Af Mikkel Lind Kristiansen
Er det ikke en universel genkendelig fantasi, at ens rædselsfulde og inkompetente chef får øjnene spærret op for, hvor kyndig og kompetent man faktisk selv er? At de stopper med at spille golf på kontoret og indser, at ikke alle er født med en sølvske i munden? Spider Man (2002)- og horrordarling Sam Raimi, har med et delvist underbagt manuskript et ellers interessant take på den fantasi, når han lader den udspille sig i en klassisk Robinson Crusoe-fortælling.
Den arbejdsomme, påpasselige, men delvist kiksede Linda Liddle (Rachel McAdams) har i mange års tjeneste arbejdet sig langsomt op i virksomhedens hierarki, og var endelig blevet lovet en vice-CEO stilling af sin tidligere chef. Men den nye CEO – som er søn af den forrige – Bradley Preston (Dylan O’Brien), er en finance-bro på alle parametre, og er fuldkommen ligeglad med Lindas arbejdshistorik. Han forærer Lindas lovede stilling til en af sine frat boys, så de sammen kan spille golf på kontoret. Forarget over det absurd nepotistiske kneb, konfronterer Linda sin nedladende chef, og får alligevel en mulighed for at bevise sit værd. En virksomhedsfusion fra Thailand er i horisonten, men flyrejsen derhen ender i et flystyrt. Pludseligt er Linda strandet på en øde ø med Bradley – men hvordan er hierarkiet i den virkelige verden langt væk fra finanskontorernes rammer?
Selvoptagede Bradley må efterhånden erkende, at Lindas interesse for realityshowet Robinson Ekspetidionen ikke blot var rent tidsfordriv. Hun bliver ham hurtigt overlegen i overlevelsens forstand, og skiftet i magtforholdet leveres især i komiske scener, der udstiller Bradleys inkompetence – han kan knap nok binde to træstolper sammen. Modsat har Linda allerede sørget for nattely. Mens Bradley kæmper med at lave vandskåle af kokosnødder, har Linda allerede skabt drikkedunke af bambus. Bradley og Lindas første stykke tid i Thailandbugten beriges af en humoristisk, men skarpt optrukken tovtrækningskonkurrence, men efterhånden mister filmen også sit fokus.
Men her mister historien også sit momentum, for mange af de kommende scener har vi set før. Én af dem kommer selvfølgelig til skade, de åbner sig op overfor hinanden omkring bålet efter en sjus, uvejret kommer truende, og selvfølgelig er de nødsaget til at dele kropsvarme. Raimi spiller handlingsforløbet for sikkert, og denne store midterdel føles som en langtrukken træden i vande før blodsudgydelserne.
Isoleret er begivenhederne ikke skuffende, men seeroplevelsen bliver delvist vildledt, da horror-grafiske twists fra tidligere scener teaser et voldeligere og mere brutalt Crusoe-univers. Flystyrtets kitschede CGI-æstetik, hvor et fanget slips banker en medrejsende utallige gange ind i Lindas yderligere krakelerende vindue, som en Tom og Jerry-gag med virkelige, blodige konsekvenser, giver et callback til den campy horrorfornemmelse, som Raimi debuterede med i Evil Dead (1981).
Lindas første drab af et vildsvin bliver også et blodbad af splatter i ægte slasher forstand, hvor måden Rachel MacAdams sælger Lindas blodsvøbte, men euforiske ansigtsudtryk giver en gru, der er så ekstremt, at det bliver komisk, men også utrolig gribende. Raimi brillerer i de momenter, og man savner derfor konsekvenserne af en mere brutal og blodig fortælling af interessekonflikter mellem Linda og Bradley, der i stedet bruger lidt for meget tid i generiske scener, der for ofte grænsede mod en velkendt enemies-to-lovers fortælling.
Dog forsvinder hæmningerne i 3. akt, hvor konfliktoptrapningen giver plads til både gode gys (et highlight involverer et øje og nogle fingre), gysbaseret komik, og tematiske overvejelser om arbejderforhold, overlevelse og selvhjælp i kapitalismens verden, der alligevel hiver fortællingen tilbage til et unikt perspektiv på Crusoe-fortællingen. Desværre tager det lidt for lang tid at komme derhen, så den grusomme, men spektakulære forløsning sætter sig ikke helt under huden som man havde håbede på.