Af Gustav Stubbe Arndal
Jeg ved ikke med dig, men jeg hader, når film misrepræsenterer hverdagsteknologi. Det er alt for ofte tydeligt, at filmskaberne ikke ved, hvordan en smartphone fungerer, hvordan en opdigtet hjemmeside burde se ud, eller især hvordan ”hacking” virker. Hvis du er træt af det, så tag ind og se Searching, for den er ikke bare troværdig – den er noget nær et gennembrud.
Searching er, hvad plottet angår, en konventionel kidnapningsthriller. John Cho spiller enkemanden David Kim, hvis datter, Pamela, forsvinder sporløst en nat, hvor hun burde læse til eksamen hos en veninde. David ringer til politiet, og detektiven Rosemary Vick (Debra Messing) beder ham om at finde ud af mere om datteren – hvem snakkede hun med, hvad lavede hun i sin fritid. Når David logger ind på hendes computer finder han ud af, at han ikke kendte hende nær så godt, som han troede.
En simpel opsætning, men her er tricket: hele filmen foregår på skærmene. Vi ser med, mens David facetimer, googler, hacker sig ind i sin datters online profiler, samler spor og sætter dem sammen. Vi ser nyhederne og Twitter-stormen, når sagen tager en mere alvorlig drejning, og vi ser Davids desperation gennem hans private online adfærd. Det er film fra et førstepersonsperspektiv, og det er måske årets mest opfindsomme film.
Det er ikke første gang, det er blevet prøvet, men det er første gang, det virker, hovedsageligt fordi debutantinstruktør Aneesh Chaganty og hans hold forstår det konventionelle filmsprog og anvender det inden for rammerne, de har sat sig. Der anvendes close-ups for at vise detaljer eller for at styre dialogens rytme. Vi falmer til sort og springer i tiden. Dramatisk musik øger spændingen mens vinduer med nye beviser åbnes.
Men Searching dækker ikke blot for sit formats svagheder. Den anvender også formatets unikke styrker, og her er den banebrydende. Filmen begynder for eksempel med en montage, hvor tidens gang vises med en Windows XP, der bliver til en Mac, Internet Explorer, der bliver til Google Chrome og fotomapper, der langsomt fyldes op. Sekvensen er ikke blot nostalgisk og rørende, da vi følger morens kamp mod cancer gennem årene. Den etablerer også tidsperioden bedre end nogen montage af nyhedsklip nogensinde kunne.
Filmen har også en fantastisk sans for humor. Man genkender virkelig sig selv i måden David interagerer med nye eller vante programmer, og dens popkulturreferencer er enormt friske – ”what the hell is a tumbler??” Den har, kort sagt, en sand forståelse for den online verden, vi bruger så meget tid i.
Hvordan er den som thriller? Ganske udmærket, faktisk. En meget sympatisk hovedperson, en række veleksekverede drejninger, og en overraskende men nogenlunde tilfredsstillende konklusion. Det er ikke noget, man ikke har set før, og det er selvfølgelig ikke helt uden huller eller problemer, men det er jo tilfældet med så mange moderne detektivhistorier.
Searching er altså ikke en fænomenal thriller, men den er noget nær et epokegørende værk, når det angår film i internettets tidsalder. Der er så meget af vores liv, der foregår online, og Searching er den første film, jeg har set, der for alvor fanger en smule af den drama og humor, man kan finde i den verden. Måske kan vi om nogle år se tilbage på denne thriller som forgænger for en ny og vital filmteknik.
Searching vises til CPH PIX følgende steder:
- oktober kl. 19:00 i Dagmar
- oktober kl. 22:00 i Empire Bio
Kommentarer