Af Siri Kastbjerg Andersen
Når man har haft en forholdsvis let barndom, uden de store kvababbelser, kan det være svært at sætte sig ind i, hvordan det er at vokse op med en alkoholisk forælder. Alligevel krøb følelserne i Selvhenter ind under huden på mig. Jeg havde ikke forudset, at Magnus Millang skulle spillefilms-debutere med en komedie, der ville give mig gåsehud og tårer i øjnene.
Da Magnus og Emils far dør af et årelangt alkoholmisbrug, tager brødrene af sted til Spanien for at hente farens jordiske rester hjem. Deres virkelighed ligger langt fra hinanden; Magnus er reklamemand uden den store succes og drukner sorgerne i øl. Han tager i første omgang kun med til Spanien for at få fat i farens værdifulde Rolex-ur. Emil er distræt, men venlig, han holder sig fra mælkeprodukter og kører på ladcykel. Og så glemmer han hele tiden sin mobil. Brødrene har dog det tilfælles, at ingen af dem har råd til at betale de 10.000 euro som det koster at fragte en afdød hjem. Så må man jo bruge tagboksen på den lillebitte lejebil.
Alt går naturligvis fuldstændig galt, brødrenes personligheder clasher, de bliver forfulgt og eftersøgt, og der spøger hele tiden en undertrykt konflikt, som bare venter på at komme op til overfladen. Der gemmer sig, i både bogstavelig og overført betydning, flere lig i lasten i forholdet mellem de to brødre.
Selvhenter er en sjov fart-over-feltet fortælling om to brødre, der road tripper gennem Europa med et lig på taget. Men komedien vil noget mere end blot at underholde, og det er virkelig befriende. Historien udspringer af Millang-brødrenes egen virkelighed, og det giver filmen en nerve og en kant, som jeg ofte savner i danske komedier. Selvom de næppe rent faktisk har kørt gennem Europa med deres afdøde far i en tagboks.
Det er et modigt valg, at Magnus Millang fortæller så personlig en historie, som han selv skriver (sammen med Emil Millang), instruerer og spiller hovedrollen i. Der er mange steder, han kunne have snublet, men overordnet set fungerer det, fordi man kan mærke, at Millang har noget på hjerte. Tårer, skænderier og stilhed bliver mere troværdige, for de har selv mærket det hele på egen krop. Det gør det lettere at holde med og holde af de karikerede karakterer, og selvom brødrene sætter sig selv i nogle temmelig aparte situationer, accepteres præmissen, fordi filmen er velspillet og velskrevet.
Kommentarer