Anmeldelse
SECOND ACT: En lovende komedie med unødvendigt twist

Af Terese Holm Pedersen

Ud fra både mit kendskab til Jennifer Lopez og traileren til filmen Second Act, forventede jeg blot en underholdende og letfordøjelig komedie, om en kvinde der får muligheden for at realisere sine drømme, selvom hun ikke har en fancy uddannelse. Men kunne mine ellers beskedne forventninger blive indløst?.

Ligesom en moderne Askepot-fortælling, bliver den 40-årige butiksassistent Maya Vargas udplukket fra de ydre bydele af New York, til at være konsulent for et berømt kosmetikselskab midt i skyskraber-paradiset Manhattan. Tricket til denne vilde forandring er et falsk CV, som hendes gudsøn fremstiller i al hemmelighed, og pludselig har Maya på flotteste vis både gået på Harvard, snakker flydende mandarin og har besteget Kilimanjaro!

Maya beslutter sig for at gribe muligheden og får endelig mulighed for at bevise, at ekspertise og arbejdsomhed er bedre kvalifikationer end nogen form for eliteuddannelse. Alt dette lyder meget lovende, men med både divaer, snobber og nørder i firmaet, hvem bliver så den første til at se igennem det sminkede CV?

Naturligvis bliver de forskellige færdigheder fra det falske CV testet på sjoveste vis undervejs i filmen. Maya skal blandt andet tale mandarin til et forretningsmøde og hører gennem et ørestykke, hvad hun skal sige til den vigtige forretningspartner. Naturligvis går der koks i kommunikationen og den lettere forvirrede Maya får fremstammet sætninger, der giver biografgængerne noget at grine af. Alt tyder indtil videre på en herlig og klassisk komediefilm.

I filmens 103 minutter får man også bekendtskab med Mayas bedste veninde Joan (Leah Remini), som er rap i replikken, og dermed skaber en dejlig let og forløsende effekt til den ellers meget anspændte hovedkarakter Maya. De to skuespillere har en dejlig naturlig kemi på den store skærm, hvilket også giver god mening, da Leah Remini er en af J.Lo’s bedste veninder i virkeligheden.

Desværre mister Second Act balancen i anden halvdel af filmen, hvor der forekommer et stort uventet twist, der forvandler den ellers underholdende film til ren melodrama. Det er kort sagt virkelig irriterende, at instruktøren Peter Segal vælger at smide flere twists end det falske CV midt ind i historiens fortælling, da det simpelthen ikke er nødvendigt!

Styrken i filmen er helt klart hovedkarakteren Mayas genkendelige situation. For der er sikkert adskillige mennesker der fortryder visse valg de har taget i livet, og drømmer om en chance for at kunne genopfinde sig  selv. Den altid charmerende og karismatiske Jennifer Lopez leverer en udmærket og troværdig præstation, som den hårdtarbejdende Maya. Rollen passer i og for sig også meget godt til multitalentet, da hun ligeledes er en af de kvinder der arbejder hårdest i showbusiness-branchen.

Filmen har sin portion af humoristiske øjeblikke samt overordnet fine skuespils-præstationer, der helt sikkert vil underholde publikum. Men som filmen skrider frem, skulle instruktøren Peter Segal hellere have fokuseret på at opretholde den luftige og sprudlende energi fra første halvdel af filmen, end forsøge så hårdt på at lave den perfekte feel-good film.

Jeg ender med at sidde skuffet tilbage når lyset bliver tændt i biografsalen. For når filmen ikke engang kan være tro mod de forventninger den giver seeren, hvordan pokker skal filmens besked om, at det er vigtigt at være tro mod sig selv, lande med særlig stor overbevisning?

Kommentarer