækre sandstrande og krystalklart vand, som derefter slår over i en musikvideo med hårdt pumpende elektronisk musik med masser af boob-shots af vores hovedperson. Når hajen så dukker op og uhyggen skal brede sig, så er kontrasten for stor til den første halve time, og så er man mere forvirret end skræmt. Mere opbygning til hajens komme havde været dejligt. Desuden skærer det i øjnene, at vi skal døje med at se alle Nancys handlinger på mobilen i ægte House of Cards-stil, hvilket virker mere ligegyldigt og grimt end kraftfuldt.
Realisme kan være et svært begreb at bruge når det handler om gyserfilm, men hajen vil jeg nu tillade mig at kalde urealistisk. Den virker overintelligent og er ikke blot drevet af naturinstinkter, men dræber tværtimod for sjov. Jeg har aldrig hørt om et hajangreb, hvor en haj har bidt en person midtover, men spytter begge ting op på stranden igen? Nu er jeg ikke den store havbiolog, men jeg vil da tro, at en haj ikke venter på sit bytte i over et døgn?[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Shallows[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Jaume Collet-Serra[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]The Shallows har dog sine momenter af spænding, når den store hvide haj er indtrådt i handlingen. Specielt en scene, hvor Nancy skal have fat i en hjelm fra et offer for hajen virker fint, specielt da det ikke er en decideret kamp mod den store fisk, men derimod en kamp mod tiden. Men sådanne scener får man ikke mange flere af i løbet af den sidste halve time. For alt dette potentiale bliver ikke tabt, men derimod tyret med enorm kraft mod havets bund. Stemningsdræbende og overdreven action præger afslutningen, og her bliver ”uhyggen i det uvisse” i den grad lagt på hylden. I stedet bliver der satset på en haj med ild i. The Shallows ender med at blive plat som kultfilmen Sharknado (2013) og bestemt ikke på den fede måde, som det er tilfældet (vil nogen mene) med Sharknado.
Man må nok erkende, at det simpelthen ikke er muligt at skabe en haj-film på niveau med Spielbergs klassiker fra 1975, hvilket The Shallows er et glimrende eksempel på. Den prøver så umådelig meget på at blive en ny generations Jaws, men ender med at begå hybris ved at glemme det element, der netop gjorde Jaws til en frygtindgydende og fantastisk film: uhyggen i det uvisse.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer